Læsetid: 5 min.

Hævnen over Wivel er sød, men sen

En række kunstnere, der engang blev overset, er sat i scene efter alle kunsthistoriens tarvelige regler
En række kunstnere, der engang blev overset, er sat i scene efter alle kunsthistoriens tarvelige regler
24. juni 2010

Bedømmelse: 3/6

I Thomas Kluges Profeten ser man den samme mand fire gange. Hver gang skærer han i et løg med en stor kniv. Først ser han spørgende mod himlen. Så koncentrerer han sig om løget. Så ser han afventende mod himlen igen, og til sidst ser han direkte mod beskueren. Han sveder og ser ud til at have kæmpet indædt for en guddommelig forbindelse, imens han symbolsk har skåret i evigheden, som om han har taget den som gidsel for at få opmærksomhed fra noget højere, som om kunstneren er kunstverdenen overlegen, men leger forgæves. Institutionen kaster ikke sin frelsende skær den vej, den ser ikke, hvordan han skærer gennem tiden, og fortvivlet ser han mod beskueren, der naturligvis er fuld af harme over denne uretfærdighed.

Kunstnernes kunstner

Kluge er ikke den eneste, der har hængt sit virke op på et martyrium, det har kvinden bag udstillingen Nuancer af Sort også. Merete Sanderhoff, der for et par år siden skrev bogen Sorte Billeder, har forvirret alt og alle ved at knytte en præmis om oversethed på de otte udvalgte, uden at uddybe, at de forlængst er genopståe; Kluge er kommet så langt, som hans metier tillader, Bigum har stor succes og anerkendelse, både kommercielt og blandt så sarte beskuere som de tyske kritikere, Kvium er et musealt hit herhjemme og på den livsvarige ydelse, Peter Martensen forefindes i en lang række samlinger, Balder Olrik stoppede selv på toppen af karrieren, Odd Ner-drum er et undergrundshit, Ulrik Møller er kuratorguf med Københavns hotteste galleri, og Preben Fjederholt var noget så eksklusivt som kunstnernes kunstner.

Men denne påståede eksklusion fra en finere kunstscene er naturligvis heller ikke Sanderhoffs ærinde, snarere tværtimod, selv om det er en spændende diskussion, for er der overhovedet nogen, der oplever sig selv som inkluderede? Er kunstscenen ikke snarere kendetegnet ved at have agurkens struktur frem for løgets, er etablissementet ikke snarere sideordnet, så alle er inde og alle er ude, er det ikke netop kunstens natur ikke at kunne lade sig favne af noget system, og kan det ikke netop forklare, hvordan en kunstner som Bjørn Nørgaard kan lave kunst, som om han står udenfor etablissementet, selv om han er etablissementet?

Hån og latterliggørelse

Kunstnerne fremstiller objekter og oplevelser af uforklarlig værdi, hvilket anbringer dem i en uforklarlig situation, der straffer ved aldrig at lade dem opfyldes af fornuftens svalende frugt. De bevæger sig kort sagt i så høje luftlag, at de aldrig kan undgå fra tid til anden at blive ramt af fortvivlelsens ubarmhjertige nedslag. Og måske er succes langt mere ubarmhjertig end som så, da det slet ikke afhænger af værkerne, men af konteksten, som igen styres af faktorer, ingen kan gennemskue.

Kunstens egen Regnar

Billy Childish er et glimrende eksempel på, hvordan alt kan være avantgarde, selv det der ellers virkelig ikke er det. Efter 30 års hån og latterliggørelse opnår den kendte musiker pludselig stor, stor succes, der kulminerer med et enormt salg på den netop overståede messe i Basel.

Næ, Sanderhoffs pointe er snarere, at kunsten i sin for-ivrede jagt efter nye og glattere overflader har aflejret små fordybninger af alvorlig og altmodisch menneskeindsigt og intellektuel og fysisk mørke, som hun nu giver en tiltrængt plads i kunsthistorien som passionisterne. Hun er kunstverdenens Regnar Grasten, der kæmper indædt for de kunstnere, som dvæler ved deres værker og ligeså indædt imod de andre, som hun føler overser hendes små genier. Hun er for kunsten, hvad CinemaZone er for filmen altid klar med en hjælpende hånd til dem, der ellers ikke får så pæne ord med på vejen.

Men hvor meget dygtigere er de egentlig til at tale et alment menneskeligt sprog på tværs af tid og rum?

Kvium er virkelig en dvæler. Han tager livets skyggesider og maler det grimme med samme effekt, som T-shirts med heavy metal motiver er uhyggelige.

Vi har brug for ånd

Det dystopiske Re-Kreation Landskab, som forestiller en vulkan, der spyr lava og noget, der spyr jord, som er lagt ovenpå det flade maleri og giver en tredimensionel effekt, er kitschet og lattervækkende frem for foruroligende. Er det virkelig en diskvalifikation fra passionisterne med en smule intelligens i værkerne, eller er der mon ikke andre måder at fortælle om menneskenes grundvilkår på end ved at male grundvilkårene? Er kryds og tværser så også passionerede? Hvorfor al denne tunge, tunge symbolisme, som om passionisterne er bange for, at vi ikke forstår pointerne?

Det intellektuelle mørke er til gengæld indiskutabelt hos Kluge. Her er der virkelig blevet slukket et lys i hovedet. Ja, han maler godt, og advokater er dygtige til at formulere sig på skrift, men er det dem, Gyldendal hyrer til at skrive den næste store samtidsroman? At det overhovedet kan diskuteres længere er uforståeligt, murermestervillaerne står som skamstøtter over det gode håndværk over hele landet for at minde os om, at det ikke er nok at kunne mestre det tekniske. Vi har brug for ånd!

I Ulrik Møllers værker er der virkelig noget uforklarligt, den åbne mund på færgen og det kolde vand der skyller op på stranden og den mørke horisont. Det er næsten for gådefuldt til at kunne komme med i Sanderhoffs kanon, for er sandheden ikke, at passionisterne i virkeligheden er samlet, fordi det ikke er gået op for dem, at mennesket blev fordrevet fra kunsten for snart 100 år siden? Maler Kvium og Kluge ikke netop kedelige dramaer, der kan lede vores tanker bort fra værkets æstetiske kvaliteter og tilbage til os selv? Men er det ikke netop også det, postmodernismen bød velkommen tilbage til? Er der andet i passionismen end, at det er halvmørkt, delvis figurativt og til tider banalt? Er der overhovedet andet end et par tekniske fællestræk mellem de otte kunstnere? Eller er sandheden ikke den, at passionismen blot dækker over de kunstnere, der blev overset af kunstkritikeren Mikael Wivel og co. i 80erne og starten af 90erne? Hvorfor man undrer sig endnu mere, da Sanderhoff og de fleste af de otte så sandelig har fået sin hævn – Wivel er ude, og de er inde. Helt uden Sorte Billeder og bog og lange tvivlsomme udredninger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu