Anmeldelse
Læsetid: 9 min.

Et genstridigt mesterværk

I 1972 udsendte The Rolling Stones dobbelt-lp'en 'Exile On Main St.' - uden at samtiden var ved at dåne af benovelse. Tværtimod! Men værkets renommé er vokset støt med årene og genudgives nu i deluxe form med masser af ekstramateriale. Vor rockarkæolog kigger på Stones anno 1972 - og den verden, albummet blev til i
Mick Jagger og Keith Richards under arbejdet med 'Exile on Main St.' i Richards' villa i Sydfrankrig. De to har lige siden skændtes om kvaliteten af pladen, der nu er blevet genudgivet.

Mick Jagger og Keith Richards under arbejdet med 'Exile on Main St.' i Richards' villa i Sydfrankrig. De to har lige siden skændtes om kvaliteten af pladen, der nu er blevet genudgivet.

DOMINIQUE TARLE

Kultur
31. maj 2010

Der hvor jeg kommer fra, regnedes anmeldelser ikke rigtig for noget. Nu havde rockkulturen i de spæde 1970'ere heller ikke rigtig bidt sig fast eller var blevet en fast bestanddel af kulturstrømmen som sådan. Den havde stadig en snert af noget såvel rebelsk som uspiseligt over sig, og det var jo fedt nok. De, hvis mening virkelig talte, var de lidt større drenge, unge mænd ligefrem. Som gik på gymnasiet - det lokale eller oh gode gud, Det Fri!! - eller bedre endnu måske ligefrem var droppet ud af skolen for at påbegynde et helt liv som Rasmus Modsatte. Det var meget moderne. Deres ord havde en vægt uden sidestykke og dømte de en lp ude, så nyttede ingen kære mor - så var den skive
ytfor tid og evighed.

Og på den måde lærte vi ydmyge disciple - som altid kom sidst til bongen og til hver en tid kunne sendes til købmanden efter bajere - at dobbelt-lp'en
Exile On Main St.med de i øvrigt højt elskede Rolling Stones var noget lort. Kort og godt. Ikke værd at bruge tid på - næ, vi var nået op på et højere musikalsk plan nu og havde ikke længere brug for sådan en sjasket omgang andenrangs britisk blues. Herregud, man kunne jo knap høre vokalen! Guderne havde talt, og de havde talt til os, deres ord var lov, og vi bøjede ydmygt hovederne, både stolte (over at være i deres selskab) og skamfulde (over kun at være 15 og ikke engang eje en knallert), mens vi håbede på et bap af den chillum, der netop gik rundt. Så kunne man endelig trille om på madrassen og respektfuldt kulle ud til den musik, guderne bestemte vi skulle høre. Og ikke 10 vilde heste ville have kunnet få mig til at indrømme, at jeg havde
Exile On Main
St.overspillet på spolebånd, og at jeg - oh bundløse skam - elskede lortet! Kun i smug og enerum!!

Dette udspillede sig nemlig i Leadguitaristens Epoke, mine damer og herrer. Den tog sin begyndelse i midt-60'erne, da en graffiti med ordene
Clapton is godbegyndte at dukke op rundt omkring i London. Denne Clapton hed Eric til fornavn, og han dannede i 1966 rockens første supergruppe, Cream, hvor instrumental færdighed og improvisatorisk talent fortrængte de stramme sangstrukturer og det ensemblespil, som ellers havde været normen til da. Det var dog den fra USA importerede Jimi Hendrix, som med trioen Experience og noget af det mest gudbenådede gribebrætarbejde nogensinde hørt i løbet af 1967 rettede spotlyset mod, hvad man dengang omtalte som singleguitaristen. Få af dem, der fulgte, ejede samme finesse som Hendrix, men folk som Johnny Winter, Jimmy Page, Duane Allmann, Richie Blackmore, Alvin Lee og mange, mange flere fik en kolossal position på datidens rockscene og fjernede i processen fokus fra forsangeren. En anden bevægelse i tiden var den progressive eller symfoniske rock, der også lagde vægt på virtuositet tilsat lange suiteagtige forløb. Vel, Stones ejede ingen guitarist af nævnte karakter og progressive, jamen, jeg si'r Dem, fru Heilbundt, det var de ved den søde grød ikke.

