Læsetid 4 min.

Der er håb

Enten træder dansk kunst ind i en ny æra af professionel kunst befriet fra det sædvanlige sociopolitiske pseudopjat, eller også er 2010 bare en usædvanlig stærk årgang
Enten træder dansk kunst ind i en ny æra af professionel kunst befriet fra det sædvanlige sociopolitiske pseudopjat, eller også er 2010 bare en usædvanlig stærk årgang
3. juni 2010

Bedømmelse: 5/6

Tænk sig at lokaler og finanskrise kan betyde så meget. Kunstakademiets afgangsudstilling er på ét år gået fra hygge-loppemarked med grådige gallerister til jernhård-kunsthal med internationalt potentiale.

Hvad der på Gl. Strand, da det hed 'Exit', lidt for ofte mindede om TV 2 Radios leflen for lytterne, har nu på Charlottenborg som 'Afgang' fået Vice-Visionaire- Harpers-selvtillid, uden at det er blevet skatergenerationens se mig og fuck hele verden. De fleste ville snildt kunne hænge i Basel eller på et tysk galleri.

En smule analt

Bullshit-værdien er muligvis i top i et værk som Berit Bastens 'Private Collection or Playing the Piano for Pleasure', der består af tre dekorative udgaver af Simone de Beauvoirs 'Det andet køn' på én væg, et monokromt fotografi af baggrunden i kunstnerens studie på akademiet ved siden af tre fotokopier af Eckersbergs 'Ung pige klæder sig af' fra 1844 på den anden væg og et print af et billede af et orientalskudseende tæppe med en fisk i midten på den sidste.

Men det er så pokkers præcist udført. Ifølge en lille tekst er effekterne noget, kunstneren har fra sin mor, og der er sågar et skilt med en henvisning til en bog om letlæselig filosofi, som moderen købte på udgivelsesåret og angiveligt har slidt næsten ned, men som ikke er der!

Man vil muligvis ikke kunne holde mange minutter ud i Bastens selskab, hun er nok det, man på godt gammeldags dansk kalder anal, tænk sig at have ligget i fosterstilling i så mange år, som det har taget at opbygge så omfattende en fuglerede af kvindefølelser og så eksekvere det i kun otte-ni effekter!

Det er det perfekte værk. Komplekst, uforklarligt, enkelt og smukt.

Allerede i det tilstødende rum går det op for en, at finanskrisen og lokalerne næppe er ene om succesen. Det er 2010, der er en særlig stærk årgang.

Jan S. Hansen kommer nemlig fuldstændig ud af det blå med mystiske masker, mandekultur og dødningehoveder, der spiller fløjte i et glas med rødt sand og et lysbilledeshow af gravsten for kæledyr. Det er 100 værker (!!!) i sit eget univers, der måske snitter det så populære gammel-skater-punker-der-nægter-at-dø-fælden, og de fleste af værkerne ville da også gøre sig godt som tattovering, men de låner kun fra en populær æstetik, de har ikke deponeret deres kritiske potentiale der sammen med det

øvrige Vesterbro.

Intet må betrædes

Man bliver kåd, når man spadserer gennem Afgang 2010, energien er høj, og den sædvanlige hovedpine ved at se på kunst, der tager sig selv dødsensalvorlig, melder sig stort set ikke. Måske fordi eleverne er så forskellige. Måske fordi malerierne er placeret tæt på indgangen, så galleristerne ikke skal gå så langt og derved efterlader alle de bagerste rum som en labyrint af sorte rum med overraskelser.

I Michala Batholdy Clemmensens værk føler man sig i den dæmpede belysning som en prozac-patient, der får adgang til sin egen krydder, alt er kaos, og intet må betrædes, men der er ingen nuller i hjørnerne, og træet, som den halve trappe er lavet af, er helt nyt.

Det' fandme næsten uhyggeligt du!

Dybt originalt

Hypnosekunstneren Lea Porsager er gået helt besærk i sin genvækkelse af den gamle modernist og kunstkritiker Jane Heap, der vendte kunsten ryggen ved mødet med Porsagers guru, mystikeren Gurdjieff.

Porsager er besat af tal og jernstænger og danser selv i filmen, der refererer Gurdjieffs meningsløse bevægelser, og selv om det handler om en gruppe uden leder, er der ingen tvivl om, at Porsager ligger lunt blandt dimittenderne. Det er psykologisk, intenst og dybt originalt.

I en helt anden boldgade finder vi Jette Hye Jin Mortensens tre-kants-installation med seks skærme på en stor væg, der synkront viser en video, hun har fået lavet til en udstilling i Korea, hvor man føler, at man mindst skal bruge et år for helt at greje omfanget af projektet.

Men hun er i hvert fald splittet i forhold til at være adopteret og har lagt sig i professionelle eksterne medie-hænder, der på en meditativ og også lidt House of Daggers-agtig måde har instrueret hende som indflydelsesrig Buddha-bedende pacifist.

Det virker, som om hun kontekstualiserer kontekstualiseringen, som om hun har trådt endnu et skridt tilbage i forhold til de indre besværligheder, der følger med en dobbelt-identitet. (Eller også er det lige omvendt) Men selv om man ikke tager med på den rejse, er den æstetiske del af værket ren Michael Jackson.

I den lettere (?), men ikke mindre kunstneriske afdeling har vi Rasmus Høi Myginds tag beklædt med tagpap og iført tagrender, der fylder en hel væg.

På afstand tror man, det er et helt fladt sort grynet billede, det er virkelig stort, mange meter bredt og højt, og pludselig helt tæt på ser man, hvordan det står ud i rummet. Men det er stadig lidt synd for væggen.

Næste gang må han afmontere den og lægge den ovenpå taget.

Man kunne snildt fortsætte rækken af værker, der fortjener spalteplads, men mon ikke eftertiden sørger for det. Der skulle i hvert fald være basis for, at 2010-årgangen vil blive husket mange år frem.

Afgang 2010 på Kunsthal Charlottenborg, Nyhavn, København til den 15. august

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer