Læsetid: 4 min.

På stjerne- og hjernerejse med Flying Lotus

Eventyrligt er det bedste ord til at beskrive californiske Flying Lotus' nye album. En kosmisk deliristisk association af ekvilibristiske dimensioner og med nik til Bach, Hendrix, Prince og Miles Davis
7. maj 2010

Kom med på en stjerne- og hjernerejse i selskab med en af tidens sygeste elektronikere derude overhovedet. 26-årige Steven Ellison alias Flying Lotus fra Los Angeles, Californien.

I familie med den afdøde mester Alice Coltrane (jep, Johns kone), der er hans tip-tante, tror jeg, det hedder. Hans fætter er saxofonisten Ravi Coltrane, og han er vokset op omkring musikere. Den gode Ellison faldt med andre ord i gryden som spæd. Men han har til forskel fra sine umiddelbare omgivelser valgt programmeringskunsten som sin oeuvre. Og det skal vi kun være glade for.

Flying Lotus' nye album hedder Cosmogramma. Det varer lidt over tre kvarter, men føles som en sammenpresset tidsrejse gennem hele 17 frådende kreative kompleksiteter og associationer, som samtidig virker ekstremt stramt styrede. Som programmeret delirium. Her på hans tredje album kan Flying Lotus lyde som en radbrækket Prince, som J.S. Bach i færd med at flippe ud i computerteknologiens uendelighed eller, som den toneangivende dj Mary Anne Hobbs har sagt, hans generations Jimi Hendrix.

Computerstyret delirium

Og her er også nik til samtidige som Dj Shadow, Squarepusher, Erykah Badu, aldrende helte som Sun Ra, George Clinton og Juan Atkins samt ikke mindst californiske ligesindede sampler-delirikere som Madlib, Gaslamp Killer og Gonjasufi.

Vi er ude i et ekvilibristisk territorium, hvor teknisk kunnen ikke står i vejen for kreativitet, uhøjtidelighed, vilde kvantespring, ja, en associativ og innovativ stræben, der får denne signatur til at tænke på Miles Davis' electric-periode, især klassikeren Bitches Brews oceaniske rigdom.

Cosmogramma er på mange måder et mere traditionelt musikalsk album, end elektroniske albums er flest. Tracks'ene rummer stærke kompositoriske kvaliteter og masser af sungne og håndspillede elementer - f.eks. speed-bas, harpe og også sax fra fætter Ravi. Men hvorvidt andre elementer er samplede eller nyindspillede, det fortaber sig så i de deliristisk forsirede og mangebundede produktioner - vi hvirvles ind i en hæsblæsende fiktions opløsning af tid- og rumfornemmelse. Vi er på basgyngende grund, når vi altså ikke helt slipper jordforbindelsen og er lyksaligt svævende.

Nye kreationer

Ude eller inde i disse fiktioner kan man så nyde de polyfoniske melodier, der zigzagger heftigt imellem hinanden eller hvordan den rytmiske fornemmelse fordufter ud af pludseligt pivåbne vinduer til andre rum. Eller nyde hvordan Flying Lotus stjæler med arme og ben, for så med sine uforlignelige fingre at inkorporere de stjålne lunser i nye kosmiske kreationer, hvor elementerne synes skabt til formålet. Helhederne er vildt sammensatte, men lyder sømløse, som om hvert element var skabt til formålet.

Hør de huggende violiner hentet fra et sted i redneck-land eller de anderledes urbane, labre funk- og jazzlicks på bas. Forsøg at danse til de bumlende synth-figurer, der sætter store fede aftryk i de overlappende vokal-loops. Mærk de filmiske svæv i strygerne eller congas-soloens hærgen. Hør gæstesanger Thom Yorkes svævende vokal eller bordtennisbold-loopets klart definerede akustik under Laura Darlingtons stedløse skønsang. Mærk hvordan fornemmelsen af at være i en jungle afbrydes af Disney-associationerne i englekor og harpeklange.

Funk, psychedelia, folk, rock, jazz, broken beat af både mere traditionel og mere kosmisk og elektrisk art spøger på Cosmogramma. Og selvfølgelig den wonky, som Flying Lotus var med til at definere på sit forrige album Los Angeles fra 2008. Denne genre som for alvor spruttede løs i 2009 med sine knækkede rytmer, skælvende synthesizere og heftige brug af sidechaining - en teknik hvor komprimeringen af et element, gerne bassen, dikterer komprimeringen af alle andre elementer, hvorved musikken kan få en voldsomt pumpende kvalitet med vakuumeffekt.

Det gør Flying Lotus også brug af på Cosmogramma, og samtidig demonstrerer han, at wonky har formået at gøre den analogt snurrende synthesizer til et vildt lead-instrument, der hist og her hvæser liv i kludene med sine rasende, formentlig håndspillede akkorder og melodier.

En art rumopera

Men også kun hist og her. For her i denne vildt højtstræbende 'kosmikalitet' findes ingen genregrænser; noget nyt er på færde, noget han selv kalder space opera. En fornemmelse af at nye døre åbnes i sindet og skjulte rum i sanseapparatet og forestillingsevnen blæses op.

Det kan høres allerede i Cosmogrammas første sekunder, hvor en typisk wonky-gurglende synthesizer åbner planetballet, for så at blive blæst i luften af en harpe fra det ydre rum, som så strækkes ud i lange sitrende astrale stråler tværs gennem mælkevejen. Men vi er ikke alene i universet, for Cosmogrammas telegrammer fra Flying Lotus' elektroniske organisme er besjælede, fulde af håb, væren, nærvær. Space opera, ja, men også cut up soul eller astral boogie. En omplantning af 60'ernes syrede fremtidsdrømme og 70'ernes funky kropslighed til 2010's sted- og tidløse muligheder for at skabe nye, globale oplevelser af et nu og et her.

Elektronisk musik kan godt finde på at falme med tiden, fordi den i så høj grad er baseret på innovation, der som bekendt indhentes af tiden og udvandes af eftersnakkere. Men dette er et værk med et lysende temperament, benådet med en farveægte personlighed som styrmand gennem de ukendte farvande. Og der er en kompositorisk kompleksitet og ekvilibristisk nerve på spil her, der - som med beboppens hastighed i sin tid - gør at kopister får svært ved at følge trop.

Og dette forlener Cosmogramma med en umiskendelig stråleglans af mesterværk - måske endda klassiker.

Flying Lotus, 'Cosmogramma', Warp Records. Udkom tirsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Erik Højer

Adjektiver er legio:

Eventyrligt, kosmisk deliristisk, ekvilibristiske, sygeste, frådende kreative, stramt styrede, associativ, innovativ, deliristisk forsirede, mangebundede, hæsblæsende, basgyngende, lyksaligt svævende, polyfoniske, kosmiske, vildt sammensatte, sømløse, huggende, anderledes urbane, labre, bumlende, overlappende, filmiske, svævende, stedløse, traditionel, kosmisk, elektrisk, knækkede, skælvende, heftige, voldsomt pumpende, snurrende, rasende, højtstræbende, wonky-gurglende, sitrende, besjælede, syrede, sted- og tidløse, lysende, farveægte og ekvilibristisk!