Læsetid: 4 min.

Ingen overraskelser - og ingen skuffelser

Der er ikke tegn i sol og måne på, at den efterhånden 77-årige countrystjerne Willie Nelson er ved at køre bare den mindste smule træt - tværtimod, turde man mene ovenpå en succesfuld koncert i københavnske Vega
Det amerikanske nationaltrofæ Willie Nelson fandt over mere end 30 numre indtil selve essensen af en række countrysange, han bare elsker at spille - manifesteret i et brændende nærvær, højt humør og en aura af robust hårdførhed.

Det amerikanske nationaltrofæ Willie Nelson fandt over mere end 30 numre indtil selve essensen af en række countrysange, han bare elsker at spille - manifesteret i et brændende nærvær, højt humør og en aura af robust hårdførhed.

AMANDA EDWARDS

15. juni 2010

Tre minutter over otte går Willie Nelson & Family på scenen i Store Vega. Uden introduktion eller ansats til fanfare sætter solisten og det fem mand store orkester i med kendingsmelodien »Whiskey River« og så går det ellers slag i slag de næste syv kvarter. Ingen overraskelser - fraset måske det faktum, at han har klippet sit lange hår af til fordel for en æ-høm mere 'praktisk' frisure! - og ingen skuffelser, da dette efterhånden 77-årige amerikanske countryikon ræser igennem nogen og tredive sange, heraf en ordentlig røvfuld fra den såkaldte Great American Songbook.

Han er et omvandrende argument for at passe godt på sig selv - en passioneret løber, der udelukkende lever af øko-helsekost og skyller efter med den hjemmedyrkede rumcigar, hvis talsmand han stadig er - hvilket manifesterer sig i et brændende nærvær, højt humør og en aura af robust hårdførhed. Og så besidder han en beundringsværdig stamina, hvilket betød at han er lige så frisk og smilende ved koncertens afslutning som ved dens begyndelse. Gud ske tak og lov er der ingen gigt at spore i hans hænder, der stadig trakterer guitaren Trigger, som var den en ulydig hest.

Amerikansk trofæ

At Nelson er et unikum - og noget af et nationalt trofæ hjemme i staterne - er vel efterhånden almindelig kendt, men han er så heller ikke kommet sovende til denne status. Han skrev sin første sang som syvårig og opnåede op gennem 1960'erne med sange som »Crazy« (Patsy Cline), »Hello Walls« (Faron Young), »Night Life« (Ray Price) og »Funny How Time Slips Away« (Billy Walker) et ry som en af de bedste sangskrivere i Nash-ville. De fire titler alene er nok til at sikre ham en plads i amerikansk musikhistorie. Hans egne plader skabte dog ikke den store furore på hitlisterne, først i '75 kom gennembruddet med lp'en Red Headed Stranger, en fortællekreds, hvis sparsomme akkompagnement var typisk for den såkaldte outlaw-bevægelse Nelson sammen med vennen Waylon Jennings stod i spidsen for som en reaktion imod den etablerede Nashville-lyd. Siden har han helt bogstaveligt spyttet skiver ud samt turneret verden tynd, hans fanskare er international og musikalsk har han sat sit aftryk globalt. Alt andet end puritaner har han ud over country gjort sig i genrer som jazz, blues, folk og reggae, og han indsynger med glæde andres sange, ja mange af hans plader består kun af materiale, han ikke selv har haft klør fem i. En fremragende tilbagelænet sanger med en egen 'tør' stil - han ikke så meget føler som leverer en tekst - er han endvidere en strålende guitarist af Django Reinhardt-skolen omend med en helt unik stil. Som er sådan lidt fifty-fifty - nogen gange lykkes det ikke helt, men når den så er der, er det fuldstændig sublimt.

Slæbt efter turbussen

Ingen er ondere ved sin guitar end Nelson, og hans trofaste Trigger (som han har døbt den Martin N-20 nylonstrengsguitar, han har spillet på siden 1969) er et mærket instrument. Den ser ud som om den er blevet slæbt efter turbussen i alle disse år, men det skyldes en aggressiv plekter-teknik, som ikke altid lykkes. Det tager således Nelson en fire-fem sange at finde melodien søndag aften på scenen i Vega, men det tager både han og vi med ophøjet ro, thi som alt ved det gennemførte antishow han leverer, handler det ikke om at imponere nogen, men finde indtil selve essensen af en række sange, han bare elsker at spille.

Jeg så ham således for en 18-19 år siden og to tredjedele af sættet i søndags var identisk med det, han spillede ved den lejlighed. Han skyr ikke hverken greatest hits eller signatursange, han ved vi elsker dem og morderlig gerne lytter til hans særegne måde at spille dem på. Så det gør han; »Me and Paul«, »Angel Flying To Close To The Ground«, »Always On My Mind« (som han giver nok verdens bedste version af), »Mama, Don't Let Your Boys Grow Up To Be Cowboys«, »To All The Girls I've Loved Before« - vi får dem alle.

Kærlighed og overskud

Med sig har han brødrene English - Billy og Paul - på lilletromme og slagtøj, lillesøster Bobbie på vaskeægte honky tonk-klaver, bassisten Bee Spears og mundharpevirtuosen Mickey Raphael. Sidstnævnte får aftenens største applaus, ikke mindst for sin hjerteskærende solo på »Georgia On My Mind«. Sangene varer to, højst tre minutter, og de spilles hurtigt i rap - løst og afslappet, man kan høre de seks på scenen har både en rutine at køre på og den kærlighed til materialet, som giver overskud. Publikum opmuntres til at synge med - og gør det uden falbelader. Så er det tid til helten Hank Williams, vi får tre i rap, og man står sgu der og bliver lidt smålykkelig. Blandt de små overraskelser en dybfølt version af Nina Simones »Nobody's Fault Nut Mine«, den gamle traver »Sad Songs and Waltzes Aren't Selling This Year« og den overraskende morsomme afslutningssalut »I Ain't Superman«.

Det var varmt, hyggeligt og livsbekræftende - med pludselige lyn af guddommelig inspiration. Noget mere interessant end VM i fodbold, hvis De spørger mig.

Willie Nelson & Family, Vega, København, søndag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu