Læsetid: 3 min.

Hvis og hvis

Filuren Martin Larsen leger intelligent med ordene 'kunstner' og 'kunst'. Konceptet keder i længden
18. juni 2010

Skulle nogen en dag anmode mig om at udpege et helt igennem prototypisk eksempel på selvrefleksiv, eksperimentel, postavantgardistisk, teoretisk helgarderet, selvironisk litteratur, kunne jeg sagtens finde på at henvise vedkommende til Martin Larsens nye værk, som nødig vil være et 'værk', men muligvis da gerne et 'projekt'.

Hvis jeg var kunstner består af en hoben usammenhængende stykker, nogle ultrakorte, mange på 10-15 linjer, enkelte på adskillige sider, dog alle indledt med titlens fire ord. Indholdet varierer voldsomt - fra hypotetisk autobiografi til kunstteoretisk filosoferen - og der forekommer sågar indslag af eventyr, digt og brevform; konstant og stabil er imidlertid tvivlen om, hvad der i den enkelte tekst nærmere skal lægges i titlens Hvis:

Lægger man trykket på kunstner, underforstås 'i modsætning til og til forskel fra hvad jeg i forvejen er'. Lægger man trykket på jeg, underforstås 'i forhold til alle dem, som kalder sig kunstner, eller som andre har betegnet som kunstnere'. Lægger man trykket på var, underforstås med subtil ironi, at tekstens 'jeg' ikke er kunstner, skønt det, man just læser, vel sagtens er kunst. Og isolerer man ordet Hvis ved at placere trykket her, underforstås der en art utopi, måske en længsel efter at redefinere kunstner og 'kunst'.

Fragmenteret helhed

Hvor bevidst paradoksalt eksperimentet er udført, fremgår f.eks. af flg. lille sekvens: Hvis jeg var kunstner ville jeg lave en video, hvor jeg sammenklippede flere hundrede menneskers svar på spørgsmålet om, hvad de ville gøre, hvis de var kunstnere. Det er både et koncept og en beskrivelse af bogen, vi sidder og læser. Samme meta-karakter har en hel stribe andre stykker, der udkaster ideer og planlægger projekter, som igen umiskendeligt minder om helheden selv. Eller skulle man mere præcist sige: den helt igennem fragmenterede og derfor fraværende helhed?

Martin Larsen har nemlig valgt en kompositionsform, der er seriel frem for organisk, horisontal i stedet for vertikal, hybrid snarere end homogen. Tilgangen virker tentativ snarere end definitiv, strategien må hellere være intellektuel end spontan. Har bogen et iboende ideal, må det være at virke i forlængelse, ikke af de kunstnere, som skabte de skønne, mest uforglemmelige værker, men snarere «dem, der var allermest fulde af idéer, dem hvis værker man aldrig ville kunne forudsige, fordi de aldrig syntes at løbe tør for nye synsvinkler, nye spørgsmål, nye løsninger, nye retninger.«

Ironi og parodi

Tættest på sit eget ideal kommer bogen for mig at se i midten, hvor Larsen leverer en stribe rigtig flotte og fine østerlandsk inspirerede digte. Og rigtig sjov bliver Hvis jeg var kunstner de steder, hvor den ironisk-underfundigt sætter sit eget ellers så perfekte program på spidsen og dermed også på spil. Så kan der eksempelvis stå: Hvis jeg var kunstner ville børn lege udenfor i regnvejr. Det havde de nok gjort alligevel. Se også engang på denne sekvens: Hvis jeg var kunstner ville jeg le hånligt af universiteternes professorer, som opdager alt, hvad der er vigtigt, 30 år for sent. Det kan jo på samme tid være Martin Larsens fordom og en grusom parodi på kunstneres anti-akademisme!

Lettere ulidelig bliver derimod bogen, når den løst definerede form gæstfrit lukker op for tyndbenede lommefilosoferinger (s. 45ff om kunster, publikum, tekst), prosalyrisk tomgangslirumlarum (s. 54ff om sneen der sner), pseudointellektuelle tirader og slapt formuleret smalltalk om idé- og installationskunstens fortræffeligheder. Slige tekster dominerer desværre og bevirker at Hvis man skulle være kritisk (det skal man) kunne Hvis jeg var kunstner koges ned til den enkle formel: Hvis og hvis min røv var spids.

Man bør naturligvis være varsom med at uddrage «essensen« af et arbejde, der går så fragmenterende til værks, men det ligner nu alligevel en tanke, at en forfatter, som på den ene side vrænger ad coffee-table-bøgerne «med deres forfinede indpakninger af kunstværker hevet ud af enhver anden sammenhæng end bøgernes egen«, selv ender med på den anden side at producere postavantgardens svar på netop kaffebordsbogen i form af sammenstykkede bidder, der for langt de flestes vedkommende er glemt lige så snart de er læst, simpelt hen fordi de mangler sproglig prægnans, og fordi tankerne trods al den bagvedliggende teori ikke ambitionerer højere end et elegant didah-didah.

Martin Larsen: Hvis jeg var kunstner (Kontrafaktiv selvbiografi). 180 s. Kr. 229,00. Gyldendal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Hvis jeg var kunstner består af en hoben usammenhængende stykker"

Skyum rynker på næsen af Larsens bog ved at vælge ordet "hoben" som overordnet karakteristik.

Skyum påstår at stykkerne er usammenhængende, hvilket er en usandhed; men Skyum går ikke af vejen for falske påstande, når Skyum ikke bryder sig om en bog.

Skyum ambitionerer stort set ikke højere end til ensidigt at vrænge af Larsens bog; didah-didah (sic!)

"Hvis jeg var (billed)kunstner" er en bog, som opfylder mit ambitionsniveau som læser til fulde. Et dybt underfundigt og passagevis ganske morsomt (idiosynkratisk) værk, som naturligt indgår i kongerækken af originale mestres værker.

Til forskel fra Pejk Malinovskis éndimensionelle google-ripoff Store Danske Drømmebog, er Hvis jeg var kunstner et unikt personligt litterært værk.

Iøvrigt foreligger Hvis jeg var kunstner (i lighed med Drømmebogen) i et eksemplarisk og gennemført layout; det er ganske enkelt en meget smuk bog.

Jeg har ikke kunne slå Skyums anmeldelse af Hvis jeg var kunstner ud af hovedet. Der er noget der undrer mig ved Skyums tilgang.

Skyum vælger (latter/spotte)fugleperspektivet som udgangspunkt for anmeldelsen: forfatteren leger og forfatterens værk vil ikke være et værk og didah-didah osv.

Men inde midt i anmeldelsen, viser det sig at der er ting ved bogen Skyum faktisk synes ganske godt om: det "østerlandske" digt i 36 vers og at bogen sine steder er "sjov".

Hvorfor så lægge ud og slutte af med at affærdige Hvis jeg var kunstner som usammenhængende tomgangslirumlarum og at tankerne bag bogen ikke ambitionerer højere end et elegant "didah-didah"? (hvad betyder didah-didah egentlig?)

At stykkerne alle starter med "Hvis jeg var kunstner" skaber en rytme. Bogen er struktureret af serier af små stykker og indskudte større. Det serielle udtryk er et virkeligt udtryk. Det organisk homogene udtryk er illusorisk blændværk.

Hybrid genrecocktail er det bedste for dig og mig og Skyum (han skal blot vænne sig til smagen).

"Hvis jeg var kunstner ville jeg udstille en skov af støbejernslygtepæle ombyggede til store paraplyer på byens torv og håbe på en våd sommer" (s.97)