Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Det indre bæst

Norske Thomas Dybdahl har i sjette ombæring skabt sit nok mest kalejdoskopiske og flyvske album, mens danske Caspar David med sit andet album slår fast, at han er kommet for at blive
Kultur
8. maj 2010
På sit sjette udspil 'Waiting For That One Clear Moment' tager den norske succesmusiker Thomas Dybdahl det endelige spring fra drengeværelset til en mere manddomspræget lokalitet - måske ligefrem virkeligheden.

På sit sjette udspil 'Waiting For That One Clear Moment' tager den norske succesmusiker Thomas Dybdahl det endelige spring fra drengeværelset til en mere manddomspræget lokalitet - måske ligefrem virkeligheden.

Berit Roald

For tre år siden debuterede sangskriveren Caspar David med albummet Let the Past Begin, en af den slags udgivelser, kritikerstanden ynder at udstyre med prædikatet 'lovende'. Det betyder oversat til dansk: »Hm ja - jo - her er helt sikkert noget på spil - men præcist hvad vides endnu ikke ...« subsidiært: »Alene på dette grundlag kan dommen ikke stadfæstes ...«

Det skal med, at Davids tone kunstnerisk set ikke lå hverken i eller til tiden, men snarere befandt sig et navnløst sted udenfor samme. Klassisk sangskrivning, eksistentielle kvababbelser affyret som ordrige kaskader, det hele afsunget som havde han kronisk en smøg hængende i mundvigen. Pladen var pakket ind i et sort-hvidt omslag, der osede af askese og alvor og signalerede, at det handlede om noget så usælgeligt som litterær sangersangskrivning med rockattitude. Da pladen ikke fik megen airplay, og David selv ikke lavede den store støj på scener og klubber, kunne indtrykket af den famøse enlige svale såmænd godt forsvares over for en jury af ligemænd.

I mellemtiden er han så blevet sognepræst i provinsen, men derfor kan man jo godt gå rundt og have det pissedårligt. At dømme ud fra de 11 stærke skud på In the Flux er Caspar David en alvorsmand, som vi husker dem fra 1980'erne, det sidste årti, hvor det ikke var et ufravigeligt krav, at man partout skulle være overfladisk, glad i låget, global som bare fuck og totalt til fals for (alt) nyt for at gøre sig i mediebilledet.

Vi taler klædelig alvor af den karakter, hvor den udøvende tør stå ved sig selv, sin smerte, ensomhed og uhåndterlige intelligens. Her handler det om dybde (modsat bredde) og In the Flux er på den led anbefalelsesværdig - pladens 10 numre er velskrevne, vedkommende og vægtige, og er det med den på, lyder sangen med den for David atypiske titel »Hip Hip Hurray« til forveksling som et hit! In your dreams, men alligevel. Det er hele vejen igennem fængslende og begavet hvad angår såvel arrangementer som produktion, og de medvirkende (dygtige!) musikere føjer sig fornemt solistens bestræbelser.

Endvidere er David en ekspressiv sanger, som her i anden ombæring klædeligt lukker mere op for sit indre bæst, ja han kan ikke frakendes en rocket råstyrke, der brænder godt igennem.

Blærerøvsbrøler

En enkelt gang går det dog galt, nemlig på den litterære stiløvelse »Opening Remarks«, hvor der partout skal læses højt af Kirkegaard på originalsprog, så en stank af lige dele Tidehverv og »Pretentious!? Moi??« står ud i den lyttendes stue; skæg for sig og snot for sig, hr. David. Og en sidebemærkning - det kunne være interessant at høre, hvad du kunne få ud af modersmålet, thi engelsk er da både fornemt, fremmedgørende og fanden og hans pumpestok, men det er også den nemme udvej, for så er der i virkeligheden ikke ret mange, der rigtig hører hvad udsagn som: »The noose is tightening round my ring/ Now love seems a decapitated king/ You know I have been redeemed/ And still you hear me complain, sulk ands grieve ...« egentlig går ud på.

Det kræver simpelthen større cojones at tackle sligt på muddersmålet ... og måske også ditto talent, thi som de fleste ved, er dansk ikke nær så føjeligt og plastisk som angelsaksisk. Men fraset denne blærerøvsbrøler - til ære for kammeraterne fra præsteseminariet, perhaps? - er In the Flux en tyngdefuld cd-udgivelse, der fortjener både respekt og succes, thi her er virkelig noget ud over det sædvanlige på spil.

Sange fra intimsfæren

Succes har det aldrig skortet på for norske Thomas Dybdahl, som allerede med debuten ...That Great October Sound i 2002 fik tag i publikum både hjemme i fjeldene og her i DK.

Populariteten kun voksede med de efterfølgende to album, som sammen med debuten udgør den såkaldte October Trilogy. Siden det blevet til yderligere en soloskive samt bandprojektet The National Bank, og hans popularitet har bredt sig til store dele af Europa. Ikke mærkeligt i lyset af den høje kvalitet - ikke mindst hvad angår disciplinen sangskrivning - der præger alt han rører ved. Han er en eminent sanger, og han bevæger sig i et renfærdigt, næsten tidløst rum, hvor store følelser og forventninger behageligt underspillet sættes i svingninger, hvilket udgør en stor del af forklaringen på hans appel til alle køn og aldre. Det er sange fra intimsfæren - og sådan lyder de også. Den største anke herfra har konsekvent været, at han ofte lyder så fersk, at det simpelthen bliver for pænt til helt at overbevise undertegnede, som ikke bliver dårlig ved synet af hverken blod, sved, sæd eller tårer.

Gang i den på lilla stue

Derfor er den befriende gode nyhed, at Dybdahl på sin sjette langspiller, Waiting For That One Clear Moment, tager det endelige spring fra drengeværelset til en mere manddomspræget lokalitet - måske ligefrem virkeligheden? Her giver han los på alle fronter, ikke mindst musikalsk, hvilket kæmpetalentet snildt kan bære. Og det ville faktisk også have været uudholdeligt, hvis han havde skænket os endnu et arketypisk 'Thomas Dybdahl-album', om De forstår. Jeg tvivler endvidere på, at faste fans vil vende ham ryggen, thi de får et rigtigt godt trip for pengene her - samt bonuspoint a la carte. En topmoderne collageplade, som A) hænger sammen, B) er baseret på gode sange, C) har substantielle bidrag fra en række prominente gæster, inklusive Noam Chomsky! og Tina Dickow, der som sædvanlig synger som en drøm, D) er produceret, så man blegner af forundring og misundelse, E) og så synger den knægt stadig som en hel hærskare af engle.

For nu at starte (og slutte) med D - Dybdahl har i denne ombæring lagt noget af kontrolfreaken på hylden og på producerplanet slået sig sammen med sin trommeslager Morten J. Olsen, som har været med til at give pladen en klang, der vil glæde fans af for eksempel Sparklehorse og Beck, når han er allermest legesyg. Efter sigende inspireret af heltene Prince og Curtis Mayfield - og Dybdahls vokal er faktisk (næsten) i samme klasse som Mayfields sitrende gudeorgan - løfter pladen sig ydermere rytmisk til helt nye højder for Dybdahl. Der er virkelig gang i den på lilla stue, og det er et kompliment. Man skal faktisk være lidt af en kontrær skid, hvis ikke man følger det voksne legebarn til dørs her, thi her er både overskud og overblik, trods de utallige finurlige indfald. Værket fremstår son helhed som en forrygende fantastisk fortælling kalejdoskopisk og flyvsk, og jeg har på fornemmelsen, at det bliver det Dybdahl-album, jeg vil vende tilbage til, når vulkanstøvet har lagt sig. Hvis og når, altså.

Caspar David: 'In the Flux' (Rainbow/ExLibris). Er udkommet

Thomas Dybdahl: 'Waiting For That One Clear Moment' (Sony Music) Er udkommet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her