Læsetid 5 min.

Hangabout i Snoldelev

Brian Sandbergs far var vognmand i Slagelse, og selv blev han storforbryder, men skidevære med det, for her går det godt. Så kort kunne historien om HA-rockeren fortælles, en historie, der ville være mere sand, hvis den ikke var skrevet af en mikrofonholder
21. maj 2010

Mens tv-skærmene endnu er våde efter Stein Baggers bitre tårer, og mens mediefolk og moralister diskuterer, om det er usmart at lade dømte storforbrydere komme til orde i bøger, udkommer endnu en af slagsen. Bogen er nemlig ligeglad. Den har sin ytringsfrihed, hvorunder den ikke blot belyser, hvem Brian Sandberg er som menneske, men tilmed underbelyser. Rockeren får i den grad medløb af interviewer Henrik Madsen, der næppe har turdet andet.

Det forstår man egentlig godt, når man ser den stærkt romantiserende forside. Titlen Gangster står der med store bogstaver hen over forsiden på brystet af en muskuløs mand med tatoverede arme over kors, et finurligt smil, og er det ikke et Rolex-ur, han bærer på håndleddet?

Nu til Brian Sandbergs historie. Hans far, han var vognmand i Slagelse ... som ældresegmentet skrålede i gamle dage, når det var i højt humør til en fest og med tilføjelsen: ... men skidevære med det, her går det godt! Det kunne næsten være overskriften for Sandbergs liv, der tog sin begyndelse i god ro og orden. Han havde en lykkelig barndom. Tidligt viste han talent for taekwondo-sporten, hvor han nåede vidt, men kunne have nået endnu videre.

Brian og Brian

Han var også en strålende dørmand i nattelivet i Slagelse og omegn, hvor han blev ven med kollegaen, bokseren Brian Nielsen, men han ville noget mere, og snart beherskede han amfetamin-markedet i Slagelse, snart narkomarkedet på hele Vestsjælland sammen med en ven.

Brian Nielsen og de andre Korsør-boksere advarede ham, men Sandberg var ligeglad. Ved to fester, en i fængslet i Vridsløselille og en i Snoldelev, løb han ind i de ægte HA'ere, og han ville være som dem. Han blev en berygtet slagsbror, men til sidst blev han knaldet, fik syv års fængsel, hvilket pudsigt nok efter den særlige matematik er lig med fem. Her traf han prominente HA'ere.

Fængselslivet var ikke værst. Lidt som at være soldat. Træls, men man kan sagtens have det sjovt og holde sig i form ved fysisk træning. Brian Nielsen besøgte ham med sin OL-medalje. Det gav prestige.

Flydende verden

Ude igen blev Brian Sandberg hangabout, det vil sige aspirant til optagelse i HA. Godt nok skulle han i starten blot være vagtmand ved afdelingen i Snoldelev under Den Store Nordiske Rockerkrig, men trinvist steg han i graderne, blev forfremmet til prospect og opnåede til sidst rygmærket.

Han fik smag for nattelivet på diskotekerne i København, som er en flydende verden med sprut, kokain, smarte biler og smukke kvinder. Her blander HA'erne sig med kendisser, skuespillere og rige erhvervsfolk fra whiskybæltet, kendt fra billedbladene, og minsandten også Rigmor Zobel. Det hele går op i en højere enhed.

Men ak, Brian Sandberg blev overmodig. Han drak for meget og tævede folk, styrtede som Ikaros ned fra tinderne og gerådede i bad standing. Da han imidlertid helt fra taekwondo-tiden havde indvandrervenner, kæmpede han sig tilbage i HA til Jønke & co. ved at mægle, da Blågårdsbanden var ved at ryge i strid med HA.

Det lykkedes i første omgang, men i dag går det på jäkla vis, og der har været over 100 skudepisoder, flere med dødelig udgang. To gange har der været bud efter Sandbergs liv, først på Joe & the Juice i Indre by, dernæst på Stick'n'Sushi i Hellerup. Men det handler aldrig om narkomarkedet, understreger Sandberg - det er altid et spørgsmål om ære og respekt, og ofte tilfældigheder, for eksempel et knivstik, ingen vil kendes ved, der udløser kampen.

Bagger

I et fitnesscenter på Østerbro traf Sandberg »en lille, skaldet mand med store armmuskler«. Det var Stein Bagger, der kort tid efter oplevede, hvordan Sandberg effektivt fik sat en rigmandssøn på plads. Faktisk ville han have slået ham til plukfisk, hvis han ikke var blevet stoppet.

Sådan en mand kunne Bagger bruge. Han gav ham et tilbud om at blive hans sikkerhedsmand. For næsten ingenting at lave kunne han ifølge bogen hæve cirka 100.000 kr. om måneden. Han ledsagede Bagger i privatfly til Sydfrankrig, flyttede i luksuslejlighed ved Tuborg Havn og nærmede sig samfundets allerhøjeste top, før korthuset ramlede, og Bagger flygtede fra det hele.

I dag kalder Sandberg sig en lykkelig mand. Han har en blomstrende udlånsforretning (!) og beundrer Bagger vildt, skriver med ham i fængslet og ser frem til at »lave noget stort« med ham, når han om små fem år nok kommer ud. Måske var det det, Bagger tænkte på, da han i tv sagde, at han havde venner i erhvervslivet, der ville give ham arbejde. Bagger er en svag mand, og HA kan nok bruge en regnedreng af det store format. Håbet er lysegrønt, og skidevære med det, for her går det jo godt.

Mikrofonholder

Det er jo det, det gør. Nærmest alt for godt. Henrik Madsens bog er med til at skubbe i den retning. Den gør Sandberg til en endnu større mand i øjnene på de unge AK 81'ere og andre, der kan læse, at forbrydelse betaler sig.

En ærlig historie, så vidt Henrik Madsen da kan bedømme. Hvor ved han det fra? Den kolporterer ukritisk Sandbergs forvredne moralforestillinger, for eksempel at Stein Bagger er en slags Robin Hood, som har taget fra de rige og givet til de fattige. Hvilke fattige? Og Sandbergs forsvar for nogle unge AK'ere, der slog løs på nogle indvandrere i Hellerup. »Sådan er det at være ung,« mener Sandberg faderligt undskyldende. Lunten er kort. Nej, Brian Sandberg, sådan er det ikke at være ung. Kun for nogle ganske få.

Problemet med den her slags bøger er - bortset fra, at de ofte er skrevet i en udvandet new journalism-stil - ikke, at de bliver skrevet, for selvfølgelig er det menneskeligt, sociologisk og underholdende og interessant, selv om Snoldelev ikke er Chicago. Problemet er ensidigheden. Madsen har ganske vist stillet kritiske og uddybende spørgsmål, men eftersom de blev besvaret med »ingen kommentarer«, har han valgt ikke at tage dem med. Problemet er, at vi derfor mangler hele den anden side af sagen, voldsofrenes, narkoofrenes, og så videre. De ville have givet et anderledes råt billede af den glade og lykkelige mand. Men så skulle den være skrevet af en journalist og ikke af en mikrofonholder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu