Læsetid: 5 min.

Tennisspilleren, der 'hadede' tennis

Andre Agassis selvbiografi er en effektiv, men også voldsomt iscenesat fortælling om, hvordan en lille dreng mod sin vilje blev en af verdens bedste tennisspillere og skulle lære at elske sin skæbne
Agassi. 'Open' fortæller historien om Agassis søgen efter at finde en plads i en skæbne, han ikke føler, at han selv har valgt.

Agassi. 'Open' fortæller historien om Agassis søgen efter at finde en plads i en skæbne, han ikke føler, at han selv har valgt.

Kevin Lamarque

21. maj 2010

Andre Agassi kunne returnere. En af tennishistoriens bedste returneringspillere, siger man. Hans returneringer kan bedst beskrives som en lussing, man aldrig så komme, fordi tilbagesvinget i hånden er umærkeligt lille. Han kommer dig i forkøbet, angriber, når du tror, at du er den angribende - og du måske endda står og nyder swunget i den lussing, du lige har givet ham. Fuck dig, sagde hans returnering. The Punisher blev da også hans tilnavn.

Der er masser af andre steder, man kan starte med Andre Agassi. En skæv og spraglet karakter i en hvid tennisverden, hvor et diskret logo på det hvide bryst var tennisverdenens svar på modemæssigt vovemod; her stillede Agassi i starten af sin karriere op på verdens største tennisarenaer i et par oprørske cowboyshorts sponsoreret af Nike, øreringe og eyeliner, pandebånd og svenskerhår. Der var hans små hektiske skridt rundt på banen, der mimede hans punisher-returnerings hurtighed, hans senere legendelignende status, der ikke kun skyldes hans sejre - Agassi har vundet otte Grand Slam-titler og har som den eneste singlespiller ud over sin kone, Steffi Graf, vundet en Career Golden Slam, det vil sige alle fire Grand Slam-titler samt en olympisk guldmedalje - men også arten af hans spil.

Hader tennis

I selvbiografien Open, som udkommer på dansk i dag, fortæller Agassi, hvordan han egentlig har det med tennis: »At spille tennis er mit levebrød, selv om jeg hader tennis, hader det med en mørk og hemmelig lidenskab og altid har gjort det.«

Bogen har allerede skabt medierøre grundet fortællingen om Agassis iltre far, der i baghaven til huset i ørkenen uden for Las Vegas opfører en tennisbane, så den lille Andre på fars foranledning kan blive blandt verdens bedste tennisspillere. Faren laver en maskine, Dragen, kalder Andre den, der skyder bolde ud mod den syvårige dreng med en hastighed af 175 kilometer i timen. Faren indstiller Dragen, så boldene springer ekstra højt op, og her lærer Andre at tage boldene tidligt i opspringet. Nogen nydelse er det ikke for Andre, men han stopper ikke: »Ikke alene ville min far jagte mig rundt i hele huset med min ketsjer, der er også noget i mig, en dybtliggende, skjult muskel, som ikke lader mig gøre det.« Og så er der afsløringen af, at Agassi undgik en dom for at have indtaget met- amfetamin ved at skyde skylden på en anden.

Men før drama er bogen en fortælling om at finde sig selv. Fortalt i første person og kronologisk, bortset fra det indledende kapitel, der beskriver familielivet med Graf og deres to børn og Agassis sidste sejr i sin karriere. Fra træningsbanen i baghaven sendes Agassi mod sin vilje på et tennisakademi, »en forherliget fangelejr«, og vi følger ham videre igennem hans første turneringer over hans ifølge bogen ikke særligt lykkelige forhold til Brooke Shields, mødet med træneren Brad Gilbert, der får ham til at slippe tanken om at gøre hvert slag perfekt, og frem til hans forløsende møde med Steffi Graf. >

Og hele tiden italesættes hadet til tennis og Agassis søgen efter at finde en plads i en skæbne, han ikke føler, at han selv har valgt. Hans skiftende kostumer på banen er skift i identitet: »De siger, at jeg prøver at gøre mig bemærket. Rent faktisk prøver jeg at gemme mig. De siger, at jeg prøver at forandre spillet. Faktisk prøver jeg at forhindre spillet i at forandre mig ... Inderst inde gør jeg ikke andet end at være mig selv, og da jeg ikke ved hvem det er, er mine forsøg på at finde ud af det uorganiserede og akavede - og selvmodsigende naturligvis.«

Fordel og ulempe

Og det er disse eksistentielle temaer, der både er bogens fordel og ulempe. På den ene side er det dem, der gør bogen værd at læse. Hvert eneste afsnit og anekdote i bogen er nøje udvalgt og har som formål at eksemplificere og pege hen mod disse tematikker. Da Andre klipper resterne af sit hår af, er det et symbol på frihed. Det gør, at man som læser hele tiden drives fremad i fortællingen: Finder han sig selv? Bliver han glad?.

Bogen er skrevet med hjælp fra den Pulitzer-prisvindende forfatter J.R. Moehringer, og det kan mærkes. Her gåes til historiefortælling, som var det kirurgi. Eller madlavning: en knivspids selverkendelse, en skefuld vrede, to deciliter eksistentiel søgen, og så nås den ønskede effekt. Det er amerikansk effektivitet og pletfri udførelse, som en perfekt opstrenget ketsjer, hvis man må være så fri, og et håndværk, man kun kan have ærefrygt til overs for.

På den anden side kommer den eksistentielle tematisering til at virke >kalkuleret. Som en del af den kirurgiske udførelse. Fortællingen er for glat, for perfekt, for stiliseret, for meget et skoleeksempel på how-to-write-a-biography. Og måske lidt for meget en del af et stramt styret pr-apparat. Efter endt læsning sidder man med indtrykket af, at Agassis liv først og fremmest er en fortællemodel. Ung mand tager af sted, udsættes for prøvelser og finder lykken til sidst.'Jeg hader tennis'-tematikken fungerer i lige så høj grad som fortællegreb, som det er en egentlig sandhed. For hader Agassi mon tennis i slutningen af bogen?

Dette harmoniske udtryk forstærkes ved, at Moehringer trækker forsonende, men også tvungne narrative tråde på kryds og tværs af fortællingen. Dragen dukker flere gange op som motiv, og forholdet med både Brooke Shields og Steffi Graf forudsiges. For eksempel læser Agassi som dreng om Brooke Shields i et blad, og hans ven siger, at hende skal han være sammen med. Og da Shields og Agassi skal giftes, har Shields som inspiration til sin workout hængt et billede op på køleskabet af ... Steffi Graf. Alt hænger sammen, alt er skæbne. Moehringer ved godt, at for at vække genklang hos læseren skal Agassis fortælling gøres almen. Og det er jo ikke en urigtig tanke. De fleste vil kunne nikke genkendende til dele af Agassis søgen efter en plads i livet. Men Open ville virke mere sand, hvis fortællingen strittede bare en lille smule.

Går man ind på den stiliserede præmis, er der fine ting i bogen. For eksempel mødet mellem Graf og Agassis fædre, der kommer i slagsmål med hinanden, og Agassis beskrivelse af mødet med Steffi Graf. Det lykkes ham at få lidt træningstid med hende, og beskrivelsen af spillet mellem de to er mærkeligt småfrækt, et regulært forspil. Og endelig Agassis beskrivelse af tennis som først og fremmet et mentalt spil. Han fortæller, hvordan han kan aflæse Boris Beckers retning på serven ved at se, i hvilken retning hans tunge peger, lige inden han slår til bolden. Og det er det, man først og fremmest kan læse Open som. En god og godt fabrikeret fortælling.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu