Læsetid: 4 min.

Uddybet indsigt

Essayets rige spændvidde demonstreres i fine nye bøger fra Ulrich Horst Petersen og Klaus Rothstein
28. maj 2010

Med et mellemrum på en dag udsendte Tiderne Skifter for en lille måned siden to fine essaysamlinger, der flot demonstrerer spændvidden og elasticiteten i genren. Begge er de skrevet af erfarne kommentatorer, og begge er de politisk og moralsk aktuelle, med noget på både hjerte og hjerne. Men hvor den ene, Ulrich Horst Petersen, rendyrker et kort format, hvor en tanke sættes på spidsen, foretrækker den anden, Klaus Rothstein, en længere, mere analytisk form med plads til både baggrundsviden og små ekskurser, ja, han driver endda sin grundighed så vidt, at han i et fyldigt PS på mere end 30 sider hidsætter noter, som dels fører bogens stykker up to date, dels uddyber hans indsigter. Og mens den ældste, Horst Petersen, helst bevæger sig i det danske og kigger tilbage på eget liv, færdes den yngste, Rothstein, hjemmevant i det meste af Europa, hvor han iagttager og ræsonnerer.

Om Ulrich Horst Petersens 69 korte og ultrakorte stykker kan man ikke sige, at de er båret af nogen større fælles ide. Og dog. Han skriver om sin opvækst og skolegang og sin vej til boglig dannelse, han ironiserer lettere hovedrystende over tidens dyrkelse af
bestsellere, og han kommenterer det politiske liv, som i dag nok er konsensuspræget i hidtil uset grad, men alligevel kendetegnet ved splittelse, fordi partierne skal profilere sig på mediernes præmisser og mister, hvad der engang var selve begrundelsen for, at de opstod: »deres evne til at løse væsentlige fælles problemer«.

Snørebånd og gåtur

Under hans kritik ligger en spørgende skepsis, muligvis grundlagt i barndommen, når lille Ulrich gik tur med de voksne, og hans snørebånd altid gik op. »I forvejen brød jeg mig ikke om at gå tur, fordi vi skulle et sted hen og jeg foretrak at blive, hvor jeg var, dér kunne jeg lege, om ikke andet med mig selv, og jeg vidste, hvor jeg var, jeg var et sted og ikke på vej et andet sted hen, det vil sige ingen steder henne.«

At snørebåndet hver gang gik op, gjorde kun pinslerne værre. De voksne gad (naturligvis) ikke vente. Og dér stod eller sad så drengen og bandt ...

Udrustet med så stor en modvilje mod overhovedet at flytte sig kunne man nemt blive reaktionær. Men det er Ulrich Horst Petersen langtfra, tværtimod lægger han i et klogt essay afstand til Dansk Folkeparti, som han kalder konservativt revolutionært og etisk set sætter på plads, når han påpeger, hvorledes partiet på én gang vil være regering og opposition, i og med at det kritiserer (fortrinsvis konservative) ministre for manglerne i disses embedsførelse, men ikke vil være med til at fælde dem med et parlamentarisk mistillidsvotum, fordi partiet da udmærket ved, at det får større magt ved at lade dem blive siddende på dets nåde og unåde.

Undskyldning i tidsånd

Også Klaus Rothstein ofrer opmærksomhed på Dansk Folkeparti, overraskende nok i form af en reflekteret undskyldning. Baggrunden er det forsøg på ildspåsættelse foran Islamisk Kulturcenter i Utterslev, som for nogle år siden fik forfatteren til at skrive en kommentar, hvor han opfordrede DF til at tage massivt afstand fra de racistiske bøller.

Hans ræsonnement var det simple, at ildspåsætterne nødvendigvis måtte være »tættere knyttet til DF, end til noget andet parti«. Gerningsmanden viste sig at være en psykisk syg flygtning fra Iran. Altså undskylder Klaus Rothstein helt i tidens ånd, og indsætter sågar undskyldningen i et fornemt internationalt selskab, der også omfatter paven og den tyske præsident. Så var det altså heller ikke værre, og ophavsmanden til kommentatorens fæle fejltagelse var faktisk selveste Per Larsen, som imidlertid ikke bagefter blev anklaget for at have udøvet magtmisbrug, men som i dag tilmed er 'banderådgiver' hos overborgmesteren - en sløjfe på sagen, som Rothstein selvfølgelig får med i sin note.

Linjen og punktet

Andre 'sager' i bogen handler om illegale indvandrere i Italien, catalansk separatisme personificeret i fodboldspilleren Oleguer fra FC Barcelona, islamisk terror i England, multikulturalisme i Norge, nationalisme i Sverige, øllebrødsbarmhjertigheden over for isbjørnen Knut samt, som titlen skal signalere: international overvågning og frygt. På det sidstnævnte tema får Rothstein formuleret indsigter om tiden: »Det, vi ikke troede ville ske i går, er lovgivning i morgen. (...) Systemer, der én gang er indført, vil ikke blive afviklet igen.«

Til gengæld vil for eksempel de gennemlysningsapparater, der viser alt, hvad vi bærer på kroppen, selv en ståltråd i storetåen eller den skrue, vi måske har løs, vise deres eksistensberettigelse og legitimitet gennem overvågning af de små fisk. Og før vi får set os om, har vi givet vores frihed i bytte for en delvis illusorisk sikkerhed.

Af betragtninger som disse er der mange endnu i Rothsteins bog, der bruger essayet til at udvikle, at forlænge en tanke og bygge den sammen med fakta til den journalistiske variant af essayet som genre. Heroverfor står hos Horst Petersen en mere punktuel og poetisk, tillige mere personlig form, hvor tanken søges fortættet, og bevægelsen sker i intellektuelle spring eller koblinger mellem dengang og nu. Jeg ville hverken undvære den ene eller den anden af disse udmærkede bøger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu