Monument over skammen og skylden

Korrespondancen mellem Hal Koch og K.E. Løgstrup er et mægtigt intellektuelt monument over det moralske og politiske danske drama under besættelsen
Modstand eller tilpasning. Folkestrejkerne i sommeren 1944 blev en af de få store synlige folkelige manifestationer mod den tyske besættelsesmagt. Her er demonstranterne i færd med at bygge barrikader og bryde brolægningen.

Modstand eller tilpasning. Folkestrejkerne i sommeren 1944 blev en af de få store synlige folkelige manifestationer mod den tyske besættelsesmagt. Her er demonstranterne i færd med at bygge barrikader og bryde brolægningen.

21. maj 2010

Vi kan ikke kalde os uskyldige.

Vi kan måske glemme, hvad der skete, eller vi kan forklare vores handlinger med beregninger af eventuelle tab. Men danskerne var ikke uskyldige under Anden Verdenskrig: Vi kunne have sagt nej til den tyske besættelsesmagt i april 1940. Det ville have været en kamp, vi ikke kunne vinde, men der var modstandsfolk, som risikerede deres eget liv og valgte den kamp. Det var altså ikke umuligt at sætte respekten for principperne over hensynet til vores egen sikkerhed. Men som politisk fællesskab gjorde vi det ikke, og den regering, som valgte samarbejdet, blev genvalgt i 1943. Så beslutningen om samarbejde kan i dag ikke tørres af på de ansvarlige politikere, men må regnes for folkeligt funderet. Og det er et demokratisk vilkår: Borgerne er ikke uskyldige, og heller ikke i dag kan vi nøjes med at dyrke modstandsfolkene som helte og trøste os med, at vi trods alt ellers var neutrale. For neutraliteten var ikke en mulighed: »Om end det skete modstræbende, blev vi med indre Nødvendighed draget ind i den tyske Krigsførsel,« skriver Hal Koch i Vandene skilles fra 1943: »Vor Levneds-Middel- og Industriproduktion har i videste udstrækning støttet den ene af de krigsførende Magter, og tyske Forsvarsværker er ved dansk Arbejdskraft og danske Materialer blevet opført på dansk Territorium. Over for saadanne Kendsgerninger maatte Regeringens Udtalelse om Neutralitet virke meget svagt. Men ogsaa i en helt anden Forstand blev vor Neutralitet brudt. Praktisk talt hele befolkningen enedes siden 1940 i det Ønske, at Krigen maatte faa den Udgang, som snarest vilde sikre Genoprettelsen af Landets Frihed.«

Vi kunne have hævdet de højeste værdier, men vi valgte i stedet samarbejdet med overmagten. Vi valgte sikkerhed og stabilitet til, og alt det, vi ellers finder rigtigt og retfærdigt, valgte vi fra. Vi lod med andre ord magten bestemme retten.

Fra venskabelig til drabelig

Denne konflikt er scenen omkring det intellektuelle drama, som udspiller sig i brevene mellem de to tidligere klassekammerater på Metropolitanskolen i København, Hal Koch og K.E. Løgstrup. Hal Koch er måske mest berømt i dag for sin lille debatbog Hvad er demokrati?, som er blevet en intellektuel klassiker. Men han var også grundlægger af Krogerup Højskole og formand for Dansk Ungdoms Samvirke, som under besættelsen blev oprettet som samling af en række ungdomsorganisationer til at modvirke en »nazificering af ungdommen«. Hal Koch var så anerkendt som moderne intellektuel, at han blev set som oplagt chefredaktør på Politiken, og han var så anset en teolog, at han blev regnet for favorit til at blive biskop i København. Selv valgte han andre veje.

Løgstrup er givetvis den mest indflydelsesrige danske filosof i det 20. århundrede: Hans arbejde på at skabe en etik funderet på vores intuitioner i stedet for rationelle regler kulminerede med Den etiske Fordring fra 1956, der stadig i dag anses som et hovedværk. Hal Koch var påvirket af Grundtvigs tro på folkeoplysning, mens Løgstrup var inspireret af Kierkegaards blik for de store situationer i tilværelsen - og skepsis over for 'massen'.

Deres korrespondance er midt i 30'erne venskabelig og bramfri. Hal Koch brokker sig over, at Løgstrups breve er som ortodokse prædikener, fordi de er blottet for informationer om familieliv og følelser. »Til syvende og sidst interesserer jeg mig mere for dig og Rosemari end for Historiens Filosofi,« skriver han til Løgstrup. »Jeg er aldrig bleg for at tjene nogen penge,« skriver Løgstrup til gengæld i et andet brev. Han er stadig ikke blevet akademisk anerkendt. De to morer sig over deres optagethed af penge, og deres drøm om det stilfærdige liv på landet som præster. Men fra 1940 bliver brevene anderledes drabelige. Hal Koch bliver formand for Dansk Ungdoms Samvirke, der skal udvikle danskheden som folkelig modstand mod nazismen. Men denne kampform foragter Løgstrup: Hvis man siger til de unge mennesker, at de absolut skal være danske, spiller man i virkeligheden med på den nazistiske dagsorden. De vil også føre kamp med paroler og abstraktioner om, hvem man skal være, og hvordan man skal være det: »En organisation som Dansk Ungdomssamvirke, hvis samling alene er en abstrakt danskhed er noget uhyre farligt.«

Kampen

Da tyskerne i 1941 kræver »kommunistisk virksomhed« forbudt i Danmark, fordi kommunisterne er deres fjende, bliver den danske Grundlov brudt. Danske folketingsmedlemmer er pludselig juridisk fredløse: »Vi har kun een Tanke her,« skriver Løgstrup til Koch: »og det er, hvordan vi skal gøre Regering og Rigsdag det klart, at vi protesterer og protesterer«. Løgstrup længes efter en front, hvor kampen kan kæmpes og scene, hvor han kan træde op og sige nej: »Nu drejer det sig ikke om taktisk Klogskab og Besindighed, nu drejer det sig bare om, at vi ikke ogsaa med Æreløshed og Lumpenhed og ubeskrivelig Fejghed skal styrtes i Ulykke, Vi vil i Ulykken med vort Folks Ære i Behold.«

Det moralske nederlag vil ifølge Løgstrup være så stort, at den folkelige overlevelse vil være en pinlig arv for de næste generationer. Vores velstand og magelighed vil være skabt på skam og underkastelse: »Ærens Sejr kan dog vindes i Nederlaget, men det at slippe for Nederlaget ved at bryde vort Livs Love og blive æreløse er dog den dybeste Ulykke.«

Løgstrup anerkender ikke folkestyret som moralsk overdommer for, hvad der skal gøres. Massen er tung og træg. Han vil appellere til de fremmeste og mest viljestærke for at sikre det »ærefulde Minde« for de næste generationer.

Koch svarer ham køligt, at den danske ære allerede er tabt: »Men bliv mig fra Livet med det Sludder om det absolutte og dansk Politik. Her drejer det sig kun om een Ting: at bygge de kræfter op, som maaske endnu er i Behold, at ruste med den kommende Kamp for Øje.«

Den kommende kamp er for Koch folkelig: Nazisterne kan måske tvinge os til underkastelse, men de kan ikke gøre os til nazister. Den folkelige bevægelse skal være kulturelle og politiske modstandsbevægelse mod den nazistiske propaganda. Denne holdning ser Løgstrup som bevis på Kochs middelmådige temperament og mangel på vilje: han kalder ham en 'Frederiksberg-Borger', som er bange for, hvad de andre pæne mennesker tænker om ham. Løgstrup anklager ham for at have læst alt for mange bøger og have sløvet sine instinkter og sin nerve. Løgstrup anklager Koch for at mangle stil. Koch svarer igen, at det er let at være den stærke mand, når man ikke har ansvaret. Deres fejde i brevene bliver til en offentlig polemik: Koch udsender i maj 1943 skriftet Statsmændenes embede - og vort, som Løgstrup i juli besvarer med essayet Folkeliv og udenrigspolitik. Indimellem skriver Kochs hustru, den senere minister Bodil Koch, et brev til Løgstrup, hvor hun beklager hans angreb på sin mand, mens Løgstrups hustru afslutter et andet brev til Koch.

Det fantastiske ved denne udveksling er, at de sådan set begge to har ret, men på vidt forskellige præmisser. De opretholder på trods af de personlige anklager og polemikker deres venskab, og de udpeger en konflikt, som skulle blive en del af den danske historie. Diskussionen er ført videre lige siden. Men den er sjældent udviklet og gennemført så intellektuelt skarpt og lidenskabeligt, som i disse breve. Denne bog er et mægtigt intellektuelt monument over det ubehagelige møde mellem skammen og skylden som grundlaget for den danske velfærdssucces.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

•K.E. Løgstrup og Hal Koch
•Forlaget Klim
•272 sider
•299 kr.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Per Diepgen

"Et mægtigt intellektuelt monument", som vi vadede rundt i i 1940'erne, men stadig langt fra den kontante modstandskamp og antagelig en kontrast til illustrationen.
Socialdemokraterne havde lang tid før krigen taget afstand fra modstanden, indtog den typiske samarbejdspolitik, stemte for den omtalte kommunistlov og kaldte efter krigen de samme forbrydere. End ikke den antifascistiske venstrefløj har et talerør i Løgstups glimrende bog "Den etiske fordring" og den intellektuelle debat.
Det fik katastrofale følger for dansk politik efter krigen, hvor man med alle disse retspolitiske overvejelser og etiske bortforklaringer stadig bekæmper antifascismen i Danmark og i mange andre lande. Koch og ikke Løgstrup vandt krigen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for jan henrik wegener

Selvfølgelig haer besættelsen en plads i landets historie, men er dens problemstillinger noget vi i så høj grad kan eller bør gøre til vore? Det virker temmelig søgt hvis man ikke ser de enorme forskelle mellem dengang og senere.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Diepgen

Den historieske trivialitet er også aktuel hverdag.

Men historien har mange fortællinger. En af dem fortalte en tidligere statsminister, der byggede sin krig og besættelse op på (historieforfalskede) argumenter fra den tidligere besættelse.

Så er dog Løgstrup-Koch-duellen dog at foretrække, hvis "sandheden skal frem". Koch havde, trods sin (socialdemokratiske)
samarbejdspolitik, der i en vis forstand gik på kompromis med hans målsætning, demokratiet, Koch havde betydning for andre dele af demokratiet. Jeg vil især pege på organiseringen af dansk gymnastik og idræt med udløber til spejderbevægelsen, fordi har dermed stod i en sindelagskamp med Niels Buhk i Ollerup, der søgte samme mål i en nazificeret udgave. - Og så er deri den gamle modsætning mellem Koch og Løgstrup alligevel stadig aktuel (men altså en 'akademiseret' realitet af venstrefløjens kontante socialisme og kommunisme).

anbefalede denne kommentar