Gammeldags

Ja, Stones kunne faktisk godt virke lidt gammeldags, lidt passé, om De vil. Ingen satte spørgsmålstegn ved gruppens rolle som et af 1960'ernes allervigtigste bands, kun overhalet af The Beatles. Der herskede i såvel sam- som eftertid endvidere konsensus om, at dens tre seneste studie-lp'er -
Beggars Banquet(1968),
Let It Bleed(1969) og
Sticky Fingers(1970) - var deres nok tre bedste overhovedet. Og rent symbolsk var de også til at tage og føle på:
Beggars... var således det sidste med den legendariske guitarist, multiinstrumentalist og pin-up-dreng Brian Jones, hvis monumentale stofmisbrug førte til, at han blev fyret på gråt papir i juni '69. Få uger senere druknede han i sin swimmingpool, 27 år gammel.

Da var han blevet afløst af den kun 20-årige Mick Taylor, der medvirkede sporadisk på
Let It Bleed, men ellers fik sin ilddåb på den herostratisk berømte USA- turne i '69. Den kulminerede som bekendt med en katastrofal gratiskoncert på racerbanen Altamont i det nordlige Californien, men selve turneen, der gik forud for denne tragedie, var på alle måder et vendepunkt for såvel Stones som rock- musikken. Gruppen havde ikke optrådt i USA siden 1966, hvor de stadig var del af de såkaldte pakketure, hvor en lang række, ofte lokale, navne optrådte med korte sæt, der førte op til hovednavnet, der som klimaks fyrede sine hits af på under en halv time. Der var ikke noget, der hed lydprøver, og hvad angik lys og lyd, tog man til takke med, hvad der var på stedet. Og i de tre år var fokus endvidere flyttet fra singleplader og radiohits til den mere økonomisk indbringende og kunstnerisk krævende lp.

I 1969 havde rocken gjort sin entre på stadioner og sportshaller for at kunne klare efterspørgslen. Nu medbragte gruppen selv lys og lyd og et hold af teknikere, venner og kærester, som snildt kunne fylde et par busser, og det mindede alt i alt mere om et omrejsende cirkus end det
tightelille R&B-outfit, det engang havde været. Og det var også sidste gang, Stones tillod sig at tage let på formerne, komme for sent til deres egne koncerter - hvad opvarmningsnavnene B.B. King og Ike & Tina Turner ikke kunne drømme om, rundet af det langt barskere
chitlin' circuitsom de var - og i det hele taget te sig som en flok vanartede og møgforkælede rockstjerner. USA stod i flammer: Vietnamkrig, borgerrettighedsbevægelser, raceoptøjer, efterspillet efter mordene på Bobby Kennedy og Martin Luther King, ungdomsoprør, seksuel revolution og oceaner af både bløde og hårde stoffer var nu en cocktail af de heftigere. Ja, og der gik mænd rundt på månen, og mange mente, revolutionen lå lige om hjørnet. Så Stones spillede på fiol, mens Rom brændte - eller i hvert fald festede, som om det var sidste mulighed.

Den henkastede stil

Og som det kan høres på live-lp'en fra turneen,
Get Yer Ya-Ya's Out, forfinede Stones i netop de år den der særligt henkastede lige på kanten af det sjuskede stil, der har kendetegnet dem siden. I øvrigt pissesvær at mestre - det kræver et virkelig skrapt ensemble at få noget, der er så løst i fugerne, til at fungere. Og for alle os, der ikke kunne være der, gav albummet mulighed for seriøst at dyrke det næsten telepatiske samspil mellem Keith Richards og Mick Taylor. Og konstatere, at selv om Taylor teknisk set var Richards overlegen, var og blev sidstnævnte nu stadig bandets sjæl med sit drivende, nogle gange nærmest centrifugale spil, der understøttedes til ug af den nonchalant hårdtslående trommeslager Charlie Watts og den stensikre bassist Bill Wyman, manden med bedemandsfjæset.

Gruppen indspillede så
Sticky Fingers, det første udsendt på deres eget pladeselskab. Og med sit berømte Andy Warhol-cover - et foto af et par jeans med en lynlås, man oprindelig kunne lyne op og ned - bød det de i sandhed dekadente 1970'ere velkommen. Det var også her, gruppen lancerede sit berømte
Tongue and Lip Design, et logo, der efterhånden er mere celebert end bandet selv.

Flygtede til Frankrig

Efter dette mesterværk væltede ulykkerne til gengæld ned over de fem herrers hoveder - først opdagede de, at deres manager Allan Klein havde formået at få dem til at skrive under på at
allerettighederne til
allederes sange til dato tilhørte ham! Dernæst gik det op for dem, at de ikke havde betalt skat i fem år, noget, deres management (igen Klein) havde forsømt, så de skyldte den engelske stat mere, end de ejede. Med ét kunne
the world's greatest rock & roll bandmærke pantefogedens hede ånde i nakken. Som én, der selv har prøvet det, ved - så bliver alting pludselig meget besværligt. Og frygtindgydende. Ens paranoia får et navn.

