Læsetid: 3 min.

Børn kan være så grusomme ...

... og er det afgjort også i ungdomsfilmen 'Min bedste fjende', der dog strander i et sært grænseland mellem realisme og kulørt overdrev
... og er det afgjort også i ungdomsfilmen 'Min bedste fjende', der dog strander i et sært grænseland mellem realisme og kulørt overdrev
3. juni 2010

12-årige Alf går til ballet, og småtykke Toke interesserer sig for insekter. Det gør dem nærmest selvskrevne til en stadig strøm af spydige bemærkninger fra deres klasse'-kammeraters' side. Dér stopper chikanen desværre ikke, og da Alf udsættes for et voldeligt overfald, får han nok.

Sammen med Toke begynder han at brygge på hævnplaner. De viser sig at virke og endda også virke lidt for godt.

Da magtbalancen er vendt, truer drengens nyfundne status nemlig med at stige dem til hovedet. Samtidig viser Tilde - der er klassens kvindelige prügelknabe, fordi hun har haft den frækhed at få bøjle på sine tænder - interesse for Alf, hvilket ikke huer Toke.

Dr. Wertham spøger

Min bedste fjendeer baseret på Thorstein Thomsens tre år gamle roman Nørdernes forvandling, men man aner også inspiration fra klassikerne Fluernes herreog Bølgensamt den belgiske film Ben Xmed et strejf af Billy Ellioti form af Alfs balletinteresse.

Sidst vi hørte fra Oliver Ussing i spillefilmsammen-hæng, var det med den romantiske komedie Regel nr. 1(2003). Denne gang er reglerne skiftet ud med en række radikalt identitetstransformerende bud, som Alf og Toke følger for at stive sig af og slippe ud af deres offerroller.

En af filmens svagheder er, at den hviler på en idé, som fremstår både forældet og forsimplet. Når man i en tidlig scene ser Alf (der ikke giver indtryk af at være en svagt begavet dreng) hente hårdtslående inspiration i en blodig mangategneserie, er det svært ikke at mindes psykiateren Fredric Wertham. For 55 år siden skrev han en bog med den sigende titel Seduction of the Innocent, hvori han kædede tegneserielæsning sammen med ungdomskriminalitet.

Ung duo på svær opgave

Alfs tvivlsomme åbenbaring emmer af det, der inden for medieforskning kaldes 'kanyleteorien': Forestillingen om, at et medieprodukt har en markant og direkte effekt på en psykologisk forsvarsløs modtager. Scenen rummer desuden en bombastisk lydside, der synes at sige, at mangategneseriens drabelige indhold ryger rent ind i hans unge, skrøbelige sind.

I de to bærende roller gør Nikolaj Støvring Hansen og Rasmus Lind Rubin det ellers udmærket. Deres fotogene og lavmælt karismatiske ansigter skal imidlertid bære ikke så lidt. Dels må de døje med replikker, der ofte klinger konstrueret som »vi to, vi hører ikke til på bunden«, og især i tredje akt tyr Ussing og hans medmanuskriptforfatter, Søren Grinderslev Hansen, til så store armbevægelser, at plottet bliver kulørt og i glimt også ufrivilligt komisk, og at Tokefiguren ender som en uspiselig karikatur.

Manuskriptet lider også af mangel på mere banal logisk sammenhæng når hele filmens persongalleri overser, at det jo fremgår af en sms-besked, hvornår den er afsendt.

Underhundenes kæledyr

Indtrykket af manglen på en klar kurs forstærkes af en noget kryptisk note fra instruktøren i pressematerialet, hvoraf det dog fremgår, at filmen har intentioner om at afspejle virkeligheden. Af pressematerialet fremgår det desuden, at målet har været at »bryde med alle stereotyper fra fortidens 'mobbefilm ...'«

Fair nok, men Min bedste fjendesynes at forsøge at favne to temmelig forskelligartede dagsordener: At styre udenom tør socialrealisme ved at turde det stiliserede, men samtidig være samfundsmæssigt relevant og debatskabende.

Det lykkes langtfra, skønt Ussing har mere held med den tekniske side af sagen: To af filmens tidlige dramatiske, men endnu mådeholdne scener er effektfuldt skruet sammen, og i navnlig ét tilfælde bruger han fermt uskarphed i baggrunden af billedet som suspenseforstærkende greb.

Desuden er det en god detalje, at mobbeofrene Toke og Tilde giver deres kæledyr navne, der vidner om deres længsel efter en mere magtfuld position. Tokes kanin hedder således Samson, mens Tildes kat lyder navnet Jonesy, ganske ligesom Ellen Ripleys, den seje heltinde fra Alien-filmene.

Men det er en utvivlsomt utilsigtet ironi, at Min bedste fjendeselv ender som lidt af et fjernt og fremmed væsen, der er svær at blive klog på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu