Læsetid 6 min.

Hedeture i Bella Center

Per Meilstrups bog om COP15 minder om en kriminalroman, hvor der er fokuseret på enkeltpersoners konflikter med hinanden
Fokus i Per Meilstrups bog om klimatopmødet er først og fremmest på Danmark, men de tragikomiske optrin i Bella Center, hvor cremen af verdens ledere kommer til at ligne netop et dårligt elevråd i folkeskolen, skildres også.

Fokus i Per Meilstrups bog om klimatopmødet er først og fremmest på Danmark, men de tragikomiske optrin i Bella Center, hvor cremen af verdens ledere kommer til at ligne netop et dårligt elevråd i folkeskolen, skildres også.

Keld Navntoft
5. juni 2010

»Hr. Præsident, dette er det værste møde, jeg har været til, siden elevrådet i 8. klasse.«

Ordene var udenrigsminister Hillary Clintons, da USA's præsident, Barack Obama, i december 2009 ankom til klimatopmødet COP15 i Bella Center. Topmødet blev en kæmpeskuffelse og kursen mod global opvarmning fortsætter. Dette ulykkelige resultat skyldtes formentlig faktorer, som var helt uden for det danske formandsskabs rækkevidde. Vi kan dog ikke vide med sikkerhed, hvad der var sket, hvis Danmark havde været en fremragende faciliterende vært. Men vi ved, at Danmark i en række henseender klodset og provinsielt spillede en uheldig rolle: til skade for vort internationale omdømme

Topmødet skulle egentlig have kastet glans over Danmark og ikke mindst over den danske statsminister. Anders Fogh Rasmussen lagde ellers som statsminister fra 2001 ud med at bekæmpe tidligere miljøminister Svend Aukens såkaldte miljøimperium. Men Anders Fogh opdagede med årene, at Svend Aukens politik på energiområdet havde givet Danmark et ry ude i verden, som kunne udnyttes. Selv George Bush spurgte til vindmøller og energibesparelser. Fogh mente, at han havde haft international succes med EU-topmødet i 2002 og ville gerne have et nyt topmøde at stå i spidsen for. Det er i al fald den forklaring, vi får i denne nye bog fra Per Meilstrup, der til daglig er ansat på Mandag Morgen. Og den kan også være rigtig, selv om Meilstrup ikke får nævnt, at det tyske Der Spiegel på linje med flere andre i udlandet mente, at sjældent havde en politiker så kompromisløst forsøgt at udfolde sit eget billede på bekostning af politiske partnere og partivenner, som Fogh gjorde det i 2002.

Dårlig figur

Problemet blev bare, at det danske statsapparat fra foråret 2007 røg ud i dybe fejder om strategien for COP15. Resultatet var ikke kønt: Regeringsbeslutninger blev negligeret, ministerierne tilbageholdt oplysninger for hinanden, afgørende møder blev af Statsministeriet afholdt uden information til klimaminister Connie Hedegaard (K) og hendes ministerium. Højtstående embedsmænd skændtes og råbte ad hinanden utallige gange. Den uundværlige, men også farverige og vanskelige topembedsmand Thomas Becker gik fra sin stilling to måneder før topmødet. Mistanker om fæle intriger og magtkampe i ministerierne florerede. Tophemmelige dokumenter blev lækket fra højeste niveau.

På selve topmødet gjorde den danske statsminister en dårlig figur. Lars Løkke Rasmussen var tydeligvis underinformeret og ude af stand til at lede forhandlingerne. Det førte til, at han under topmødet skældte sin egen klimachef, Bo Lidegaard, huden fuld. Lederen af FN's klimakontor, Yvo de Boer, ironiserede over, at Danmark var repræsenteret af to indbyrdes stridende grupper med hver sin strategi, repræsenteret ved Bo Lidegaard og Klimaministeriets klimaafdeling. Topmødet blev et kaos af desorganisering og mistro. Og udenfor greb politiet hårdhændet ind over for demonstranter. Danmarks indsats var trods mange embedsfolks dygtige slid dybt pinlig.

Et stykke bag kulissen

Intet af dette er nyt for en flittig avislæser. Men Meilstrup lover at føre os ind bag kulissen på det danske formandsskab. Fokus er dermed først og fremmest på Danmark, men de tragikomiske optrin i Bella Center, hvor cremen af verdens ledere kommer til at ligne netop et dårligt elevråd i folkeskolen, skildres også.

Grundlaget er Meilstrups research suppleret med en række interview. Desværre med embedsmænd, der altovervejende er anonyme, men også med tidligere klimaminister Connie Hedegaard. Som noget ganske særligt har også Lars Løkke Rasmussen stillet sig til rådighed for interview. Det har ellers været svært at få ham til at give interview om topmødet. Forklaringen på Løkkes særlige tillid til Meilstrup ligger nok i, at Meilstrup har arbejdet for Løkke for en halv snes år siden. Meilstrup pynter ikke utroværdigt på Løkkes rolle, men hvor meget får vi med?

Vi kommer et stykke ind bag kulissen. Men kun et stykke. Problemerne på COP15 lå i organiseringen af mødeforberedelsen. Der var fra starten en uklar arbejdsdeling mellem ministerierne, som måtte give problemer. Klimaministeriet skulle ganske vist lægge strategien, men Statsministeriet skulle være et koordinerende overministerium - og dermed var man på herrens mark, da de to ministerier trak i hver deres retning.

