I 2019 har en slags pest forvandlet de fleste mennesker til vampyrer. Det blod, vampyrerne tapper fra mennesker og lever af, er en mangelvare, og samfundet er ved at gå i opløsning.
Videnskabsmanden Edward Dalton (Ethan Hawke), der ikke selv drikker menneskeblod - han prøver at holde fast i sin menneskelighed - arbejder på at skabe en erstatning, inden det bliver for sent.
Vampyrmytologi
Men da han får kontakt med en flok mennesker, der lever i skjul, og som måske har fundet en kur, der gør erstatningsblodet overflødigt, kommer han på tværs af sin magtfulde chef Charles Bromleys (Sam Neill) skumle planer.
Daybreakers, der er skrevet og instrueret af brødrene Peter og Michael Spierig, har en interessant præmis og vender på sin vis hele den traditionelle vampyrmytologi på hovedet, mens den fortæller om, hvad der gør os til mennesker, og hvordan et samfund reagerer, når det kommer under pres.
Filmen er for det meste både spændende, velspillet og flot iscenesat, men desværre rummer den en slutning, som paradoksalt nok er både et antiklimaks og alt for meget.