Læsetid: 3 min.

Det uafgjortes forbandelse

Birgithe Kosovic overbeviser med renfærdig roman om svig og skam i Jugoslavien
7. maj 2010

Indimellem er det nu godt, at man som anmelder aldrig kan tillade sig at kyle en bog fra sig i irritation. For skønt dette i særlig triste tilfælde kan betyde time- og daglange pinsler, medfører det også, at bøger, der begynder kedeligt, alligevel får en chance og kan vise, at de fortjener den. Som Det dobbelte land af Birgithe Kosovic, forfatteren, som sidst i 1990erne så ambitiøst forsøgte sig i Karen Blixens stil med Legenden om Villa Valmarana og Om natten i Jerusalem.

Få sider inde i den nye bog måtte jeg tage en beslutning. Enten affinde mig med den overudførligt udpenslende, pædagogisk forklarende stil eller også pansre mig inde i mit krav om noget mere eksperimentelt og knap så traditionelt. Jeg valgte at give mig fortællingen i vold, og jeg blev ikke skuffet.

Konstruktionen er nu ellers så velkendt, som næsten tænkes kan: Ensom Ældre Mand Ser Tilbage og gør status over sit liv. Men modellen får sin berettigelse ved, at denne hovedperson dels har et nok så indviklet regnestykke at gennemgå, dels genkalder sig mere end sit eget liv. Eller rettere, trådene i hans liv er flettet sammen med hans lands, Jugoslaviens, historie.

Som søn af en stor partisan bliver Milovan som ung vakt kommunist og bekender sig til ideen om et sted, en ny stat, uden undertrykkelse eller udelukkelse. Med dette ideal bliver han del af partiapparatet og højtstående funktionær i Dubrovnik. Karrieren slås itu den dag, da to medlemmer af den illegale kroatiske uafhængighedsbevægelse viser sig på hans kontor og vil tvinge ham til at støtte kroaternes sag. Milovan nægter, og er straks derefter degraderet til en ubetydelig post direktør for restaurationsforeningen!

Er det ved denne lejlighed, at han mister sin følsomhed, sin uskyld? Nej, for det skete helt tilbage i partisankrigens år, da hans far slog hans søster ihjel, da hun kom, gravid, til sit hjem. Og det skete glidende, år for år, hver gang tilværelsen smadrede ham med sine krav om enkelhed, om entydighed i valgene og brutalitet i fravalgene.

Svig og svigt

På det private plan viser hans ufølsomhed og kynisme sig mest fatalt, da han bedrager sin kone med sin bedste vens unge ægtefælle, tilmed i den periode, hvor vennen bliver alvorligt syg. Her indfinder sig hans dobbeltbevidsthed, han bliver en spøgelsesmand, som hustruen meget rigtigt siger. Og selv om hun tager manden til nåde, bliver intet i deres liv det samme igen. »Og alligevel, så fortsætter alt. Det strømmer og bliver ved med at strømme; og der findes en uafgjorthed, som oversvømmer og drukner selv de allerstørste ting i livet:«

Denne og andre trist resignerede konklusioner indfinder sig mange år efter romanens centrale begivenheder, nærmere bestemt i begyndelsen af 1990erne, da borgerkrigen eskalerer, og Dubrovnik bombes. Da trækker Milovan sig tilbage til familiens sted i en fjern landsby i Herzegovina, på flugt for folk fra hans fortid, der vil ham personligt til livs.

Tiden alene går med at kigge sørgmodigt ud over landskabet, flytte møjsommeligt på en, som bogen skrider frem, lige lovlig tung, symbolsk Sisyfos-sten og så ellers tænke tilbage på kompromiserne i hovedpersonens liv, på manden inde i manden, en dobbelt mand, der skildres lige så dobbelt som det land, hvis komplekse historie han bærer.

Trøstesløs, men klar

På nutidsplan spænder bogen fra den dag, han får et brev, der fortæller, at hans kone er død og vil blive begravet i overmorgen kl. 16.00, og til nogle dage senere, hvor det er blevet for sent. En epilog konstaterer, at det såmænd havde været lige meget, om han var kommet. Hans skyldfølelse holder alligevel aldrig op. »Straffen kommer ikke, og tilgivelse kan han ikke bede om. Intet bliver nogensinde afgjort.«

Hvor trøstesløst dette end kan lyde, er der mærkværdigt nok en forløsning i at se det på tryk. Det skyldes, at Birgithe Kosovic får fortalt sin historie, som tilmed er hendes families historie, med stor indsigt og indlevelse. En roman behøver ikke være munter eller vilter for at være god; det er nogle gange nok, hvis den er renfærdig, alvorlig og klar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu