Læsetid: 3 min.

Når man skal måles mod originalen

Den risiko løb Klyvers Big band og Lars Møller i Jazzhouse, og det faldt ikke heldigt ud
18. maj 2010

Såkaldt opførelsespraksis findes ikke i jazzen. Man kan ikke som i den symfoniske verden læne sig op ad en vedtagen måde at spille Beethoven på. I jazzen er det meget bedre - eller værre: Man har, fordi jazzen var så venlig at vente med at lade sig føde til kort tid før grammofonen, altid originalen at holde sig til. Bedre, fordi man da ved præcis, hvad der er 'rigtigt' - værre, fordi man altid vil blive sammenlignet med originalen, hvis man går om bord i orkesterværker af de store auteurs fra Ellington til, som det skete i Copenhagen Jazzhouse fredag, Maria Schneider.

Klyvers århusianske big band havde ladet Jens Klyver blive hjemme og sendte - ikke en dame, men tenor- saxofonisten Lars Møller, der har beskæftiget sig med orkestermusik i mange og ofte utraditionelle sammenhænge, ikke mindst som huskomponist for The Orchestra. Her havde han dog ladet egne skriverier blive hjemme og stod i spidsen for Klyvers Big Band i en halv snes af Maria Schneiders titler fra tiden endnu før gennembruddet i 1994 som en af jazzens mest opsigtsvækkende komponister til i dag.

Hele Schneiders jazzværk (ikke de crossover-ting, hun for nylig har skrevet for St. Paul Chamber Orchestra, Dawn Upshaw og Kronos Kvartetten) er tilgængeligt på seks markante cd'er fra mærket ArtistShare, så Lars Møller havde altså alle muligheder - eller ingen muligheder. Han valgte det sidste. Her blev ingen forsøg gjort på at 'tolke' endsige ændre Schneiders musik, og jeg tror, jeg ved hvorfor: Overhovedet for musikerne at få denne komplekse, men dybt indtagende musik ind under huden uden ophavsmandens egen medvirken er næsten som at sætte sig op mod naturlovene. Man kan lære at læse og spille, hvad der står i stemmerne, men dynamisk og nuanceringsmæssigt at få disse værker til at leve, især i en live-situation, er tæt på at være umuligt - medmindre man altså er Schneider selv, der ofte personificerer sine egne mygt organiske melodiske linjer ved på podiet at opføre graciøse barfodsdanse.

Ingen barfodsdanser

Men Lars Møller er ikke barfodsdanser, og mange af de utallige små dynamiske forskydninger, som får Schneiders musik til at leve, blev borte, ikke bare på grund Møllers tyksålede Ecco-sko, men også på grund af en korrekt, men alt for kontant spillende trommeslagervikar, Jonas Holgersen, og fordi lydmanden havde besluttet, at man ikke skulle høre ret meget af, hvad bassisten Morten Ramsbøl udrettede, endsige hvad en af orkestrets bedste solister, pianisten Mads Bærentzen spillede, når orkestret lagde sig hen over ham, hvad det ofte gør i Schneiders musik.

Læg dertil, at en del tempi var lidt for raske til, at de melodiske linjer kunne stå tydeligt, og at der ikke forekom at være arbejdet voldsomt meget med de dynamiske styrkeforhold de tre blæsergrupper imellem - og meget af Schneiders ellers utroligt fint ciselerede musik blev forvandlet til - nå ja: grød. Ikke overraskende spillede orkestret bedst, når der stod forte over stemmerne.

På den baggrund lyste en del af solisterne op: Basunisten Nicolai Bøgelund med motivisk enkelhed i »Danca Illusória«, Claus Waidtløw på sopransax i Schneiders arrangement af Alex Norths Spartacus-tema, alten Morten Øberg med fragilt spil i et andet arrangement, »Over the Rainbow«, og, ikke mindst Jacob Buchanan på flygelhorn i de vanskelige men, ikke desto mindre, 'horisontale' 11/4 i »Hang Gliding«.

Hvis et af målene med denne meget sjældne koncert var det sympatiske at få publikum til at gå hjem og via nettet bestille Schneiders egen musik hjem, kan jeg kun istemme: Tøv ikke!

Klyvers Big Band & Lars Møller spiller Maria Schneider, Copenhagen Jazzhouse, fredag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu