Læsetid: 3 min.

Ballerinaer og åndelige sixpacks

Barfodsdanserinden, edderkoppekvinden og indianerhøvdingene gjorde mest indtryk ved Den Kgl. Ballets nye premieremaraton med ti balletter på et døgn
Barfodsdanserinden, edderkoppekvinden og indianerhøvdingene gjorde mest indtryk ved Den Kgl. Ballets nye premieremaraton med ti balletter på et døgn
2. juni 2010

Den Kgl. Ballet danser til perfektion i øjeblikket. Hver en vrist er drejet udad mod det optimale. Men repertoiret er ikke i harmoni. Kompagniet har lige præsteret sæsonens allerstørste satsning med ti premierer inden for et døgn: Fem kvindeballetter og fem mandeballetter fra Bournonville til Brandstrup under titlen Ballerina M/K. Alligevel får denne ekstreme begivenhed bare lov til at fuse ud med tomme sæder på Operaen. Dels fordi premieredagene var torsdag og fredag lige inden pinse - altså i maj, hvor kun revyer sælger billetter. Og dels fordi Det Kgl. Teater unødvendigt konkurrerede med sig selv ved at holde premiere på De Tre Musketerer ude i Dyrehaven pinselørdag, altså dagen efter.

Seks timer og ti værker senere føltes øjnene, som om de havde været på festival. På kvindesiden imponerede især Maria Bernholdt med en vild og kantet fortolkning af Ashtons hyldest til Isadora Duncan fra 1976. Bernholdt kastede kroppen rundt i frihedslængsel og pathos, mens det skæbnesvangre tørklæde blafrede mellem hendes hænder. Glem alt om forsagte balletpiger; Bernholdt gav dansen vrede.

Balanchines Serenade fra 1934 var anderledes kølig. Korrekt og trimmet, men ikke med den varme, som Den Kgl. Ballet ellers plejer at give netop dette værk. Ronald Bates' lysdesign gjorde nærmest balletten sølvgrå og ikke himmelblå. Og der var ikke mange smil hos de altsatsende springkvinder.

Mændene blev ædt

Lokkesmil og hævntørst var der til gengæld i Robbins' gamle hævndans The Cage fra 1951, hvor edderkoppekvinderne lokker hannerne til at parre sig med dem - hvorefter de æder dem. Her var Jean-Lucien Massot nærmest chokerende maskulin og bredskuldret over for Jodie Thomas' Lolita-edderkop. Og dog var det hende, der vandt kampen...

Hannerne var til gengæld i overtal i Danseur Noble-programmet, der frisk blev indledt med Bournonville Variationer i lækkert udvalg. Nikolaj Hübbe og Thomas Lund havde her samlet nogle af Bournonvilles hundesvære piruetter og drilske balancer i en tilsyneladende enkel collage, der dog hele tiden fik danserne til at vakle en smule; selv kometen Alban Lendorf, der senere samme aften velfortjent blev udnævnt til solist.

Nørderne var salige

Men det var José Limons indianerdans The Unsung fra 1970, der blev aftenens store overraskelse. Til præriestilhed og frynsestamp udførte otte mandsdansere et overrumplede ritual af cirkeldanse og solodanse - til kamp mod naturen og mod dem selv. Amerikaneren Stephen Pier, der er en savnet solodanser fra Den Kgl. Ballet i 1990'erne, var taget fra New York for at iscenesætte balletten, og han havde vitterlig fået testosteronen og følelserne frem hos danserne. For det almindelige publikum virkede balletten måske en kende indspist, men balletnørderne var salige. Hvilken åndelig sixpack!

Spejlingen blev trist

Både kvindeaftenen og mandeaftenen kulminerede i en ny kreation af Kim Brandstrup til ny musik af Kim Helweg - to spændende og drilske partiturer med beroligende xylofonlyde hen over imponerende tangent-udtræk af klaver og orgel og cembalo. Og begge balletter foregik i en træningssal, der var skåret over af et spejl ind til en diagonalverden af sitrende videoprojektioner og upålidelige spejlbilleder.

Så langt, så smukt med Eidolon. Men så skulle danserne indtage rummet, og her gik det galt. I kvindeversionen stod Alba Nadals skønne brunette i rødt, retrokikset tøj en evighed foran en barre, inden der dukkede nogle kvindepar op i spejlverdenen - og inden Nehemiah Kish endelig satte machospænding til hende. Og i mandeversionen var det Alban Lendorf i blåt retro, der måtte forsøge sig med lange blikke, inden Alba Nadal endelig viste sig i spejlet.

Kim Brandstrups bevægelser er så smukke. Hans linjer er så bløde. Og han ser en masse detaljer i sine dansere, som andre ikke får øje på: en knyttet hånd, en kradsende fod, en arm bag ryggen. Men denne gang havde hans koreografi svært ved at samle sig til et plot, der gav dramaturgisk spændstighed. Måske har de to balletters spejling forledt ham til at tro, at fortællingen opstod af sig selv. Men det gjorde den ikke.

Billetsalget sker heller ikke af sig selv. Slet ikke, når maratonen kun danses seks gange inden for to uger. Kun Serenade dukker op igen - til oktober på den mere intime Gamle Scene. Forhåbentlig både med perfektion og smil.

Ballerina M/K: Serenade af George Balanchine. The Cage af Jerome Robbins. Den døende Svane af Mikhail Fokun. Five Brahms Waltzes in the Manner of Isadora Duncan. Eidolon Q af Kim Brandstrup.

Danseur Noble M/K: Bournonville-variationer, arr. Nikolaj Hübbe og Thomas Lund. The Unsung af José Limon. Les Gentilhommes af Peter Martins. A Suite of Dances af Jerome Robbins. Eidolon M af Kim Brandstrup.

Den Kgl. Ballet på Operaen til 5. juni.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu