Læsetid: 3 min.

Stan Getz gik tidligt hjem

Men George Robert blev heldigvis i Montmartre, så nu ved jazz-Danmark, hvem han er
Jazzhus Montmartre genåbnede med store forventninger 1. maj i år. og nyhedens værdi er tydelig: når denne uges gæstespil er slut, vil ca. 500 danskere have hørt George Robert og mene, de har gjort et sympatisk bekendtskab. Det er 475 flere end dem, der på forhånd vidste, hvem han var.   Presse

Jazzhus Montmartre genåbnede med store forventninger 1. maj i år. og nyhedens værdi er tydelig: når denne uges gæstespil er slut, vil ca. 500 danskere have hørt George Robert og mene, de har gjort et sympatisk bekendtskab. Det er 475 flere end dem, der på forhånd vidste, hvem han var. Presse

Hasse Ferrold

14. maj 2010

Det er godt nok underligt. En schweizisk-amerikansk altsaxofonist, som kun en håndfuld danskere nogensinde har hørt om, ville på en tirsdag i maj højst kunne trække et publikum på 35 mennesker til Copenhagen Jazzhouse. Præsenterer man ham derimod i det nyligt genåbnede Montmartre, kalder hans seks aftener for mindekoncerter for Stan Getz og lader auraen fra gen-åbningen skinne lidt over begivenheden, kan selvsamme altsaxofonist dér præstere seks fulde huse.

Dét vel at mærke med et publikum, som ikke er vant til at gå til jazzkoncert i den indre by midt i ugen. Ingen af de 35, der ville komme i Jazzhouse, var til stede på George Roberts åbningsaften i Montmartre tirsdag. Det var derimod et publikum, som ikke bestod den lakmusprøve, der i den klassiske musik går ud på, om de giver efter for fristelsen til at klappe mellem satserne. I jazzen noterer man sig, om de klapper efter trommeslagerens første otte takter i et chasekor og igen efter de næste otte og de næste og ... til de bliver trætte - så connaisseurs stille kan tænke: Herregud!

Men her er ikke brug for nedladende tanker eller ytringer. Her kan man blot med glæde slå fast, at det genåbnede Montmartre udvider det københavnske publikum til jazz, og - som saxofonisten Anders Gaardmand sagde det rammende under en improviseret tale, da Copenhagen Jazz Festival forleden præsenterede sit program: »Hvis bare én af dem bliver ramt af musikken lige mellem øjnene, så har vi gjort en god gerning.«

Der var helt sikkert nogen, der blev ramt mellem øjnene i tirsdags og følgende dage i Montmartre, for George Robert leverede 'moderat moderne jazz' af karsken bælg og var høflig nok til at spille et par af dé standards, som også Stan Getz i sin tid spillede. En vis Per Arnoldi, der skulle have indledt seancen ved mellem de italienske retter og musikken at fortælle om Stan Getz, udeblev imidlertid.

Getz på plakaten

Det gjorde nu ikke noget. Det var kun på plakaten, det handlede kun om Stan Getz - ikke på scenen, hvor Robert med bedre held kunne have hævdet, at han spillede til ære for Phil Woods eller Cannonball Adderley, for han var tættere på disse to instrumentkollegers blodrige formuleringer og let hidsige frasering end tenoren Getz' ofte både majestætiske, hudløse og spartanske spil.

Roberts tone på alten er lidt slankere og mere nuancerig end de to nævnte herrers, og på den måde kunne han med meget god vilje give os mindelser om Getz' berømte lyse og gennemsigtige, men ellers spillede Robert sit eget glimrende mainstream/hardbop-spil med lange logiske fraser uden for mange licks, og han gav god plads til sine tre danske medspillende, som alle lyste op: Ole Kock Hansen med fantasirigdom og stringens i de mange kendte standards, der måtte holde for, Mads Vinding med suverænt virtuoseri og Alex Riel, der tappert fandt sig i for lidt for mange tempi i medium eller derunder men revancherede sig i en række chasekor, for hvilke samtlige han altså blev hyldet ...

Stan Getz gik tidligt hjem denne aften, men når gæstespillet er slut, vil ca. 500 danskere have hørt George Robert og mene, de har gjort et sympatisk bekendtskab. Det er 475 flere end dem, der på forhånd vidste, hvem han var.

Jazzhus Montmartre tirsdag: George Robert Kvartet. Kan også høres fredag-søndag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sonja Bautz

Der er altid en tone mere der skal spilles......

Hør den inden den næste !

PS

Glæder mig til at Peter H. Larsen fatter pennen og skribler lidt om Fredrik Lundins - som han selv siger - første standardjob i MANGE år den 20.