Dennis Gade Kofods forrige romaner har flirtet med en art bornholmsk magisk realisme, der har været anelser af klippeøen som besjælet urkraft, beboet af døde ånder og sære, skjulte væsener. Man kunne derfor tro, at hans nye bog Superhelte i det hele taget var en opdatering af myterne: kappeklædte øboere, superskurke fra København, opgør i skjulte grotter et sted under Hammershus.
Ramasjang og genreskred og den slags, kort sagt, men sådan er bogen ikke. I stedet får man et lille, nærmest stilfærdigt studie i depressionen set indefra. Per er skolelærer og tegneserietegner. Han er gift med Henriette, de har en lille pige, Line, de bor i Rønne. Per glider ind og ud af depressioner. Superhelte i det hele taget følger ham en enkelt, ret almindelig hverdag, hvor han måske, måske ikke er på vej ned i sygdommens sorte ingenting.
Så afleverer han, sygemeldt, sin datter i vuggestue. Så køber han ind og kører til stranden. Så er han næsten ved at få tæsk af en sur håndværker. Så tænker han frem og tilbage i cirkler og især på, hvordan det er med hans sygdom. Så drømmer han om superhelten Jean Grey fra Xmen, hun skal flyve over øen og være en magtfuld kontrast til hverdagen. Hun skal ekspandere udad, redde verden, ikke lade sig overvælde af den. Som Per gør.
Et råddent bananstykke
Der sker virkelig ikke meget. Til gengæld er Superhelte i det hele taget en virkelig fin, på én gang sitrende direkte og meget nænsom skildring af livet med en depression. Den svælger ikke i sygdommen selv, til gengæld aftegner den det nære liv rundt om den: at have resigneret over for sin psykiater og snyde med pillerne, evnen til at ynke sig selv, angsten og skylden over for de nærmeste. Hvordan det slider på ens forhold.
Det er stærkt, at den tegner sine figurer op uden at ville give læseren svar – hvor syg er Per egentlig? – eller en opskrift på, hvad man skal føle. Faktisk er den forbløffende god til at fastholde det komplekse, uafklarede midt i al sin enkelhed. Henriette er en heltinde, fordi hun bliver hos Per, men hun er også et kontrolmenneske og lidt for optaget af at diagnosticere ham, for eksempel. Det er ikketilatfindeudaf,omdeer ved at resignere sammen eller på vej til at finde hinanden igen.
Noget lignende gælder for bogens skildring af et Bornholm i forfald. I Dennis Gade Kofods tidligere bøger har der været en snert af sentimental romantisering af livet på øen. Denne gang er den et lille stykke af den rådne banan, hverken mere eller mindre, tilfældigt kastet langt ud i Østersøen. Sådan kan hjem-
stavnslitteratur altså også være: helt uden idyl, en nærmest kommunal hverdag blandt let truende kreglere, dårligt byggede huse i langsom, mudret forfald, vuggestuer, førtidspensionister og drankere på torvet.
Udsøgt mådehold
En sidste kvalitet er så sproget. Stilistisk set er Superhelte i det hele taget prunkløs og overordentligt sikkert styret. Prosaen bygges op som en serie af punkter. Hvert nyt afsnit i et kapitel starter gerne med en hovedsætning, hvor Per gør noget: »Per cykler langs havnen«, »Per drikker af sin sodavand«, »Per rejser sig og går over til cyklen«. Så er situationen sat, herfra kan man bevæge sig, hvorhen det skal være. Det giver en cirklende, forbløffende letlæst fremdrift.
Billedsproget er doseret med en udsøgt sans for mådehold. Her et eksempel.
»Per cykler væk fra Kyststien. Børnene fra stranden leger videre bag ham. Han ser på dem over skulderen. Et par af dem er gået ud på badebroen med en pædagog. Så er de ikke så kry. De holder sig tæt ind til den voksne krop. De klamrer sig til hænderne og hænger i ærmerne. De hænger som klynger af Nettoposer på et menneske en lørdag formiddag.« Den sidste sætning er jo ikke slående, fordi det er dybt eller præcist, men fordi dets billedled er så prosaisk og alligevel fuldstændig overraskende. Som en lille knitren i en ellers nedbarberet stil, et lille chok til læseren.
Der var mere tryk på, men mindre styr på virkemidlerne i de forrige bøger. Under alle omstændigheder er Superhelte i det hele taget virkelig vellykket, klart Dennis Gade Kofods bedste bog til dato, værd at læse for enhver, der på den ene eller anden måde er i berøring med depressive mennesker, men bestemt også for alle andre.
