Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Hjem fra udkantsjazzen

Fredrik Lundin imponerer i Montmartre og på ny cd med amerikanske sædeskildringer
Kultur
22. maj 2010
Presse

Presse

Claus Peuckert

I disse spalter har der allerede nyligt været omtale af Hans Ulriks fornemme indsats på kvartetpladen, The Meeting, og af det glædelige genhør efter sygdom med Tomas Franck i Jazzhus Montmartres åbningsprogram, så nedslaget i samme Montmartres tre aftener med tre tenorsaxofonister fra den danske scene i trioformat - alene med bas og trommer - bliver på Fredrik Lundin.

Og dét også af andre årsager, ikke mindst at Lundin, der kan regnes for en af vores internationalt bedst kendte jazzmusikere, herhjemme ofte høres i noget, man med en allegori til en aktuel diskussion om en anden materie kunne kalde udkantsjazzen, et sted fra hvilket han torsdag aften i Montmartre meget bestemt var kaldt 'hjem'.

Vi fik nemlig en aften kun af standardnumre og en hovedperson i fuldt flor, når det gjaldt grebet både om musikken og det uvante klaverløse format. For Lundin - og for den, der skal høre på det - er det ikke noget problem, at spillet foregår uden akkordinstrument. Han formulerer sig så magtfuldt og logisk, at ingen, når det gælder dette repertoire, nogensinde er i tvivl om, hvor han er, kommer fra eller er på vej hen.

Slægter Rollins

Før en række titler, hvor han spillede baryton - og dét på en måde, der placerer ham blandt de ypperste af slagsen herhjemme nogensinde - omtalte Lundin selv svenske Lars Gullin som en mentor i så henseende. Når det gjaldt tenoren, gav han i annonceringerne ingen sådanne ledetråde, og da han har været borte fra det klassiske jazzspil meget længe, kan der her være grund til at slå fast, at han med sin tones stoflighed, sit stoiske overblik og sin evne til motivisk improvisation - og sin evne til at fravige den - slægter Rollins mere på end Coltrane. Læg dertil hans egen nysgerrighed og energi, fraværet af overflødige toner samt den porøsitet, han kan udstyre sin stoflige tone med - også på baryton - og man har en tenorsaxofonist, der ikke har brug for Michael Breckers eller Jerry Bergonzis instrumentale femte gear for at dupere os.

Daniel Franck på bas og det unge håb, Niclas Bardeleben, ved trommerne støttede Franck uden at udfordre ham voldsomt. Franck bedst i de lidt tungt pulsende grooves, som Bardeleben ikke altid formåede at bringe spænding ind i, både fordi hans spil endnu savner noget krop, og fordi han ofte er mere optaget af Shelly Manne-inspirerede klanglige variationer end af, nå ja - egentligt røvsparkeri.

At denne ikke for påtrængende måde at spille trommer egentligt passer Lundin ganske godt får man et indtryk af, når man hører, hvordan Jeppe Gram i Lundins og Trine-Lise Værings udkantsjazzgruppe, Offpiste Gurus, også pænt underordner sig det noget vidtfavnende koncept: blues, rock, jazz, oldtime, country og hillbilly i skøn forening - kort sagt: Roots med et glimt i øjet. Og uden.

Faktisk er det det sidste, der er omdrejningspunktet: Mener de det, eller er disse jordstrygende amerikanske sædeskildringer - med utroligt velturnerede engelske tekster af Væring - bare én stor pastiche? Når man har glædet sig over det tårnhøje musikerskab - der også omfatter Rune Funchs særegne, æteriske funkguitar - ligger resten af nydelsen i at lade sig omsvøbe af dette ping pong-spil mellem ironi og inderlighed.

Fredrik Lundin: The Art of the Trio, Jazzhus Montmartre, torsdag

Offpiste Gurus (Stunt) udkommer i juni

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Sonja Bautz

Hvis man vil vide hvordan man opbygger, en i sig selv beboelig konstruktion, der både har masser af luft, og i boet stærke udtryksfulde udsmykninger, så er Fredrik Lundin en oplevelse.

Knækket i røret/tonen, der udstødes som hans enorme vilje, til at finde vej til målet om så hele forsvaret er hjemme, kan til tider bevise at den lige vej til maskerne, er den korteste.

Rugby er måske et spil, der falder tættere på Fredrik Lundin end man først tænker over ? Modstanden af kødlig fysisk natur sætter svinget i gang, mens ethvert forsvar brydes kropsligt tonalt den direkte vej.