Læsetid: 3 min.

Drama, sex, poesi og rock'n'roll ...

... er nogle af ingredienserne i sagaen om Los Angeles-gruppen The Doors, om hvilken der nu er produceret en yderst sober dokumentarfilm. 'When You're Strange'. Lidt for sober, måske
Tom DiCillos dokumentarfilm 'When You're Strange' om Los Angeles-gruppen The Doors egner sig bedst som en høflig introduktion for den uindviede. Andre kan nøjes med at glæde sig over en velredigeret billedside og en håndfuld af verdens bedste sange.

Tom DiCillos dokumentarfilm 'When You're Strange' om Los Angeles-gruppen The Doors egner sig bedst som en høflig introduktion for den uindviede. Andre kan nøjes med at glæde sig over en velredigeret billedside og en håndfuld af verdens bedste sange.

Micracle film

1. juli 2010

Efter screeningen af Tom DiCillos drømmende dokumentarfilm When You're Strange stod jeg i den bagende sol på Absalonsgade og snakkede med min gamle ven Bo. Han er en af mange på listen over 'vi burde ses noget mere', men det gør vi så altså ikke.

Vi deler - blandt mange andre ting - det svævende begreb, vi kan kalde generationserfaringen; omtrent lige gamle kan vi uden yderligere forklaring spejle vores personlige historie i en række fortidige mere eller mindre skelsættende begivenheder på makroplanet, heriblandt en del, som er fast inventar i nutidens historiebøger.

Og blandt mange forblæste monumenter ikke mindst det, Los Angeles-gruppen The Doors rejste i årene 1967-1971. Vi fik begge blæst knoppen af ved mødet med albums som The Doors og Strange Days (begge 1967) og L.A. Woman (1971), vi gennemgik begge en fase, hvor vi var besatte af forsanger Jim Morrisons sangtekster, digte og korte liv (1943-1971) - og vi oplevede begge det posthumt udsendte spoken word-album An American Prayer som en åbenbaring, da det i 1978 gjorde poesi hipt i cirka fem minutter.

Myten om Morrison

Og gav vi os tid til det, ville vi måske undre os lidt over vores fortsatte fascination af emnet. Over gruppens evne til igen og igen at fange yngre generationers interesse - og de stiger vel næppe alle på vognen, alene fordi de er blevet udsat for Oliver Stones' bombastisk-biografiske spillefilm The Doors (1991), der ikke så meget handler om gruppen som om myten om Jim Morrison, fordrukken rock'n'roll-poet.

Næ, når lysene slukkes, og alle går hjem, er det simpelthen noget med, at musikken holder. I al sin spindelvævsagtige forfinelse bygger den på noget robust og standhaftigt. Nogle helvedes gode sange til en begyndelse, nogen af rockens allerbedste, faktisk. De virker igen og igen. Og bliver ved at trække.

De skaber en artificiel og dog meget virkelig verden, fuld af drømme, syner og mysterier, en egen usikker grund at bevæge sig ud på, som selv efter 40 års samliv drager.

Straight og solidarisk

Af disse grunde og mange andre såmænd giver en sober dokumentarfilm om gruppen rigtig god mening. Og en sådan er When You're Strange såmænd. At den så måske ikke er meget mere end det, kan til gengæld godt undre, rigdommen af forefindende materiale taget i betragtning, men til gengæld fortælles historien lige ud ad landevejen, mens en sand billedstorm raser, og en hulens masse koncertklip giver et vist indblik i, hvad det var gruppen kunne, når den var bedst.

Og hvad den netop ikke kunne, når dens forsanger ragede rundt i en uskøn kæfert og troede, han kunne te sig, akkurat som han havde allermest lyst til. Hvad han som bekendt ikke kunne. To konfrontationer med or-densmagten endte i en domsfældelse, der ikke havde nået appelretten, da Morrison i 1971 under mystiske omstændigheder døde i et badekar i Paris, 27 år gammel.

Ud over ikke tidligere viste optagelser - som faktisk er rigtig fine - er der intet seriøst nyt at finde om hverken The Doors eller deres forsanger Jim Morrison i den halvanden time lange dokumentarfilm. Historien fortælles straight og solidarisk, og der benyttes kun få egentlige interviews med de involverede. I stedet drives dramaet frem af Johnny Depps diskrete speak over. Og dukker der endelig soundbites op, stammer de fra gruppens tid som aktiv, her levnes ingen plads til bagklogskab hos de tre overlevende.

Berømmelsens rutsjetur

Så der startes i sommeren 1965, hvor de fire unge mænd mødes og danner orkesteret, og køres derefter kronologisk frem fra gennembrudssangen »Light My Fire« i 1967 og den tidlige berømmelse til Morrisons hastige og tragiske deroute, der kulminerer med hans død. Mange af klippene viser ham dog til klædelig forandring fra en mere poetisk og afslappet side, hastige blik af en ung, noget genert mand, der uden tøven stiger på berømmelsens rutsjebane.

Man længes dog i sidste ende efter noget mere dybtstikkende end de til døden kendte oplysninger, Depp solidarisk viderebringer, noget, som måske kunne give clues til gruppens kunst og fortsatte greb om publikum, en analyse, der stak dybere end en stribe slidte formuleringer og ditto erkendelser.

Som landet ligger egner When You're Strange sig bedst som en høflig introduktion for den uindviede. Vi andre må nøjes med at glæde os over en velredigeret billedside og en håndfuld af verdens bedste sange.

'When You're Strange'. Instruktør: Tom DiCillo. Amerikansk (Dagmar og Vester Vov Vov i København, Cafébiografen i Odense og BioCity i Århus)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Falstoft

Et aktuelt Doors citat:
What have they done to the earth?
What have they done to our fair sister?
Ravaged and plundered
And ripped her
And bit her
Stuck her with knives
In the side of the dawn
And tied her with fences
And dragged her down