Læsetid: 4 min.

Et par ting mangler endnu at blive sagt om verden

Harald Voetmanns litterære fantasi om den romerske naturhistoriker Plinius er morbid, filosofisk og klukkende morsom
7. maj 2010

Man skal vogte sig for at tage Harald Voetmann med i toget, hvis man sidder på stilleplads. Det gjorde jeg nemlig, og mine forsøg på at kvæle den klukkende latter, som hans prosa fremkalder, endte i så meget desto mere forstyrrende spasmodisk sprutten.

Siden Jeppe Brixvolds vulgært-pompøse Alexander-fantasi i Forbrydelse og fremgang har jeg ellers været meget skeptisk over for danske mandlige forfattere, der vil gøre litteratur på antikkens historiske personer. Men Voetmanns fantasi om den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre er hverken pompøs eller vulgær, derimod rå, poetisk, melankolsk og meget, meget morsom. Sproget sprudler, som sjældent nogen kan få det danske til at gøre.

Hvis man forbinder det gamle Rom med lærd latin og civilisatorisk naturbeherskelse, så giver Voetmann os et hedensk Rom, underkastet en brutal Moder Natur, som kræver blod- og sæd- og menneskeofre. Det er gladiatorernes, kvindesladderens og de makabre riters Rom.

Fed, fødende hals

Den fortællescene, bogen udgår fra og bestandig vender tilbage til, er den fede, næseblødende Plinius den Ældre, som fra sit natlige leje dikterer sin encyklopædiske Naturhistorie til slaven Diokles, der «har lært sig at høre med den skrivende hånd«. I Voetmanns inderligt anatomiske metaforik beskrives Plinius' dikterende benævnelse af verden som en ordfødsel af hans fede hals: «Verden presses pinefuldt og pivende ud af den fede hals i mørket [...] Der er en kvindagtig jamren over det [...] Nogle gange får Diokles stiv pik af at høre på det.«

Den lækkende krop (lækkende blod, lækkende ord, lækkende sæd og pis og bræk), der søger at få en smule kontrol over den natur, den er fyldt af og udleveret til, ved at benævne den - det er grundscenen i Voetmanns bog og grunden til at han har kunnet gøre en fedladen, astmatisk romersk naturhistoriker til sin centrale person og fortællerfigur. At Plinius så oven i købet døde under Vesuvs udbrud, i sandhed et udbrud af naturens indre materie, skriver ham endnu stærkere ind i det gennemgående tema om naturen som eruptiv lækken.

Der veksles mellem scenisk, meget kropslig beskrivelse af Plinius og hans omgivelser, citater fra hans Naturalis Historia, frit associerende beretning (isprængt rejse- og barndomsminder) med Plinius som jeg-fortæller, og endelig tekststykker, hvor det er Plinius den Yngre (nevø af den Ældre), der fører ordet, ofte som kommentar til onklens benævnelse eller beretning (Plinius den Ældre: «Der findes også stjerner i havet og på landjorden«, Plinius den Yngre: «Han forveksler stjerner med ildfluer eller sådan noget«). Mit yndlingscitat fra Naturhistorien er utvivlsomt: «Et par ting mangler endnu at blive sagt om verden«.

Døden i tarmene

At vi er fyldt af den natur, vi gennem benævnelsen søger at beherske, men som i selv samme beherskelsesforsøg flyder ud af os med ordene, vil i Voetmanns univers sige så meget som at vi er fyldt med død, og at døden altid taler med, når vi taler: «Gennem ens tale klager døden over sin mangel på trivialiteter«. Den lille stemningsfulde ouverture, hvor Plinius (endnu uintroduceret) fra sin sydlandske kystby med grave og olivenlunde klager over de larmende dyr, som ikke lader ham sove vinen ud af blodet, står i dødsdriftens tegn. Gennem begrebslig refleksion får Plinius her reduceret de tre menneskelige grundaktiviteter («arbejde, leg og sex«) til én: «arbejde« - hvad enten vi arbejder, leger eller elsker, er vi trælle af «den kraft, der får hanen til at gale, pikken til at dunke, hunden til at galpe. Hvad den despot hedder, ved jeg ikke.« Jeg ville foreslå at kalde den despot for dødsdriften: den dumpe, meningsløse gentagelsestvang, som Freud beskriver i Hinsides lystprincippet, og hinsides lystprincippet er netop hvad vi er hos Voetmann, hvor det ikke er lyst, men noget mere dumpt og primitivt, der presser ord og sæd og slim og pis og ekskrementer ud af Plinius.

I ouverturen får vi endvidere en fantastisk refleksion over forbudet mod at skide på kirkegården: «Spøgelser og furier og alle dødsrigets modbydeligheder vil komme efter en, hvis man åbner sin røv og skiller sig af med den smule død, man bærer i sine tarme, her blandt de døde. De dødes indre liv er anderledes, fyldt med kriblende liv, så længe det varer. Jeg har ikke selv tænkt mig at bede om nogen anden ofring end den død, man samler sammen i dagens løb. Betænk min grav med den, tak, eller lad være.« Se, det kunne jo give én lyst til at skide andægtigt ud over Voetmanns bog, for den fortjener virkelig at betænkes og bestænkes med hvilken hædersbevisning den end måtte finde ærefuld, i den grad er den et formfuldendt og sprudlende lille monument over det menneskeliv, der kæmper med naturens dumpe lækken og dunken for at give sig selv en smule form.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Erik Højer

"..meget skeptisk over for danske mandlige forfattere, der vil gøre litteratur på antikkens historiske personer."

Vær på vagt for den feministiske fordomsfuldhed!

Tak for en god anmeldelse af en god bog.

Søren Rehhoff

God perskektivrig ameldelse, måske vil jeg endda læse bogen.
"Døden i tarmene" det giver sandelig et nyt perspektiv på vendingen "dødens pølse".
Det betyder vel altsammen, at vi via naturen alle er fanget ind i den samme jordiske cyklus, hvor vi skal finde noget husly, finde noget at spise og drikke og finde ud af, at komme af med det igen. Vi er alle fanget ind i det samme lort. På den anden side kan lort både fungere som enten affald eller gødning.

Erik Højer

@Rehhoff

"måske", hvad skal det sige? selvfølgelig skal du læse bogen; det vil du ikke fortryde.

og jeg tipper på kasketten overfor din rammende synopsis af (horror)filmen "Menneskelivet".