Jeg har altid godt kunnet lide Sandra Bullock. Hun ser godt ud, er begavet og spiller ofte interessante, handlekraftige og rapkæftede personer, som naturligvis også har en blød side. Men hun har samtidig lavet så forfærdeligt mange dårlige film, at de har overskygget hendes gode film. Det er meget sigende for Bullocks karriere, at hun i år både vandt en Razzie for 2009's værste præstation - i All About Steve- og en Oscar for årets bedste præstation i John Lee Hancocks The Blind Side.
Nu får danske biografgængere så endelig mulighed for at se hende i The Blind Side, og selv om filmen er en af den slags hypersentimentale 'mod alle odds'-fortællinger, man hurtigt kan få for meget af - men også ofte falder pladask for; jeg gør i hvert fald - leverer Bullock en af karrierens allerbedste præstationer. Lidt forenklet kan man sige, at hun endelig spiller den 45-årige kvinde, hun efterhånden er blevet til, og hun gør det med så stor autoritet og naturlighed, at man må overgive sig betingelsesløst.
Lige i hjertet
I The Blind Side, der er baseret på en virkelig historie, har Sandra Bullock nemlig rollen som den stenrige, viljestærke sydstatsfrue Leigh Anne Tuohy, der sammen med sin lykkelige, velplejede familie beslutter sig for at hjælpe en ung, sort dreng, Michael Oher (Quinton Aaron) fra slummen.
Det lyder mere vammelt, end det egentlig er i filmen, der ikke kun handler om, hvordan Leigh Anne ændrer Michaels liv - han bliver amerikansk fodboldstjerne - men også om, hvordan han ændrer hendes og den øvrige families opfattelse af livet og verden.
I det hele taget er der meget hjerte i The Blind Side, og dens oprigtighed, engagement og generelt gode, troværdige skuespil er de væsentligste grunde til, at filmen trods mange store følelser og grådkvalte øjeblikke og en i bund og grund banal, slidt historie ikke bliver for meget, men i stedet rammer én lige i hjertet.
... jeg kunne ikke være mere uenig. Da jeg så denne film med en kammerat var vi ved at gå ud af vores gode skind. En film, der var nomineret til BEDSTE FILM og vandt for bedste kvindelige hovedrolle til årets oscaruddeling - det måtte da være udmærket, tænkte vi.
Men nej. Atter igen og igen måtte min ven vende sig mod mig (i lidelse) med ordene "Hvorfor skulle vi dog se det her, Andreas?", og jeg havde intet fornuftigt svar.
Lad mig starte med et citat fra dig, Christian.
"I det hele taget er der meget hjerte i The Blind Side." Ja, og det 'hjerte' er så gennemskueligt, og - som de meget rigtigt pointerer i Politiken - halvracistisk, at man får kvalm smag i munden. Så meget hjerte, at Bullock trygger sig ind til sin mand og siger "Gør jeg det godt nok? Jeg prøver jo bare at gøre mit bedste." selv om filmen generelt maler EEN ting klarere end noget andet: At Bullocks karakter er totalt fejlfri. Alligevel skal det lige ekspliciteres. Bullock spiller et perfekt, barmhjertigt menneske. Den hvide, kvindelige Jesus, der skal redde de sagesløse halvdumme mennesker omkring hende fra at glide ned i imbecilitetens hængedynd. Hvis man tænker over det, er der kun 1 agent filmen - Bullock. Den eneste, der agerer. Alle andre kigger på. Det er et groteskt enmandsshow, og vi måtte vælge at grine frem for at græde.
"dens oprigtighed, engagement og generelt gode, troværdige skuespil er de væsentligste grunde til, at filmen trods mange store følelser og grådkvalte øjeblikke og en i bund og grund banal, slidt historie ikke bliver for meget, men i stedet rammer én lige i hjertet"
-- Vi anmeldte begge to Frozen River i november, og jeg troede et øjeblik det var den film jeg læste om. Denne her står for mig som den diametrale modsætning; en dårligt skrevet, banal, utænkelig og ulidelig fortælling om en kvinde, der i den virkelige verden ville drive sine nærmeste til vanvid. Sæt dig i fodboldtrænerens sted. Hun afbryder din træning, hun overruler din taktik, ja hun ringer sgu til dig på sidelinjen midt under en fodboldkamp og dirigerer dig og dine tropper - fuldstændig uoplagt. Der findes ikke en fodboldtræner i denne verden, der ikke ville blive stiktosset over noget så selvfedt og uempatisk, men i filmens univers bruges det til at kortlægge hendes overblik, intelligens og generelle perfekthed. What? Det er patetisk. Hvis jeg var træneren ville jeg bede hendes mand om at holde en tilbage, for ellers ville jeg stikke hende en på siden af hovedet og bede hende blande sig uden om. Men både træner og mand er ikke-personer. Dukker i Bullock-showet.
Og med hensyn til skuespillet mener jeg kun Bullock griber en forfærdelig rolle an netop, som en dårlig manuskriptforfatter ønsker det. En god skuespiller havde spillet den med så meget menneskelighed som muligt (ville have været umuligt at redde det skandaløse manuskript), men hun gør den firkantet og umenneskelig. Man tror ikke et øjeblik på hende når hun, som i ovenstående citat søger velsignelse hos sin mand. Hun er, som ved fodboldkampen, en fuldstændig anden i alle andre scener: bedrevidende og overklassens barmhjertige samaritaner.
En film, der fuldstændig fjerner enhver troværdighed fra Oscar-showet. Det kan simpelthen ikke passe, at denne her film kan komme i nærheden af noget som helst hyldest.
Jeg giver dig ret i én ting: filmen rammer en i hjertet. Det må den have gjort, for jeg troede jeg skulle dø.
En sidste ting (undskylder mit verdens længste sure opstød, håber ikke det er blevet kvalitativt forringet af længden): du har for nylig linket til en artikel om, at The Wire's ophavsmand skal lave en ny tv-serie. Jeg er enig med artiklens forfatter om at The Wire måske er verdens bedste tv-serie. En af grundene til dette er dens skildring af ghettoerne, narkomiljøet, USA's evige sorte grupperinger og den nådesløse vold.
Jeg tænkte på The Wire, da jeg så denne film. I scenen hvor Bullock truer 5 (igen sagesløse alligevel-ikke-så-gangsta) sorte i byens 'prospects' til at lade hende, hendes nye sorte søn eller hans mor være (kan ikke huske det). I The Wire eller en anden oprigtig, realistisk eller bare ægte skildring havde de pløkket hende ned. For sådan er virkeligheden.
Men hvad gør de? De agerer ikke. For det kan kun Bullock.