De tog derfor benene på nakken og flygtede til Frankrig, hele banden. Mick Jagger, der havde giftet sig med jetsetteren Bianca Pérez Morena de Macías, bosatte sig i Paris, mens resten slog sig ned forskellige steder i Sydfrankrig. Gruppens enfant terrible, Keith Richards, lejede Villa Nellcôte, som lå lige ud til Middelhavet. Her kunne han i fred og ro sammen med kæresten Anita Pallenberg i ro og mag tillægge sig den heroinvane, han plejede årtiet ud. For Jagger, Taylor og Richards var det at bo i udlandet intet problem, men både Watts og Wyman led frygteligt af hjemve og vænnede sig aldrig til det. Samtidig øgede det den geografiske afstand medlemmerne imellem, og det begyndte at knage i fugerne, især da det syntes umuligt at finde et ordentligt pladestudie i Frankrig.

Løsningen blev, at de fik kørt deres berømte mobile studie ned til Keith Richards og satte deres instrumenter op i kælderen på Nellcôte, hvor de i samklang med produceren Jimmy Miller, teknikeren Glyn Johns samt pianisten Nicky Hopkins og en blæsersektion bestående af saxofonisten Bobby Keyes og trompetisten Jim Price smøg ærmerne op og gik i gang. Og så brød helvede ellers løs i Villefrance og omegn. I løbet af 1971's varme sommer arbejdede de i forskellige konstellationer, primært om natten, i en varm og fugtig kælder, hvor kondensvandet drev fra væggene. Mange af sangene blev jammet frem, og der var i det hele taget en afslappet atmosfære, på trods af at en konflikt mellem stofbrugerne (Richards, Taylor og Miller) på den ene side og de relativt sobre (Jagger, Watts og Wyman) på den anden begyndte at manifestere sig.

Legendarisk turne

Det var dog kun cirka halvdelen af sangene til
Exile ..., der blev til på Villa Nellcôte; før skatteflugten havde Stones arbejdet intensivt i Olympic Studios i London, og flere sange, der var blevet tilovers fra de to foregående lp'er blev reaktiveret. Endelig indspillede bandet yder- ligere spor i Los Angeles, hvor Jagger og Richards også mixede albummet, mens holdet gjorde sig klar til den turne, som skulle blive deres måske mest legendariske nogensinde - USA 1972, kendt som S.T.P. Tour (dvs.
Stones Touring Party). Det er værd at få med, at den gospelpåvirkning, som adskiller
Exile ...fra alle andre Stones-lp'er, faktisk blev til via overdubbede kor i Los Angeles, efter at pianisten Billy Preston havde slæbt Jagger med til en evangelistisk gudstjeneste sammesteds.

Udsendt i maj 1972 delte
Exile On Main St.- Stones' første dobbelt-lp - anmelderne i to lejre. Flertallet sablede den ned, men der var enkelte, som forstod intentionerne bag. For selv om indspilningsomkostningerne beløb sig til tæt på en halv million dollar, lød albummet overraskende spontant. Grangiveligt som om lortet blev fyret af fra hoften - hvilket Jagger (aldrig nogen stor fan af værket) tørt kommenterede:
»I wouldn't call it spontaneous, if you've been there for ten hours for one riff«.

Langt nede i mixet

Jaggers skepsis over for Exile ...skyldes utvivlsomt den feature ved pladen, som siden har vist sig allermest stildannende - nemlig at vokalerne ligger meget lavt i forhold til instrumenterne - rent faktisk i niveau med dem). Helt uhørt på daværende tidspunkt og med til at give pladen et ry af at være mudret mixet. Hvad den på sæt og vis måske også er; separationen af de forskellige instrumenter er uklar, og soloindsatser holdes til et minimum. Dette er først og fremmest lyden af et ensemble, hvor enkeltdelene er mindre interessante end helheden. Og det er et album, hvor Stones trækker på den moderne musiks hjørne- stene - rock, blues, country og gospel - med noget, der til forveksling minder om renfærdighed. På den led er albummet både stilrent, helt - og alt andet end progressivt.

