Læsetid: 4 min.

Voksennørden er en cyborg

Olafur Eliassons brag af en udstilling i Berlin devaluerer potentielt oplevelsen med sit pertentlige fokus på sanserne
Olafur Eliassons brag af en udstilling i Berlin devaluerer potentielt oplevelsen med sit pertentlige fokus på sanserne
27. maj 2010

Bedømmelse: 6/6

Innen Stadt Außen, indre by udenfor, eller blot indenfor i stedet for udenfor, giver god jysk robust mening allerede i de første to rum, hvor fliserne fra fortovet udenfor fortsætter. Det ser ikke helt vildt ud, man har vel hørt om minimalisterne, men i lige så høj grad som Olafur Eliasson gerne vil have os til at betragte os selv, imens vi oplever noget velkendt, der pludselig er så ophøjet, at vi knap nok tør gå på det, er det nok også en løftestang fra ham. Behold bare den flade hat på. Jeg er faktisk folkelig, jeg laver kunst til dig, og dig, og dig. Hvilket igen understreges af omfattende offentlige grene af Innen Stadt Außen lige fra drivtømmer og cykler med spejle som egere i Berlins gader - til en skulptur på en ø udenfor byen.

Klinisk og sterilt

Det næste, man møder, er en spejlvæg og diverse rum, hvor ens skygge blæses op i størrelse og i forskellige farver på væggene. I andre rum er der arrangeret spejle og illusioner - alt sammen for at få os til at opleve vores sanser for at blive klar over, hvordan vi gør, når vi oplever. Det er Voksen Nørd på Ramasjang - klinisk, sterilt, uden humor og med en bitter bagkant. Det handler om, at vi alle forstår tingene forskelligt, der findes ikke noget 'vi', kun et du eller jeg. Hvad Houllebecq har gjort for kærlighed, har Olafur gjort for oplevelsen. Hvor den franske forfatter har ødelagt illusionerne ved at isolere sex, har Olafur gjort det ved at skille sanserne fra resten af os. Det virker måske på flyskræk at kende enhver lyd i maskinen, men et klinisk forhold til nydelse eller til sanser har aldrig hjulpet nogen til at blive bedre som mennesker. Hverken i deres forhold til næsten eller sig selv.

Blottet for mennesker

Formlen går igen og igen i de mange store rum i Martin Gropius Baus stueetage. I Mikroskop, en enorm og evig spejlkonstruktion, ser vi himlen over Berlin omkring os og et andet sted indhylles vi af tåge i forskellige farver og mærker os selv bevæge os som væske frem for krop. Igen handler det om vores indre, men aldrig som i følelser, altid kun som i evner. Værkerne er blottet for menneskelig tilstedeværelse, de er så formelle og rene i snittet, så fysikbogsudførte og så konsekvente, at det understreger et kynisk menneskesyn, hvor vi i virkeligheden er maskiner eller kunstig intelligens i cyberspace.

Fortid som 'breakdancer'

Kun ét sted går det galt - i to lysekroner, der med deres kiksede gullige farver og pussenussede detaljer minder om kitsch, eller i bedste fald pynt, hvilket næsten kun kan være med vilje, et trick af Olafur, der ligesom scenerne med hans børn i dokumentaren om ham på DR2 forleden, skal få os til at se på ham som et menneske.

Det lykkes heller ikke på Innen Stadt Außen. Men skønheden og en vel gennemført fastholdelse af et teknisk brand kan ingen tage fra ham. Det er svært fascinerende at sanse isolerede fænomener og leder naturligvis straks tankerne hen mod, hvad der sker, når noget formelt bliver formaliseret og kogt ind og formaliseret igen og igen og igen. Olafur giver intet af sig selv. Hans egen person er reduceret til ingenting. Vi ser intet gennem hans øjne, kun gennem naturfysikerens og vores egne øjne. Det burde ikke give os et kick. Men det gør det. Måske fordi der opstår et punkt et andet sted, på den anden side af det formelle - måske ligefrem et nulpunkt, hvor der opstår nyt liv, hvilket både kan forklare den Gud-agtige kunst, Olafurs forfejlede selviscenesættelse i førnævnte dokumentar og hans fortid som breakdancer.

En luftig taber

Tal R ligner sin kunst. Henrik Olesen ligner sin kunst. Kristian Hornsleth ligner sin kunst. Olafur ligner sin kunst til helt uhyggelig grad, men hans fortid som breakdancer vil altid stå som en gåde, fordi det rokker afgørende ved billedet af en kontrolfreak, der aldrig har grinet. Men måske var det den anden vej rundt. Måske var det slet ikke Olafur, der dansede, men blot en cyborg, der bevægede sig.

Det sidste værk, der skal fremhæves, er et 10 minutter langt videoværk, hvor Olafur har monteret et spejl på siden af en varevogn, som så efterfølgende er blevet filmet på sin tur gennem Berlin. Det lyder fjollet og hænger egentlig heller ikke sammen med Olafurs øvrige praksis, da en spejling bliver statisk og altså ikke kun eksisterer som et virtuelt rum, når den bliver filmet, hvorfor det pludselig er Olafurs sansning vi skal belemres med. Til gengæld virker det dragende, og selv om det helt sikkert også strider mod kunstnerens ædle og maskinelle hensigter, så virker værket paradoksalt nok som god gammeldags kunst, hvor andre stiller spørgsmål ved ens eksistens i byen. Hvem spejler hvad osv. Er dit liv baseret på noget ikke-eksisterende? Er du i virkeligheden en luftig taber? Og den dag den erkendelse når ud, er vi alle færdige, og individualiseringen er total.

Innen Stadt Außen på Martin-Gropius-Bau, Niederkirchnerstraße 7, Berlin til den 9. august

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Husker den scene hvor Olafur sidder på en bænk sammen med sin søn, på Hudson River Bank (vist nok) og vil have sønnen til at se på et af de fire vandfaldstårne han med møje og besvær har fået bygget og sønnen er bare ikke interesseret, fordi han er et barn og har helt andre prioriteter, som nu at hoppe. Var Olafur en lille smule skuffet? I så fald er han en rigtig nørd. En anden sjov ting var den måde Olafur er halvdårlig til engelsk og kommer til at sige pudsige ting, som det der med at nogle værker ender op med "essentially" ikke at blive til noget, når han sikkert i virkeligheden mener "eventually". Men sådan er det med superstjerner, de viser sig altid også at være helt almindelige mennesker og det er måske meget godt.

Åse Lindau

Hvor er jeg dog træt af Michael Jeppesent ord- og meningssvadaer og i dag er de, for mig at læse, da totalt uforståelige.

MP bruger en masse negativt ladede ord og konklusioner om Olafur Eliassons udstilling i Berlin, men mener dem åbenbart positivt, i hvert fald hvis jeg læser omtalen af anmeldelsen på forsiden af avisen rigtigt "Michael Jeppesen er begejstret......"

Men hvordan kan han være begejstret for noget, og så vælge at bruge negativt ladede ord som "Klinisk og sterilt" og argumentere: "Olufur har gjort det ved at skille sanserne fra resten af os. Det virker måske på flyskræk at kende enhver lyd i maskinen, men et klinisk forhold til nydelse har aldrig hjulpet nogen til at blive bedre som mennesker. Hverken i forhold til næsten eller sig selv"
For det første er det en totalt uforståeligt betragtning og efterlader mig med en oplevelse af noget, der ikke er godt pga. ordvalget "aldrig hjulpet" og "hverken ...eller ..."
Og "værkerne er blottet for menneskelig tilstedeværelse" ,"kynisk menneskesyn".

I følge min opfattelse, kan det da være et positivt træk, at man udvikler sig fra noget til noget andet, men ikke for MP " ... men hans fortid som breakdancer vil altid stå som en gåde, fordi det rokker aførende ved billedet at en kontrolfreak, der aldrig har grinet."

Jeg må sige, at for mig er det en gåde at Information beholder en anmelder, der ikke kan anmelde, men leger ord- og meningsekvilibrist på læsernes bekostning.

Jeg kommer til at tænke på Kejserens nye klæder,
efter at have kæmpet mig igennen "anmeldelsen"