Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

En intellektuel kraftpræstation

A.S. Byatts roman 'Børnenes bog' er en vidtløftig kraftpræstation af en roman om børneopdragelse og en mandsdomineret lærdomskultur
Kultur
4. juni 2010

Det strenge engelske kostskolesystem og den kultur, der følger med at sende børnene væk fra familien i en ung alder, er ikke ligefrem kendt for at sætte børnenes behov og deres kreative udfoldelsesmuligheder i højsædet.

På den baggrund er A.S. Byatts roman Børnenes bog, der nu er udkommet på dansk, et voluminøst indlæg i debatten om den engelske opdragelseskultur.

Men først og fremmest har Byatt skrevet en storladen og ambitiøst anlagt kultur- og familiehistorisk roman. En roman, der lægger an til at tegne et fulddækkende kort over de politiske, kunstneriske og idéhistoriske strømninger i England i perioden 1880-1918 og de tilhørende persongallerier - socialister, forfattere, kvindesagsforkæmpere, kvækere, kunstnere, akademikere, økonomer, museumsfolk, redaktører, fritænkere, anarkister, Fabian-socialister, debattører og personer fra den engelske arbejderklasse, for hvem frisindet og åbenheden er en ny vej til social op- stigen.

Lad det være sagt med det samme: Børnenes bog er en intellektuel kraftpræstation med enorm spændvidde og litterær pondus.

Fortællingens centrum er den succesfulde børnebogsforfatter Olive Wellwood, der er mor til en stor børneflok, som på overfladen nyder det gode frie liv på det store landsted, Todefright. Et sted, hvor menneskemylderet, friheden, naturen, vidderne, festerne og eventyrligheden tegner dagligdagen. Det er et paradis for børn og voksne, en idyl, der selvsagt ikke kan bestå uden en lurende mørk underverden, afgrunde og krakeleringer i den fuldendte overflade. Præcis som det tysk-klingende faretruende navn Todefright antyder.

Som en anden Yggdrasil er Olive Wellwood grundstammen, almoderligheden og skaberkraften summet sammen i en person. Hun er en næsten overmenneskelig stærk kvinde, som både evner at forsørge den store familie med sin forfattervirksomhed, holde hof med en skare af tilbedere, elskere og proselytter og forene sit high society-liv med en fortid som forældreløs, der løb væk fra minebyens fattigdom og kulsorte fremtidsudsigter.

Hvor Olive er historiens anker, er det børnene og deres udviklingshistorier, der er drivkraften. Og som den historiske ramme antyder, styrer det mod Ragnarok: Første Verdenskrig. Og hvis idyllen og naturromantikken førhen havde vist sig skrøbelig og labil, lader den livet under Første Verdenskrig, suget ned i de blodsprængte, desillusionerede skyttegrave.

Men inden det går så vidt, føres børnene afsnitsvis fra deres respektive »Begyndelser«, gennem »Guldalderen« og »Sølvalderen« til »Blyalderen«.

Drengene

Blandt drengene følger man Olives søn (og kunstneriske inspirationskilde) Tom, fætteren Julian og den tilkomne Philip, en talentfuld dreng, som er flygtet fra det forurenede pottemagerdistrikt, væk fra den giftige dunst af bly og socialt armod. Han får husly først på Todefright og siden hos Benedict Fludd, en keramikkunstner, der både er satan og geni i samme frakke.

Hos Fludd folder Philip sit talent ud og følger med en vis måben de lalleglade bohemer, der er socialister og fritænkere mere af navn end af gavn - i hvert fald bliver Tom og Julian begge sendt på Eton, hvor den benhårde justits, kostskoledrengene fører, nær knækker den friluftsbløde Tom, hvorimod Julian retter ind og underlægger sig den herskende rang-orden. Anderledes er det med den unge Charles, der i socialistkredse kalder sig Karl efter Marx. Han føjer sig også ind i det klassedelte, kønsdelte, autoritære skolesystem, men lever et dobbeltliv med planer om at revolutionere samfundsordenen indefra, så at sige.

Pigerne

Drengene bokser med at få plads til dem selv og nye samfundsidéer i en stiv aristokratisk dannelseskultur. For pigerne er det en anden sag. Her er udfordringen overhovedet at bane sig en vej ind i den mandsdominerede lærdomskultur. Som i Danmark er tiden omkring århundredeskiftet brydningstiden, hvor kvinderne fik adgang til uddannelsesinstitutionerne og siden fik stemmeret umiddelbart før Første Verdenskrig.

Af Todefright-pigerne kaster Hedda sig ind i kampen for kvindernes rettigheder, og Dorothy har i en ung alder besluttet, at hun vil være læge. Det fritænkende bohememiljø bifalder hendes valg i teorien, indtil det viser sig, at hun vil gøre alvor af det. Så sniger stikpiller og skepsis sig ind.

Som var hun det 20. århundredes Rosseau, beskriver Byatt barndommens og opdragelsens idealer og muligheder. Men hun gør det med kant og kritisk sans. For idealerne om lighed og frihed - både i familien, i samfundet og blandt kønnene - er langt stærkere i teorien end i praksis.

Frihedsidealerne for børnene stækkes voldsomt af favoriseringen af nogle frem for andre. Tom har særstatus som mystisk muse i Olives eventyrunivers, der udgør sit eget betydningsmættede spor i romanen. I en af de centrale fortællinger går Olive så langt som at opkalde sin hovedperson efter sønnen. Tom bliver remedium i morens kunstneriske arbejde, der nærmest suger det sociale liv ud af ham og sender ham ned i underverdenen. Også pottemageren Fludd trækker hårde veks-ler på sine døtre i kunstens og mørkets tjeneste.

På den måde kan kunsten med de voksnes mellemkomst sende børnene ned i dunkel-heden, ligesom den kan føre dem op og ud af mørket, som det sker i Philips tilfælde - og for så vidt også i Olives eget.

Byatt er en mester på sit felt, og bogen bugner af stof, der er gennemresearchet ned til mindste detalje. Men den detaljerige stil risikerer at blive for meget af det gode. De vidtløftige excesser udi russisk anarkisme, indretningen af det britiske museumsvæsen og så videre er ikke lige fængende alle sammen, og mest irriterende slører de romanens sande ansigt: børnene og deres udviklingshistorier. Det er, som om forfatteren fra tid til anden glemmer, at det er 'Børnenes bog'.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her