Læsetid: 2 min.

Mere 'smile' end 'tear'

Genåbningen af Jazzhus Montmartre forsætter forrygende med fransk violinist
8. maj 2010

Da han dukkede frem på scenen i 70'erne, var det mest i fusionsmusik, blandt andet i den legendariske Magma-gruppe. Siden rettede han antennerne mod jazzen i triosamarbejde med guitaristerne Philippe Catherine og Christian Escoudé, og i duetter med andre store enere i fransk jazz, Martial Solal og Michel Portal, placerede han sig solidt midt imellem Stephane Grappelli og Jean-Luc Ponty. Senest har han musikalsk dyrket sin normanniske baggrund, indspillet solovignetter, som var de Bach-partitaer, og spillet jazzlig musette med akkordeonveteranen Marcel Azzola.

Set i det lys var det en crossover-musiker, der var i centrum, da den franske violinist Didier Lockwood torsdag forsatte genåbningsfesten i Jazzhus Montmartre i selskab med en af værterne, Niels Lan Doky, ved klaveret samt bassisten Morten Ramsbøl og trommeslageren Jeff 'Tain' Watts. Og hvad skete så? I den indledende blues reinkarnerede han næsten sin for længst afdøde amerikanske instrumentkollega Stuff Smith, der i midt-60'erne i lange perioder gjorde Montmartre til et meget hektisk, muntert og swingende sted at være.

Lockwoods jazzfrasering fejler absolut ikke noget, selv om hans figurer ofte forekommer lidt afsnubbede, og da Doky samtidig spillede sit mest veloplagte - forrygende, langt udspændte højrehåndslinjer - Ramsbøl lagde sig usvigelig sikkert i groovet, og Watts serverede mere klassisk medlevende og raspende spil end i sin egen sekstet i dagene forinden, blev det en meget udadvendt og vellykket aften i Montmartre.

Indvendinger, skråt op!

Når musikken har sådan en fremdrift, som Ramsbøl og Watts her leverede, og der opstår en umiskendelig stemning af session og jam blandt fire musikere, der her møder hinanden for første gang, kan man lettere stikke sine indvendinger skråt op. Dét gjorde jeg med mine lidt skuffede forventninger til Dokys venstrehånd, min irritation over Lockwoods instrumentale gimmicks (wah-wah-forstærkningen og de umotiverede spring op i violinens kontratenor-register) og min ærgrelse over, at fremførelsen af Michel Legrands smukke »Chanson de Maxence« sluttede temmelig uforløst.

Lockwood medvirkede også i Dokys lille, fine film om Montmartre, Between a Smile And a Tear, og et par af aftenens titler stammede derfra, blandt andet Lockwoods egen »Blues Fourth«, der blev aftenens bedste og mest intense.

I en indkøringsfase skal man kunne se stort på, at Montmartres air condition stadig ikke fungerer, og at der er visse logistiske problemer med at give både spisende og ikkespisende gæster lige vilkår i forhold til musikken, men nogen burde allerede nu se på, om husets flygel er det rette, hvis det fortsat skal forstærkes op til det niveau, der hidtil har været gældende. Instrumentet klinger meget hårdt, og i det allerøverste register er det direkte uskønt. Men dét er der vel råd for.

Jazzhus Montmartre torsdag: Didier Lockwood Quartet Kan også høres lørdag og søndag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu