Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Mainstream-dronningen holder stadig

11 års pause har ikke sat rust i samarbejdet mellem Renee Rosnes, Mads Vinding og Alex Riel
Kultur
25. maj 2010

Der går lang tid imellem, at det københavnske jazzpublikum uden for en festivalperiode kan vælge mellem to store internationale navne på hver sin internationale klub på den samme aften, men med Jazzhus Montmartres genfødsel og Copenhagen Jazzhouse's overlevelse af krisen vil den situation opstå igen, som den opstod Pinselørdag: Kenny Garrett i Montmartre eller Renee Rosnes i Jazzhouse.

For Deres ydmyge faldt valget på den sidste - den canadiske pianist, nu naturaliseret amerikaner, der dukkede op som ledsager for Joe Henderson og Wayne Shorter i 80'erne, og som nu også har en karriere bag sig med egne grupper, især trioer. Og dog: de sidste par år har hun lagt så megen tid i medlemskabet af Joshua Redmans San Francisco Jazz Collective og i to-klaver-begivenheder med sin mand, Bill Charlap, at det på triofronten mest er blevet til en række kun japansk udgivne studieindspilninger.

Magtfuld præsentation

Set fra denne del af verden var hendes korte danske turné med Mads Vinding og Alex Riel, der slutter i aften på El-Værket i Holbæk, derfor en slags come back, hvortil man kunne stille spørgsmålet: Holder hun stadig den titel, Dronningen af det moderne mainstreamklaver, som hun engang fik af en fransk anmelder? I Jazzhouse skulle der for mig ikke meget andet end den magtfulde præsentation af temaet i det indledende Monk-nummer, »Green Chimneys«, til at besvare dét spørgsmål med et ja. Og skulle man endnu have tvivl, gik det hurtigt videre med de knejsende løb, de suverænt udspundne, lange linjer, det sensitive anslag, den lystfyldte tilstedeværelse i hver en frase, den nu fuldstændigt iboende rytmiske spænding, de eruptive clusters, hentet på et splitsekund helt fra dybet eller organisk udviklede af det melodiske flow, så vi bevarer fornemmelsen af noget orkestralt struktureret i stort set alle titler.

Så, jo: Renee Rosnes er mainstream-dronning og, dybest set, også eklektiker: Evans, Hancock, Corea, Tyner og et par andre passerer revy i flash-takt, hvis det er dét, vi lytter efter. Men lige så lidt det generer os, at der bag Jesper Thilo findes en Hawkins, en Webster og en Young eller - for den sags skyld - bag Mozart en Haydn, lige så lidt bekymrende er Rosnes' plukkeri af inspiratorer, når vi hører den begavelse og den frydefulde energi, hvormed hun udtrykker sig.

Totalt strømførende

Samspillet med Vinding & Riel var ikke rustent, selvom det har ligget stille siden hendes sidste besøg for 11 år siden, og allerede ved trioens anden koncert på Fuglsang Slot på Lolland søndag var Riels spil fra begyndelsen på én gang både helt afstemt i sin dynamik og totalt strømførende. Vinding kunne igen få denne signatur til at benoves over den måde, hvorpå han kan frasere sine melodiske linjer, som spillede han på et blæse- eller tangentinstrument, og kunne man have en fornemmelse af, at han i løbet af Jazzhouse-aftenen måske havde spillet lovligt stærkt med sine instrumentale muskler, så fik han bevilget fuldstændig syndsforladelse, da han i encoren, Ellingtons »In a Sentimental Mood«, med helt enkle midler klædte temaet og dets titel fuldstændigt af - og på igen.

Renee Rosnes Trio Copenhagen Jazzhouse lørdag, Fuglsang Slot søndag Kan høres på El-Værket i Holbæk tirsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her