Læsetid: 5 min.

Alt kan behandles, intet kan helbredes

Mennesker hjemsøges af træthed og udmattelse, mange lider af depression. Den franske sociolog Alain Ehrenbergleverer en analyse af sammenhængen mellem samfund og psyke. En nyklassiker, der nu endelig foreligger på dansk
8. maj 2010

Den franske professor i sociologi, Alain Ehrenberg skrev i 1998
La Fatigue d'être soi. Dépression et société- et grundigt værk på næsten 500 sider inkl. en litteraturliste på 23 stærkt nedfotograferede sider og hele 873 slutnoter fordelt over 70 sider. Med 12 års forsinkelse foreligger denne nyklassiker nu endelig på dansk, med titlen:
Det udmattede selv. Depression og samfund.

Ifølge Ehrenberg led vi engang under skyldfølelsens og lydighedens dilemmaer. Vi martredes af straffende fædre og stærke trossystemer, og blev tvunget til at leve efter rigide regler. Men frigørelsesprocesserne, der kulminerer med '68 og det altomkalfatrende ungdomsoprør, fører os nu i stedet ind i ansvarsfølelsens epoke. I dag er handlingen blevet individualiseret, og kun den aktør, der udfører den, synes at være ansvarlig for den.

Når vi selv skal vælge, hvordan vi vil leve og efter hvilke normer, risikerer vi både at blive usikre, handlingslammede og skrøbelige. I anden halvdel af de 20. århundrede opstår der nogle helt nye individer med nogle markante patologiske træk. Ødipus og det strenge overjeg bliver 'devalueret'; men friheden er ikke nem at leve op til. Den psykiske frigørelses tvillingesøster hedder identitetsusikkerhed, og den depressive træthed får så at sige overtaget over den neurotiske angst. Mange frygter, at de ikke er gode nok. I værste fald falder deres projekter fra hinanden i projektsamfundet, og de lidende transformeres til ufleksible antiteser til de foreskrevne socialiseringsnormer, som de fleste ellers mere eller mindre umærkeligt lever efter.

Depression - en moderne succes

At depressionen får 'succes' hænger sammen med, at de disciplinære adfærdsmodeller, forbud og autoritære regler, der tidligere angav de sociale klassers og de to køns 'skæbnegivne' koordinater viger til fordel for opkomsten af en række normer, der kræver, at det enkelte menneske tager individuelle initiativer og tilskynde det til selvrealisering. Det moderne menneske skal kort fortalt være villig til at tage ansvaret for og over sit eget liv. Alt er principielt muligt; men samtidig bliver vi dagligt mindet om, at ikke alt er tilladt. Dertil kommer, at det er vanskeligt at skulle være sig selv og svært at navigere uden faste holdepunkter, og at en manglende evne til selvkontrol og udeblevne succeser kan føre til udmattelse, afmægtighed, stress og frustrationer. Den depressive bliver gammel før tiden

Begrebet depression bliver en medicinsk og sociologisk 'succes', et 'modefænomen' i 1960-70'erne og den mest udbredte psykiske forstyrrelse i verden. Et stigende antal menneskes må affinde sig med at leve med psykofarmaka for at klare den livsform, de har. De bliver afhængige af medicin (legal doping) for at klare hverdagslivet. Stadigt flere mennesker siger, at de er depressive, og/eller de bliver erklæret depressive. Lægerne udskriver medicin, og medicinalvareindustrien har kronede dage. Med Ehrenbergs ord: »Depression indtager pladsen som en fuldgyldig sygdom i det moderne liv.«

Ingen præcis definition

Det er vanskeligt for psykiatrien præcist at definere depressionen. Depressionen og ængsteligheden udtrykker sig ekstremt forskelligartet; men samtidig er det et særtræk ved depressionen, at den har en universalitet, som kun én anden patologi deler med den, nemlig angstfølelsen. Ehrenberg kalder depression for en sygdom, der snyder, en såkaldt »biopsykosocial« lidelse, der afstedkommer et diagnostisk kaos inden for lægevidenskaben og psykiatrien. Depression udgør skæringspunktet for et utal af klart identificerede traumatiske og afhængighedsskabende patologier, skriver han og fortsætter: Depression er melankoli plus lighed, det demokratiske menneskes sygdom par excellence. Han præciserer også, at livet i samfundet er lige så nødvendigt for menneskets liv som dets krop. Individet og samfundet er intimt sammenfiltrede, og depression er derfor lige så meget en samfundsskabt sygdom som samfundet er et samfund, der bl.a. består af en gruppe depressive borgere.

Ingen nostalgi

Ehrenberg hyler bestemt ikke med i det kor, der drømmer om at genetablere fortidens stærke og straffende autoriteter. Flere forbud er ikke vejen frem. Ehrenberg er en kildenær sociologisk analytiker uden et entydigt normativt projekt, men man mærker alligevel en samfundskritisk nerve bogen igennem. Han spørger f.eks., om eksistentiel utilpassethed altid skal behandles, mens han slår fast, at konflikter i livet hører livet til. Bogen advarer også imod en overdreven banalisering af medicinudskrivningen og de efterfølgende bivirkninger. Den fysiske og psykiske afhængighed af antidepressiva er hverken et samfundsmæssigt eller individuelt gode. Udskrivningen og brugen af antidepressive midler har haft en eksponentiel vækst efter 1975. Salget af Prozac - lykkepiller - eksploderede i Frankrig i 1990'erne, og der er blevet dannet en »serotoninøkonomi«: Tag en pille og vær lykkelig. Hold depressionen stangen!

Ehrenbergs kritiske spidsformulering lyder: »Alt kan behandles, intet helbredes«, for de antidepressive præparater opvejer i bedste fald en personlig utilstrækkelighed uden at virke helbredende. Omkodningen af neurosen gør depression til en kronisk identitetspatologi, pointerer han. Endelig giver tendensen til en rebiologisering af de psykiske forstyrrelser ham anledning til at skrive, at syge nerver i stigende grad reduceres til og tydes som en neurokemisk uligevægt.

Hvorfor er vi ikke alle syge?

Imponerende og umiddelbart overbevisende er Ehrenbergs ansamlinger af empirisk data, hans flair for at afkode og spørge til samtidens lidelser og hans teorihistoriske studier af depressionens snørklede oprindelse inden for psykiatrien; men alligevel får jeg lyst til at spørge: Hvorfor er alle mennesker ikke (blevet) depressive? Hvad er det, der gør, at langt fra alle går til i utilstrækkelighed? Det spørger Ehrenberg mærkeligt nok aldrig om. Selv i et stresset job kan der findes selvbegrænsende stoiske temperamenter og ansatte med en dyb sans for pragmatik. Folk skulker og kysser hele dagen eller sms'er og dagdrømmer i det skjulte.

Decentreringskunst og midtpunktforskydninger er ikke kun teoretiske visioner inden for den kritiske pædagogiks horisont, men også livspraktisk løsninger i folkedybet. Bogen er en kende for redundant. De samme pointer gentages til hudløshed bogen igennem, men jeg tænker på, om ikke de ikke-depressive kunne have udgjort en udfordrende og interessant kontrol- eller kontrastgruppe for Ehrenberg. Det er f.eks. ikke sikkert, han har ret i, at det suveræne individ altid både er deprimeret og afhængigt. Afhængigheden af anerkendelse og af andre menneskers opmærksomhed findes også i ikke-depressive udgaver. Ikke alle trættes af mødet med sig selv i gamle og nye udgaver.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu