Læsetid: 3 min.

Til de farlige og fantastiske kvinders pris

At den legendariske franske filmskaber François Truffaut var en damernes mand, kan man forvisse sig om via tre nye dvd-udgivelser
Thrillermester. Den franske nybølgeinstruktør, Truffaut, skruer i mesterværket 'Bruden var i sort' langsomt op for den moralske tvetydighed, uden et øjeblik at give køb på filmens elementære underholdnings-værdi.

Thrillermester. Den franske nybølgeinstruktør, Truffaut, skruer i mesterværket 'Bruden var i sort' langsomt op for den moralske tvetydighed, uden et øjeblik at give køb på filmens elementære underholdnings-værdi.

Fra filmen

3. juni 2010

Sagt med titlen på et Morrisseyhit var nybølgeinstruktøren François Truffaut »the first of the gang to die«.

Men han nåede heldigvis at instruere 21 spillefilm, inden han i 1984 bukkede under for en hjernesvulst, kun 52 år gammel.

Ikke kun Truffauts hovedværker, men også de mere upåagtede dele af produktionen har siden fået et liv på dvd. Og som titlerne - Den falske brud, Bruden var i sort og Manden der elskede kvinder - afgjort antyder, er kvinden som så ofte før hos Truffaut i centrum på de tre aktuelle udgivelser. Direkte eller indirekte. Og ofte med døden som følgesvend.

Bedragerisk brevbrud

Den mest interessante af de tre er Den falske brud (1969), som frustrerende nok også er den af dem, man bør sige/skrive mindst om. Det er nemlig den slags film, som lever på sin evne til at overrumple tilskueren, en drilsk og lunefuld fortælling om et kærlighedsforhold ud over det sædvanlige. Eller måske snarere en makaber karikatur af det sædvanlige kærlighedsforhold.

Det hele begynder med en højst uhellig alliance mellem en rig ungkarl (Jean-Paul Belmondo) og en brevbrud med en skjult dagsorden (Catherine Deneuve) og ender et ganske andet sted - i både geografisk og fortælletonemæssig forstand. Og mere kan og vil jeg faktisk ikke afsløre.

Gå i en stor bue udenom Den falske brud, hvis du er typen, der må og skal have nogen at holde med i en film. For filmelskere med appetit på de grå eller ligefrem sorte zoner i den menneskelige psyke skulle der imidlertid være en hel del at hente.

Hævn på mange måder

Kort efter at Truffaut havde lavet sin berømte interviewbog med manden, som franskmændene kalder Alfred 'itchcock, drejede han en hævndramakomedie som hyldest til thrillermesteren.

Filmen bærer den i sandhed sublime titel Bruden var i sort (1968), og plottet er kort og brutalt det, at en kvinde, som har lidt den fæle skæbne at blive enke på sin bryllupsdag, sætter sig for at eliminere sin elskedes banemænd. Én for én. Det betyder dog slet ikke, at der er tale om den slags selvtægtfilm, hvor instruktøren blot beder tilskueren om at heppe på hævneren. Uden et øjeblik at give køb på filmens elementære underholdningsværdi, skruer Truffaut nemlig langsomt op for den moralske tvetydighed.

Vi får således lejlighed til at lære ofrene at kende, før den sortklædte enke slår til, og kan ved selvsyn konstatere, at der ikke ligefrem er tale om dæmoniske typer. Faktisk appellerer flere af dem til tilskuerens medlidenhedsfølelse, hvilket er en af grundene til, at billedet bliver mere og mere broget som filmen skrider frem.

I hovedrollen rammer Jeanne Moreau - som seks år forinden var kvinden i midten i Truffauts berømte trekantsdrama Jules og Jim - en fabelagtig blanding af stoisk sorg og nådesløs målrettethed. Filmens svulstigt-suggestive lydside er naturligvis begået af samme Bernard Herrmann, som satte prikken over i'et på flere af Hitchcocks hovedværker.

Trussetyv i tilbageblik

Det var Charles Denners bundsolide præstation som kvindeglad kunstmaler i netop Bruden var i sort, som gav Truffaut ideen til Manden der elskede kvinder (1977).

Denner spiller her en midaldrende mand, der har en voldsom erotisk besættelse af det kurvede køn, men er ude af stand til at knytte sig til en enkelt af slagsen.

Filmen begynder og ender med hans begravelse, som udelukkende har kvindelige deltagere.

Skønt aldrig direkte kedelig må Manden der elskede kvinder siges at være et af Truffauts mindre vellykkede værker. Den to timer lange film undgår ikke at falde i tomgangsfælden, selv om der i sagens natur er sørget for noget til husarerne undervejs.

På den front gemmer Truffaut - helt i tråd med en af dramaturgiens grundregler - det bedste til sidst. Trods relativt kort tid på skærmen formår skuespillerinden Brigitte Fossey at få hovedpersonens besættelse til at fremstå fuldt forståelig. En mere forførende personificering af den højt besungne sofistikerede franske sexappeal skal man med andre ord lede længe og grundigt efter, men der er samtidig en legesyg ligefremhed over Fosseys udstråling.

Hun spiller i øvrigt en kvindelig forlægger, som beslutter at udgive den uforbedrelige trussetyvs for børn og sarte sjæle uegnede selvbiografi under titlen Manden der elskede kvinder, så som i flere af Truffauts øvrige film er der et metaelement på spil.

Ekstramaterialet inkluderer trailers, trivia, biografier og billedgallerier. Desuden får man et kortere, trykt essay om hver film forfattet af Truffaut-kenderen Christian Braad Thomsen.

Alle tre film er udgivet på dansk dvd af Another World Entertainment

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu