Læsetid: 2 min.

Hæsblæsnede drama om fædre og sønner

Colin Harrison har endelig skrevet en krimi, der er værd at bruge tid på
11. juni 2010

På min reol står tre romaner af Colin Harrison med hver deres bogmærke omtrent midt i. Længere er jeg aldrig nået i en titel af den amerikanske forfatter, der ellers af rigtig mange kompetente stemmer hyldes for sin evne til at skrue spændingsfyldte plots sammen på en bund af levende new yorker-stemning. Det var, så vidt jeg husker, også mit indtryk efter at have læst halvdelen af Harrisons Manhattan Nocturne, Brooklyn Bluesog Havana-rummet. Hvad disse romaner til gengæld mangler er litterære ambitioner, sprudlende sprog og interessante hovedpersoner. Det hele minder lidt for meget om en pæn Hollywood-film med Harrison Ford i hovedrollen.

Af samme grund er jeg ganske tilfreds med Colin Harrisons
Mrs. Corbetts sidste ønske, der netop er udsendt på dansk. Den er 190 sider lang, hvilket i mine øjne er passende for en forfatter, der ikke fortjener mere tid og opmærksomhed, end en tur biografen.

>h4>Føljeton

Historien blev i sin tid bestilt af The New York Times Magazine, der bragte den som føljeton i femten dele. Formatet synes at passe Colin Harrison, der mestrer den effektive cliffhanger og som nævnt ikke skammer sig over sine ukomplicerede og groftskårne figurer.

Fortælleren er forsikringsefterforskeren George Young, der har sendt sin datter af sted på college og lever et godt liv med sin kone, indtil Mrs. Corbett - hvis afdøde mand i sin tid hyrede George til sit firma - beder ham undersøge, hvad hendes søn havde gang i, inden han blev dræbt ved en bilulykke.

Modvilligt går George i gang med efterforskningen, der, som han selv udtrykker det, »ikke blot involverede en mand, der var blevet dræbt af en skraldevogn, og en gådefuld tjekkisk håndmodel, men også en formue, der var gemt i et lagerrum på Manhattan.«

Under det hæsblæsende drama gemmer sig en rørende lille historie om fædre og sønner, der sammen med de amerikanske stemningsbilleder gør
Mrs. Corbetts sidste ønskeværd at bruge en aften på.

Colin Harrison. 'Mrs. Corbetts sidste ønske'. People's Press. 192 sider. 199 kroner. Oversat af Julianne Vammen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu