Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

En indsigt i det, der ligner et demokratisk kaos

Den verdensberømte danske oldtidshistoriker Mogens Herman Hansen har skrevet et suverænt værk om demokrati i dag
Den verdensberømte danske oldtidshistoriker Mogens Herman Hansen har skrevet et suverænt værk om demokrati  i dag
Kultur
26. juni 2010

Det er blevet den pakke, vi leverer, og det ansigt, vi får øje på, når vi ser vores eget samfund i spejlet: Vi er demokrati og menneskerettigheder. Det er vor tids hammer og segl til vores samfund. Og vi bruger i offentligheden meget tid på at finde fjender af demokrati og menneskerettigheder. Det er nemlig vores pakke, og der skal fjender til, for at vi kan vise, hvor meget vi vil forsvare. Demokrati og menneskerettigheder er en lige så sikker succes i vores politiske offentlighed, som lammekølle, flødekartofler og Rioja var det i akademikerborgerskabet i 1980erne.

Det, vi ikke snakker så meget om, er, at pakken ikke hænger sammen. Vi oplever, at det demokratiske valgte flertal vedtager love, som er i konflikt med menneskerettighederne, og vi ser, hvordan menneskerettighederne bliver brugt til at angribe politiske beslutninger om alt fra handicap-parkeringsplader til religiøse symboler i offentlige institutioner. Der er en stadig strid mellem det, som flertallet vil, og de grænser, som menneskerettigheder sætter for det, flertallet kan gøre. Når det handler om at være for eller imod demokrati, er spørgsmålet lige så dumt, som svaret er nemt. Når det derimod kommer til konflikter mellem det demokratiske flertals vilje og respekten for rettighederne, bliver det svært: »Demokrati og menneskerettigheder er altså tæt sammenknyttet, men samtidig er de modsætninger,« skriver oldtidshistorikeren Mogens Herman Hansen i sin nye bog Demokrati som styreform og ideologi:

»Demokrati er en styreform, der hviler på folkesuveræniteten. Menneskerettigheder går derimod ud på at begrænse folkets suverænitet for at beskytte individet.«

Styreform og ideologi

Ordet demokrati bruges ifølge Mogens Herman Hansen i to forskellige betydninger: Demokrati betegner en styreform, hvor folket eller folkets repræsentanter træffer beslutninger om reglerne for fællesskabet og sikrer, at fællesskabet fungerer. Det er i et demokrati kun folket, som må bestemme over folket. Dette er demokrati som styreform. Men demokrati henviser også til det, som Mogens Herman Hansen vælger at definere som ideologi. Han bruger ikke ordet ideologi som en kritisk betegnelse for en manipuleret bevidsthed. Demokrati er som politisk ideologi det samme som visse grundlæggende principper: lighed, frihed og menneskerettigheder. Det er den demokratiske ideologi, som sikrer individet retten til at leve, som det selv vælger at leve, hvis bare det respekterer andres ret til også at leve, som de vil. Når for eksempel en forfatningsdomstol forkaster lovforslag, fordi det er i strid med forfatningen, er det demokrati som ideologi, der overtrumfer demokrati som styreform.

Opgør med magtfordeling

Det er en kritisk indsigt i Mogens Herman Hansens bog, at det ikke længere giver mening at hævde magtadskillelsen som det fundamentale princip i vores samfund. Det hedder i den franske filosof Montesquieus magtfordelingslære, at den lovgivende magt ligger hos parlamentet, den udøvende magt ligger hos kongen, mens den dømmende magt ligger hos domstolene. I dag har vi skiftet kongen ud med regeringen, men vi har bevaret skemaet som billede på, hvordan magten ideelt fordeles i et demokratisk samfund. »Tiden er løbet fra magtfordelingslæren,« skriver Hansen: »Selve tredelingen af magten er stadig relevant og tidssvarende, men fordelingen af magten på de forskellige institutioner ligger nu så fjernt fra den oprindelige idealtype, at det ikke længere er hensigtsmæssigt at bruge den montesquieuske model i en analyse af det parlamentariske demokrati.«

Magtadskillelseslæren beskriver, hvordan man adskiller forskellige funktioner: Der skal være nogen, der lovgiver, andre, der udøver magt, og atter igen andre, der dømmer. Disse funktioner skal ikke forenes i den samme skikkelse, for så vil magten korrumpere. Men Hansen anfører, at magtudøvelsen i vores samfund ikke følger denne formel. Han skriver det ikke som forslag til politiske forandringer, men som beskrivelse af forandringer, der allerede har fundet sted. Den udøvende magt rækker tit langt ind over den lovgivende magts domæne. Næsten alle love bliver udarbejdet i centraladministrationen og blot sendt til godkendelse i Folketinget. Embedsmænd formulerer love, som vedtages af politikere uden samme indsigt i juraen og forvaltningen. Den lovgivende forsamling er ikke længere det sted, hvor loven skabes, men blot det sted, hvor loven til sidst vedtages. Den lovgivende funktion er gledet fra den lovgivende forsamling til den udøvende magt, regeringen. Men også den dømmende magt har bevæget sig ind på lovgivningens område: Der er i flere europæiske lande etableret aktive forfatningsdomstole, som behandler borgernes klager over parlamentets love, og i Den Europæiske Union har EU-domstolen en privilegeret rolle. Den tolker ikke bare love, men skaber også praksis og præcedens. Den er »lovudmøntende«.

Den blandede forfatning

I stedet for magtadskillelseslære anbefaler Hansen betegnelsen »den blandede forfatning«. Det er et begreb fra oldtiden, som beskriver samspillet mellem forskellige typer forfatning. Der er i Aristoteles statslære tre måder at regere på: »Enmands-vælde«, hvor kun kongen bestemmer, »fåmands-vælde«, hvor aristokratiet regerer, og endelig demokratiet, hvor alle bestemmer. Det er i dag sådan, at på nogle områder bestemmer alle, mens det på andre områder er de udvalgte fås privilegium at træffe beslutninger, og endelig kan man i udenrigspolitiske spørgsmål se tilfælde, hvor præsidenten eller statsministeren sidder med den definitive beslutningskompetence. Det er demokratisk, at vi har regelmæssige frie valg, og vi har både ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Men den magt, som jurister ved forfatningsdomstolene har, kan til gengæld betragtes som aristokratisk, ligesom befolkningen ifølge Hansen forventer, at deres politikere skal være bedre, end de selv er: »Konklusionen af disse betragtninger er, at det moderne repræsentative folkestyre ikke er et rent demokrati, men bedst kan beskrives som en blandet forfatning: En kombination af politiske institutioner, hvoraf kun nogle er demokratiske, mens andre er aristokratiske og andre igen monarkiske.«

Verdensklasse

Det er en særlig bog, Mogens Herman Hansen har skrevet: Den er struktureret som et opslagsværk med kapitler om direkte demokrati, deliberativt demokrati, konstitutionelt demokrati, demokrati og EU osv. Kapitlerne resumerer suverænt brede stofområder og komplekse problematikker i klare og pædagogiske sætninger. Mogens Herman Hansen behersker både det idehistoriske overblik og den empiriske afdækning af konkrete udviklingsforløb. Som leksikalsk værk om demokratiopfattelser og demokratiske institutioner er Demokrati som styreform og ideologi forbilledlig. Der er så rundt om disse klare linjer udfoldet kulturkritiske ansatser og intellektuelle refleksioner over individualisme, dansk udlændingepolitik og meget andet. Disse kulturkritiske ansatser er ikke så originale som de analytiske passager. Men som værk betragtet er Demokrati som styreform og ideologi imponerende: Den bør blive en del af vores intellektuelle pakke til de næste generationer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her