At det så også var som støvsuget for hits (fraset måske lige »Tumbling Dice« og en Keith Richards-showcase, »Happy«) betød, at Exile ...er et album i ordets egentligste forstand - sangene taler uafbrudt sammen. Og det lyder bedst, hvis man lytter til det som en helhed. Også selv om der er rigtig mange kongekompositioner at finde, handler
Exile ...nemlig primært om rock som lyd. Og fornemmelse. Og ikke en skid andet. Et indtryk, der kun bliver ekstra forstærket, når man lytter til den fornemt remasterede genudgivelse, jeg heldige svin sidder og lytter til i dette højhellige øjeblik. Jamen, hold kæft, hvis jeg blev meget lykkeligere, end jeg er lige nu, ville jeg med garanti af Sundhedsstyrelsen få besked på, at det der, det var direkte sundhedsskadeligt. Og hurra for det!

The Rolling Stones: Exile On Main St. (Bokssæt med ekstra cd, booklet & dvd) (Polydor/Universal). Er udkommet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thorsten Lind

Klaus Lynggaard

Sundhedsskadeligt?.....så er jeg jo nødt til,
at krybe hen til min dealer, for et genhør!!!
Anyhow, tak for "sagaen",
større blir´det ikke............!

Bernhard Dragsbjerg

Rolling Stones var musikalsk færdige allerede i 1970. Instrumentalt har de aldrig været en brik værd. Kompositorisk rent shit. Det havde været bedre om de var forsvundet i 1970. De er 40 år for sent på den, nu må det være på tide.

Niels østergård

Bernhard Dragsbjerg,
Nu må du ikke give Hr. Lynggaard den slags chok.
Han lever jo fint i sin tornerosesøvn der startede engang i midt-halvfjerserne.
Husker dog at han vågnede op og var med på noderne da tachnoen slog igennem.
Ved den lejlighed proklamerede Hr. Lynggaard rockens (og T-shirtens, forøvrigt) død.
Sådan gik det ikke helt, men for at holde fast i sin falske illusion skriver Hr. Lynggaard derfor nu helst om sine ungdoms helte; Rolling Stones, Beatles og Bob Dylan.
Men ellers er Hr. Lynggaard en meget flink fyr....

Claus Oreskov

Ak ja Bernhard & Niels - mærkeligt ik´ at æstetisk smag ikke er den samme for alle?

When I'm watchin' my TV
And that man comes on to tell me
How white my shirts can be
But he can't be a man 'cause he doesn't smoke
The same cigarrettes as me

Niels østergård

Claus Oreskov,
Nu meldte min kommentar jo intet om min æstetiske smag.
Min pointe var bare at jeg egentlig synes at det er synd for såvel Klaus Lynggaard som Informations læsere at Klaus Lynggaard ikke helt kan komme ud af de fede 70'ere.
Rolling Stones er vel gode nok, for dem der kan lide dem. ))

Søren Rehhoff

De er verdens bedste rockband og alt det der, men jeg ved ikke om

Riffet de spiller til sidst i "Soul Survivor" lyder faktisk som riffet til Michael Jacksons "Black Or White". Gad vide om Jackson var Stones-fan.

Søren Rehhoff

De er verdens bedste rockband og alt det der, men jeg ved ikke om

Riffet de spiller til sidst i "Soul Survivor" lyder faktisk som riffet til Michael Jacksons "Black Or White". Gad vide om Jackson var Stones-fan.

Søren Rehhoff

De er verdens bedste rockband og alt det der, men jeg ved ikke om

Riffet de spiller til sidst i "Soul Survivor" lyder faktisk som riffet til Michael Jacksons "Black Or White". Gad vide om Jackson var Stones-fan.

Søren Rehhoff

De er verdens bedste rockband og alt det der, men jeg ved ikke om "Exile on Main Street" er et overset mesterværk.
"Tumbling Dice", "Happy", "Sweet Black Angel", "I Just Want To See His Face" og "Soul Survivor" er noget af det bedste på cden. Resten lyder lidt som en arkæologisk ekskursion i den amerikanske folk og blues tradition.
Nogle af bonusnumrene som "Pass The Wine (Sophia Loren)" og "Plundered My Soul" er faktisk bedre, end meget af det, der endte op på det oprindelige dobbeltalbum. Jeg ved ikke om de var for traumatiserede af Allen Klein affæren eller om det er kunstneriske uoverensstemmelser mellem Richards og Jagger,der har haft en betydning her. Men hvis de havde skåret det ned til et singlealbum og havde brugt nogle af bonusnumrene, så havde det sikkert været en meget god, mere fremadskuende, plade.
Bortset fra det lyder riffet, de spiller til sidst i “Soul Survivor” faktisk som riffet til Michael Jacksons “Black Or White”. Gad vide om Jackson var Stones-fan.