Overansvaret for den uheldige organisering ligger hos Anders Fogh Rasmussen. I begyndelsen vidste heller ikke han eller Connie Hedegaard ret meget om klima. De var hver for sig dybt afhængige af deres embedsfolk, den selvsikre Bo Lidegaard respektive den flamboyante og selvbevidste Thomas Becker. I realiteten agerede de begge som viceministre mere end som embedsfolk, fordi det var dem, der fastlagde strategien, mener Meilstrup. Man kan dermed hævde, at Danmark havde tre faktiske klimaministre. Alle var ambitiøse, men Hedegaard var nok den svageste, og hun støttede sig helt og holdent til Becker.

Vandt magtkampen

Hedegaard blev ofte af Statsministeriet forholdt vigtige informationer. På et tidspunkt satte hun sin ministerpost på spil i protest. Men hendes eget system fortalte hende heller ikke, at der blev indledt en klapjagt på Becker for bilagsrod og umådeholdne repræsentationsudgifter. To måneder før topmødet kastede Becker selv håndklædet i ringen og forlod sin stilling. Mange nærede mistanke om, at han var faldet for en intrige på grund af uenighederne om strategien.

Becker og Lidegaard var i al fald hurtigt blevet dybt uenige. Becker havde langt den bedste indsigt i klimaproblemet og i FN-systemet. Bo Lidegaard havde ikke samme erfaring og overvurderede fatalt Danmarks muligheder for at spille en aktiv rolle. Bo Lidegaard havde bare den stærkeste minister, statsministeren, at støtte sig til. Så han vandt magtkampen med Becker og til dels også med Hedegaard. Lidegaard kørte mere og mere sit eget parallelle forhandlingsforløb Og tabte topmødet, kan man sige.

Det hele var ikke blevet bedre af, at Lars Løkke Rasmussen nogle måneder før topmødet afløste Anders Fogh. Løkkes erfaring med klima og internationale forhandlinger lkunne ligge på et lille sted. Han satte sig ikke godt nok ind i stoffet, og han forstod heller ikke i tide at kræve at få de bedste embedsfolk. Statsministeriets departementschef, Karsten Dybvad, havde ikke under forberedelsen matchet Lidegaard, men han har et fint gehør for problemer. Men hverken Dybvads eller udenrigsminister Per Stig Møllers advarsler under konferencen lyttede Løkke ordentligt til. Meilstrup udpensler med mange fine detaljer konsekvenserne af, at Danmark ikke kunne løfte kæmpeopgaven. Han afdækker dog langt fra alt. Han overser modsætninger mellem Udenrigsministeriet og Klima- og Energiministeriet om den fremtidige rolle på området. Men især forbliver de interne magtkampe i Klima- og Energiministeriet i tusmørket.

Ligner kriminalroman

Klimaministeriets departementschef, Thomas Egebo, der er gift med nuværende forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V), var i konflikt med Becker og hans folk. Ifølge magasinet Euroman fik Connie Hedegaard fjernet sin egen ministersekretær, Morten Bæk-Sørensen, som hjalp Egebo med at få sat Becker mat. Spørgsmålet er så, hvordan Hedegaard så på Egebo, og hvorfor hun ikke også fik Egebo fjernet?

Ved Beckers afgang blev der brudt både regler og normer om habilitet og tavshedspligt. Hedegaard orienterede et folketingsudvalg om en konkret personalesag, hvad hun ikke burde, både fordi hun var den ansvarlige i forhold til Folketinget, men også fordi hun ellers havde påberåbt sig inhabilitet. Becker fratrådte, uden at der var rejst nogen tjenstlig eller anden form for sag imod ham, og det kom til at hænge i luften, at han havde gjort noget illegitimt uden, at skyldsspørgsmålet blev afgjort. At Folketingsudvalget accepterede dette er ubegribeligt. At DJØF intet foretog sig kan kun skyldes usædvanlig sløvhed. Eller at Thomas Becker havde frabedt sig det. Hedegaard slap fra det, men stor ære havde ingen af dette forløb.

Uanset hullerne i Meilstrups afdækning af gåderne, så ligner stilen en kriminalroman, hvor han mest fokuserer på enkeltpersoners forfængelighed og problemer med at komme ud af det med hinanden. Der var mange gnidninger ud over dem mellem Becker og Lidegaard. Yvo De Boer og Bo Lidegaard kom ikke godt ud af det med hinanden, og Fogh og Hedegaard gjorde det heller ikke. Og så fremdeles.

Derved kommer det til at fortone sig, at forløbet om noget viser, at det danske statsapparat på to helt afgørende punkter er forældet. Embedsfolk kan nu være mere politikere end politikerne. Uden at skulle stå til ansvar på samme måde. Det kræver helt nye strukturer, hvis det forhold skal løses på en demokratisk acceptabel måde. Det andet er, at statsministeren og hans ministerium mere og mere er endt som et internationalt overministerium. Uden overhovedet at være gearet til det. Statsministeriets klimakontor med en halv snes ansatte var grotesk underproportioneret i forhold til et af historiens største og vigtigste møder med deltagelse af 192 lande.

Connie Hedegaard blev klimakommissær i EU. Thomas Becker arbejder nu for et privat firma. Efter topmødet er meget af den ekspertise, som sad i Klimaministeriet, forsvundet i bitterhed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu