Læsetid 4 min.

Hvad hvis det var dig selv, der sku' skyde i Afghanistan?

Hvordan er det at være dansk soldat i Afghanistan, der har været aggressiv og bange i månedsvis? Det kan man leve sig ind i gennem hele seks følelsesstærke forestillinger om den en eller anden form for krig lige nu
Udmattelsen og hormonerne slås i dansk teaters krigsforestillinger netop nu. Her er det Anders Brink Madsens slagne soldat i 'Let opklaring' på Entréscenen i Århus.

Udmattelsen og hormonerne slås i dansk teaters krigsforestillinger netop nu. Her er det Anders Brink Madsens slagne soldat i 'Let opklaring' på Entréscenen i Århus.

Morten Schriver

7. maj 2010

Krigen i Afghanistan er ikke længere kun noget i nyhederne. Efterhånden kender de fleste danskere nogen, der har været i Afghanistan. Forståelsen af den distancerede krig bliver mere konkret. Og teatret spejler nu krigen i et bundt intense forestillinger.

Nyeste Afghanistan-tolkning er Von Badens Let opklaring på Entré Scenen i Århus. Her er det fire machomænd, der styrter rundt i sandet og beskydningerne - i en tekst skrevet af Henrik Vestergaard, baseret på interviews med soldater fra 1. Lette Opklaringseskadron. Tilskuerne sidder i en bordfirkant, som var der bare tale om et politikermøde eller et kasernemøde - i Siggi Óli Pálmasons underdrevne scenografi, hvor et kæmpekort på gulvet angiver arenaen.

En projektor kaster angrebsbilleder op på et lærred, som var det bare film. Men inde i firkanten knokler mændene altså rundt i skægstubbe og fortrængt liderlighed i Morten Lundgaards mandetætte instruktion og i Thomas Matyjasiks enerverende lydhelvede. Soldaterne styrter hen for at hvile sig.

Mænd med dunkepuls

Ned med geværet, af med rygsækken, frem med vandflasken - og måske en slapper på ryggen. Og så op igen. Mændenes dunkepuls garanterer for ægtheden.

Anders Brink Madsen spiller manden, der pludselig ikke kan kapere de frygtelige følelser, som opstår i ham undervejs - oprigtigt, sejt og også smukt - ligesom Henrik Vestergaard, der selv spiller soldaten, som tager ansvaret på sig. Chadi Abdul-Karim er holdets muntre dreng, og Thomas Biehl er den stædige. Sammen giver de et ærligt billede af professionelle mænd, der prøver at beskytte hinanden og kæresten derhjemme, men som ikke kan undgå at ramle ind i meningsløsheden. For hvorfor er det nu lige, at denne krig er nødvendig? Og hvorfor gør de uforudsigelige hændelige uheld allerstærkest indtryk?

Kan krig være fair?

Historien er den samme i Carsten Jensens En dag i Helmand for Bornholms Teater, (anmeldt af Katrine Sekjær den 26. marts). Her gestalter skuespilleren Ernesto Piga Carbone krigens mange aktører - smukt og sorgfuldt. Her er det netop også det hændelige uheld undervejs i krigen, som får soldaten til at krakelere. Fordi vi alle sammen åbenbart har en forventning om fairness i krigen - ud fra gentleman-holdningen om, at soldater gerne må slagte andre soldater, men ikke civile.

En dag i Helmand er delvist rettet mod hårdkogte teenagere, lige som Limfjordsteatrets Reumert-nominerede Pinkie (anmeldt 29. nov. 2009). Denne forestilling skildrer soldaterne som klovne - som absurde eksistenser, der lever i en fiktiv verden for at kunne klare soldaterpresset. Men også som væsner, der netop bryder sammen, når tilfældigheden river den indøvede strategi fra hinanden.

Had eller kærlighed

Den Reumert-nominerede Hesten for de 8-12 årige fra Randers Egnsteater handler også om krig. Her er det dog ikke Afghanistan med moderne camouflage-uniformer, men en historisk krig med uldkåber fra Første Verdenskrig, der er rammen for Sven Ørnøs stykke. Hovedfiguren er en hest, hvis særlige styrke og tålmodighed får soldater fra begge sider af fronten til at sænke våbnene - og til pludselig at mærke hengivenheden meget stærkere end hadet. Og raffineret nok er hesten rent faktisk usynlig ...

Og nej. Her kan børneteatret ikke affejes som noget naivt og idylliserende. Tværtimod. Børneteatret tør snarere skildre de voldsomme og ordløse følelser, som voksenteatret har svært ved at rumme. Lige som teenageforestillingern ofte er mere kontante end voksenforestillingerne.

Krigssange med flag

Man kan selvfølgelig påstå, at det meste teater handler om krig eller fjendskab - fra grækerne og frem. Men Café Teatrets spritnye, begavede konceptforestilling LoadNLoop viser i hvert fald danske unge, der i lutter ensomhed og desperation ender med sms-vold og måske også happy slapping.

Frederik Arntzen Neergaard har iscenesat Özlem Saglanmak, Lykke Sand Michelsen, Anders Budde Christensen og Caspar Juel Berg, så krigshormonerne og kampen for identitet ryger helt ud i sms-fingerspidserne. Ikke unge i krig, men forarmede teenagere i vores forulykkede luksusland - og unge, der skal på session om et øjeblik. Og derfor også en besk kommentar til det betændte land, som vi åbenbart skal forsvare via langdistancekrigsførelse i Afghanistan. Vel at mærke med direkte sms-adgang til tilskuernes mobiler undervejs: »Hey Louizen. Diana har fået slag af dem fra sidst. Vi tager ud og smadrer dem i aften, er du på???«

Sang og satire

Hotteste krigssatire lige nu er ellers Quasi Teaters teaterkoncert Den Danske Sang. Her står trioen Marie Nyborg Jørgensen, Camilla Bang og Olivia Franciska Fevel Borgels og synger den danske sangskat ned under larvefødderne, alt imens de draperer sig i Malene Redder Rubys raffinerede kostumer med Dannebrog på vrangen.

Sang, cello, violin, tamburin, dans? Disse piger kan det hele. Og »Der er et yndigt land« lyder pludselig ny hos disse seje sild, der giver havren bjælder på med udsøgt liderlighedsparodi. De musikalske skjønmøer fortolker »Dengang jeg drog afsted« som en personlig hilsen til forsvarsministeren, vovet og intelligent.

For også her er en kiste en kiste - og et flag et flag. Men forsvare krigen? Det magter ingen af forestillingerne. Selv om de faktisk ihærdigt prøver på det. Som en af soldaterne stille udtrykker det i Let opklaring:

»Tingene bliver ikke altid, som man regner med«.

'Let opklaring'. Tekst: Henrik Vestergaard. Iscenesættelse: Morten Lundgaard. Scenografi: Siggi Oli Palmason. Dramaturg: Lars Husum. Lyddesign: Thomas Matyjasik. Von Baden på Entréscenen i Århus til 15. maj. www.entrescenen.dk

'En dag i Helmand'. Tekst: Carsten Jensen. Iscenesættelse: Jens Svane Boutrup. Koreografi: Kasper Ravnhøj. Kostumer: Johanne Helger Lund. Fra 14 år. Turné. www.bornholmsteater.dk

'Hesten'. Tekst: Sven Ørnø, frit efter Michael Murpurgo. Instruktion og scenografi: Kurt Bremerstent. 8-12 år. Turné sept-okt. www.randersegnsteater.dk

'Pinkie'. Koncept: De medvirkende. Instruktion: Gitta Malling. Scenografi: Annika Nilsson. Fra 14 år. Turné. www.limfjordsteatret.dk

'Den Danske Sang'. Iscenesættelse: Marie Kilsgaard Møller. Kostumer: Malene Redder Ruby. Quasi Teater. Fra 14 år. Turné aug-okt samt uddrag på Zebu 5. juni. www.quasiteater.dk

'LoadNLoop'. Iscenesættelse: Frederik Arntzen Neergaard. Scenografi: Nynne Louise Moe. Dramaturgi: Miriam Frandsen. Café Teatret til 22. maj. www.cafeteatret.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Aksel Gasbjerg
Aksel Gasbjerg

Overskriften på denne artikel om 6 teaterstykker, der handler om at være dansk soldat i Afghanistan, lyder:

"Hvad hvis det var dig selv, der sku' skyde i Afghanistan?"

Disse sikkert udmærkede teaterstykker ser krigen gennem besættelsesmagtens briller. Det ville have været frugtbart, hvis bare et enkelt stykke ville se krigen fra de dræbte og lemlæstede afghaneres side.

Dvs teaterstykker, der berører den modsatte side af krigens grusomhed, som kunne samles under overskriften:

"Hvad hvis det var dig selv, der sku' skydes i Afghanistan?"