Læsetid: 4 min.

Kampen mod fortidens spøgelse

Upoleret, gribende og skævt humoristisk hverdagsdrama med magisk realistiske indslag
Upoleret, gribende og skævt humoristisk hverdagsdrama med magisk realistiske indslag
20. maj 2010

Metal og melankolier titlen på en hollandsk dokumentarfilm fra 1994, der tegner portrætter af en række mennesker i Lima. Her karakteriserer en af personerne den peruvianske folkesjæl med netop ordene metal og melankoli. Og de fleste, der har boet eller rejst i Peru, kan nikke genkendende til den kontrastfyldte beskrivelse. Måske er det conquistadorerne, som var under indflydelse af nabolandets 'saudade' - en særlig portugisisk variant af melankoli - og havde det med i bagagen sammen med skoldkopper og skydevåben. Metallet, hårdheden, ligner en naturlig konsekvens af en historie præget af folkemord, borgerkrig, terror, kriminalitet og tænderskærende fattigdom. Den peruvianske spillefilm Faustas Perlerer fyldt med netop metal og melankoli - og desuden den lidt absurde humor, en særlig skæv situationskomik, som også er en peruviansk specialitet.

Plaget af angst

Filmens oprindelige titel La teta asustadabetyder noget i retning af 'den skræmte brystvorte' men oversættes i filmen til det mindre komiske 'sorgens mælk'. Det er en sygdom, der ifølge folketroen overføres via modermælken af kvinder, som er blevet voldtaget eller mishandlet i forbindelse med Den Lysende Stis terror og borgerkrigen i 1980'erne.

Fausta er en ung kvinde, der bor i et støvet, slummet forstadskvarter til Lima. Hendes familie, der er quechua, kommer oprindeligt fra en landsby i bjergene, hvor hendes far blev dræbt og hendes mor voldtaget, mens hun var gravid med Fausta. Familien flygtede til hovedstaden, men Fausta er ramt af 'la teta asustada', traumatiseret og plaget af angst. Hun tør ikke tale med mænd, og hun sniger sig langs husmure og hegn for at undgå, at hendes sjæl bliver taget. Hun er tæt knyttet til sin mor, så da hun dør, er Fausta fortabt og rådvild. Hendes onkel og øvrige familie prøver efter bedste evne at hjælpe hende og finde penge til begravelsen. Fausta insisterer på, at moren skal køres hjem til landsbyen og begraves der. Men det er omkostningsfuldt, så da Fausta gennem bekendte får tilbudt et job, slår hun frygtsomt til.

Med sans for detaljen

Hun skal være stuepige hos den velhavende kvinde Aida - der typisk for Limas jetset er lys i huden, med europæisk ophav. Hun er pianist og komponist i kunstnerisk krise. I begyndelsen behandler hun den knugede og bly Fausta med ligegyldighed. Men da Aida hører, at Fausta synger små melodier, hun selv opfinder, bliver Aida pludselig interesseret. Hun lover Fausta en kostbar perle for hver sang - og Fausta ser en mulighed åbne sig: Hvis hun samler perler nok, kan hun betale for sin mors begravelse. Men Fausta er ikke klar over, hvor vigtigt det er for Aida, at ingen opdager, hendes kompositioner er inspireret af en quechua-pige.

Sideløbende med hovedhandlingen er der bihistorier om Faustas kusines bryllup og Faustas relation til en midaldrende gartner, der arbejder for Aida. Det er fortalt med sans for detaljen og det usagte, og særlig Faustas familie bliver portrætteret med humor og kærlig drilagtighed.

Knude af angst og sorg

Faustas Perlerer instrueret af den peruvianske Claudia Llosa (f. 1976), og det er hendes anden spillefilm. Hun arbejder med en blanding af socialrealisme - næsten britisk af støbning med sin sociale indignation - og den magiske realisme, der er et særligt kendetegn ved både sydamerikansk litteratur og film. En række situationer i filmen løfter sig ud over realismen - f.eks. måden familien har den døde mor liggende ualmindelig længe i huset. Men mest påfaldende magisk realistisk er historien om en kartoffel, som Fausta har i underlivet, uden at nogen ved, hvordan den er kommet derop. Filmen er fyldt med symbolik, og kartoflen vender tilbage i flere sammenhænge - f.eks. skal bruden skrælle en kartoffel i forbindelse med brylluppet, og herefter forudsiges brudeparrets fremtid ud fra skrællens udseende. Kartoflen i Faustas underliv kan tolkes som en knude af angst og sorgen over morens død - og som det traume, der fylder hende og er en trussel mod hendes (sjæle)liv. Både den døde mor og kartoflen skal i jorden, fortidens spøgelser skal begraves, før Fausta kan komme videre med sit liv.

Kantet figur

Faustas Perlerer en film, der kan ses både med og uden forkundskab om Peru. Den kan opleves som et psykologisk portræt, en fortælling om et menneske, der bliver tvunget til at konfrontere sin angst. Og den kan ses som et portræt af en nation - en symbolsk fortælling om den kollektive angst (legemliggjort i Fausta) som hele landet er nødt til at forholde sig til og bearbejde for at komme på fode igen og sammen skabe et velfungerende samfund. Der er brug for tillid og tilgivelse.

Filmen har vundet en række priser, bl.a. under Berlin Filmfestival, og den var nomineret til en Oscar i år. Det er med god grund. At filmen brænder med den lidenskab, der kommer af virkeligat have noget på hjerte, er én ting. Når den så samtidig er velfortalt, velspillet og sanseligt, intenst fotograferet, løfter helheden sig til en film med kunstneriske kvaliteter. Magaly Solier er rørende og rå i hovedrollen som Fausta med et kropssprog så kantet som en figur på et egyptisk relief. Og de øvrige personer er velcastede og lige så befriende upolerede som filmen selv.

Det er sjældent, der er almindelig biografpremiere på film fra Sydamerika og endnu sjældnere, at filmen er fra Peru.
Faustas Perlerer en stærk, tankevækkende og gribende film fra en utraditionel kant af det filmiske verdenskort, og det er godt, nogen har modet til at importere og distribuere den herhjemme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu