Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Julie vågner op til dåd

Danske Anne Fortier har skrevet en humoristisk, veldrejet og grund-spændende skattejagts-roman med udgangs-punkt i legenderne om Romeo og Julie
Kultur
25. juni 2010

Der er ikke så meget at sige, når en roman er solgt til udgivelse i 30 lande, filmrettighederne allerede er solgt og amerikanske medier har spået, at bogen vil blive en af de bedst sælgende på det amerikanske marked, når den udkommer i USA i midten af august. Banen er allerede kridtet op til en multinational bestseller, der kunne ligne da Vinci-dimensioner. Den 38-årige Anne Fortier, der bor i Canada, er vokset op i Holstebro og har en ph.d. i idéhistorie fra Århus Universitet - og med passende jysk besindighed kunne man spørge, om romanen - til trods for international medie-blingbling, amerikanske litteraturagenter og film i udsigt - så også er god.

Man fornemmer klart, at bogen har været en tur i den amerikanske udgivelsesmaskine, og at plottet er rundbarberet af topprofessionelle forlagssnedkere. Der er ikke meget, der stritter på den viltre, vibrerende måde. Men går man ind på bogens præmis - en romantiskhistorisk skattejagtsfortælling - er man rigtig godt underholdt. Man må tage hatten af for Anne Fortier, smide sig i sofaen her i den grønne vinter - og lade sig rive med ned i Sienas katakomber i jagten på familieskatten og forløsningen for den forbandelse, der øjensynlig har hvilet over Romeo og Julie og deres familier siden midten af 1300-tallet.

Sindrig skattejagt

Romanen sætter af i nutidens USA, hvor tvillingesøstrene Julie og Janet netop har mistet den tante, der har opfostret dem. Julie arver nøglen til en bankboks i Siena, der efter sigende skulle rumme en stor skat og familiehemmelighed.

Slukøret bliver hun, da hun i Italien finder ud af, at boksen rummer et skrin med gamle dokumenter og vidnesbyrd om forhistorien til Shakespeares Romeo og Julie. En fortælling, som Julie - ligesom sin afdøde mor - føler sig særlig forbundet med. Dokumenterne vil vide, at den oprindelige Julie ikke var fra Verona, men fra Siena, hvor tragedien ikke kun omfattede Romeo og Julies legendariske død, men også en sejlivet forbandelse over deres familier, Tolomeierne og Salimbenierne. Julie finder også ud af, at hun i lige linje nedstammer fra den oprindelige Julie - eller Giulietta, som hun hed.

Skrinet rummer centrale spor i en sindrig skattejagt gennem dokumenter, Shakespeares litterære forlæg, frescoer, sienesisk slægts og lokalhistorie, krypter, nonneklostre, indmurede sarkofager og skæbnefortællinger frem mod den skat, som nutidens Julie higer efter.

Actionheltinde

Det er der også andre, der gør. Og snart træder den moderne, lidt nøgternnørdede Julie i karakter som actionheltinde med en hel hær af mafiosolignende mandspersoner, adels- og kirkepersoner i hælene. Heriblandt den nutidige Romeo af den stærke, tavse type - med en blakket fortid, en ikke ubetydelig tiltrækningskraft og aner, der går lige tilbage til den oprindelige Romeo. Julies tvillingesøster støder også til jagten og gi'r den gas i stiletter og røde læber - sådan på Thelma & Louise-måden.

Der er et herligt spændingsfelt mellem de nutidige personer og deres hollywood-stereotype fremtræden og hurtige replikker og hele det solide og velresearchede historiske og litterære fundament, som spændingshistorien og plottet er bygget op over. Det holder!

Der er ingen tvivl om, at Anne Fortier har udviklet sit fortællehåndværk med stormskridt siden debutromanen Hyrder på bjerget, som udkom med blandet modtagelse herhjemme - og kun herhjemme - i 2005. Det var en fabulerende ideologisk kritik af de religiøse, videnskabelige og ikke mindst økonomiske kræfter, der er på spil om retten til at skabe liv, og bogen havde bestemt en masse på hjerte.

Den aktuelle roman Julie er susende god underholdning med eftertanke, humor og historisk bund. På de rigtige boghandlerhylder, TV-stationer og med den rette filmbesætning kan den blive stor i USA og omegn - og helt til Holstebro.

Anne Fortier: Julie. Roman. Gyldendal. Oversat fra amerikansk af Nina Bolt. 528 sider, 349 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her