Læsetid: 3 min.

Når erindringen lyver

Kjell Espmark fra Svenska Akademien digter, husker og analyserer i glimt sine mange år fra en strid barndom til en favnen af momentets skønhed
28. maj 2010

Som ung kunne jeg godt spendere nogen ironi på den ældre forfattergenerations trængsel omkring erindringsgenren. »De kom tidligt i erindringsalderen,« skrev jeg et sted. Det varede kun, indtil jeg selv overtog samme trang - skriveri og yndlingslæsning for de gamle, som vi bliver flere og flere af. Og derfor skabere af en voksende ældrebyrde af selvbiografier, memoirer og minder - dertil en last af almene biografier om politikeres, forbryderes og andre kendissers karrierer.

Behovet for overblik over levet liv og viden om dets indre og ydre sammenhænge er stærke drivkræfter, og stoffet er jo ægte virkelighed i stedet for fiktion, tror den naive. Men tilbageblik er stort set digtning, foretaget med den voksnes refleksion og efterrationalisering. Og den, der alternativt forsøger sig med en fænomenologisk metode ud fra barnets blik, digter bare en anden virkelighed frem. Hvordan det nu end er, fordeler selvskildringerne sig over en vid toneskala af forfængelighed, erkendelseslyst, kritik og indføling, overspil og underspil i en selvoptagethed, som vil videre ud i verden.

Men erindringerne lyver, siger Kjell Espmark på svensk, Minnena ljuger, som titlen lyder på hans seneste, nyudkomne bog. Litteraturprofessoren, digteren, akademimedlemmet og formanden for den litterære nobelpriskomité har et omfattende forfatterskab bag sig, ikke oversat til dansk, men med en fin og stærk placering i den svenske offentlighed. Mest kendt hos os er nok hans forskning i den lyriske modernismes historie med værkerne Att översätta själen (1975) og Själen i bild (1979). Men i erindringsbogen flytter han selv vægten til det lyriske forfatterskab og rækken af samfundsanalyserende romaner som sjælens billeder, idet han mange steder viser, hvordan oplevelser her har fundet et sprog i fantasiens regi. En slags løgn på et højere eller dybere niveau.

Ingen fristelse

Selvbiografien har aldrig fristet mig, siger den nu 80-årige forfatter. Det, der interesserer ham, er erindringens måde at arbejde på, og hvorfor mindet lyver. Og det udsætter han for en række skeptiske analyser. For alle senere oplevelser, vurderinger og strategier omformer minderne og sætter nye spor. De bliver sofistikerede myter og som sådanne også brugbare, selv om de til stadighed overlister skriveren. Bogen er selvfølgelig også gået hen og blevet en kronologisk række oplevelser af en livsbane, men fragmenteret i ganske korte enkeltmomenter - for ikke at sige en slags epifanier, altså emotionelle åbenbarelser - lagt i syre.

Og skrapt er det minsandten at overvære, hvordan endnu en svensk forfatter har haft en så problematisk barndom med en åndsfraværende far, der efterlod moren og to små sønner til fordel for en ny model, og med en mor, der selv bar på en barndom som foragtet udskud af et aggressivt og herskesygt mødrene ophav og en far med det stadige omkvæd »Det er bara skit med dig, Margit!« Denne mor var stærk, men forbitret, hævnlysten og truende depressiv, så man kan undre sig over - og så alligevel ikke - hvordan en så utryg opvækst i venten på noget forfærdeligt genererede så megen intellektuel aktivitet og livsappetit fra de første år i Jämtland og følgende tid i Stockholm, i Östermalms nordlige del, Gärdet. Den lokale folkeskole gav brogede og givende sociale erfaringer, som kvarterets øvrige drenge ikke fik i de fine privatskoler.

Largesse

Med stadig reference til litteraturen får man korte, stærke og pointerende glimt af universitetssstudier i oprørets tid, af akademiske miljøer, af ægteskab og død og ny kærlighed, af rejser, af stridigheder i Svenska Akademien og kontroverser med Dagens Nyheter, og især er det de stringente fortolkninger og omtolkninger af de selvsamme hændelser, som fascinerer ved deres flerstemmighed, musikalitet for ikke at sige poesi i et temperament, der både skjuler sig og redeligt røber sig. En samfundskritisk sjæl med anarkosocialistiske tilbøjeligheder, men ofte anset for kulturkonservativ. Med en largesse, der lyser anstændigt.

Meget apropos er omtrent samtidig udkommet et digert bind af hans digte 1956-2009, udvalgt med særlig vægt på den afklarede samling Vintergata fra 2007, der tydeliggør momentets mytiske gennemslagskraft i en synsstreng sprogstrategi, en visuel logik, som han selv et sted sjovt beskriver som inspireret mere af Disneys tegnefilm, overhovedet af film, frem for af André Bretons surrealisme. En vidende modernist taler ud.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu