Læsetid: 6 min.

København er det nye sort

Cool, smart og dynamisk. Trendeksperter og den udenlandske presse er ikke i tvivl om, at den danske hovedstad er 'the place to be'. København har i løbet af et årti forvandlet sig fra at være en ubetydelig forstad i Europa til en blomstrende, kulturel storby, alle snakker om. Set udefra er vejret det eneste, der for alvor trækker ned
Trendeksperter og den udenlandske presse er ikke i tvivl om, at den danske hovedstad er 'the place to be'. København har i løbet af et årti forvandlet sig fra at være en ubetydelig forstad i Europa til en blomstrende, kulturel storby, alle snakker om. Set udefra er vejret det eneste, der for alvor trækker ned
3. juni 2010

De sidder og slikker sol med hver deres state of the art-solbrille på plænen ved Statens Museum for Kunst. De er fra San Francisco, USA, og har på deres månedlange europatur valgt at kigge forbi den danske hovedstad.

»Vi har efterhånden hørt så meget godt om København, at vi var blevet ret nysgerrige på byen. Derfor besluttede vi at bruge fem dage her,« siger den 24-årige antropologistuderende Claudia Morris, der sammen med sin kæreste 29-årige Anthony Meyer ud over København også besøger London, Barcelona, Rom og Amsterdam.

»De rygter, vi har hørt, og det, vi forventer, er, at København byder på rigtig mange spændende kulturtiltag, et fedt natteliv og i det hele taget bare en cool og fed stemning,« siger Anthony Meyer, der til dagligt arbejder som grafisk designer.

»København har bare et rigtig godt ry og er en by, man snakker meget om i de miljøer, vi kommer i,« siger han.

Lidt af en opblomstring

Det er især inden for arkitektur, gastronomi, design, mode og musik, vores hovedstad for alvor er trådt ud af sine barnesko og ind på den internationale kulturscene.

I maj blev Noma kåret som verdens bedste restaurant, samme måned genåbnede det legendariske Jazzhus Montmartre efter 34 år, flere festivaler dukker op rundt omkring i byen, og i vesterbrobydelen Kødbyen popper überchice restauranter og gå-i-byen-steder konstant op.

Listen over udenlandske medier, der igen og igen fremhæver København som en hip storby er alenlang, ligesom internationale trendeksperter står i kø for at lovprise den lille hovedstad.

En af verdens førende trendforskere, hollandske Li Edelkoort, er verdenskendt for sin evne til at forudse relevante trends. Hun mener, at København inden for det seneste årti er kommet på alles læber for at være førende inden for design og mode, hvilket har ført til en opblomstring af nye cafeer, barer og musiksteder, der alt sammen er med til at give København en moderne storbyfornemmelse.

»København er en hyggelig og easy going rede for mange kreative mennesker.«

»Byen bliver af omverdenen set som en spændende destination, hvor man kan opleve cool restauranter, butikker og barer. Danske fotomodeller og musikere er højt ansete i internationale kredse og er helt klart med til at brande byen som værende smart,« siger Li Edelkoort, der gæster København 9. juni, hvor hun på Kunstmuseet Arken holder et trendseminar for danske modefolk, pr-personer og andre inden for livsstilsbranchen.

Seth Sherwood er rejsejournalist for avisen New York Times. Han bor i Paris og har besøgt København cirka 20 gange siden begyndelsen af 90'erne og skriver jævnligt om København på rejsesiderne i sin avis.

»I de cirkler, jeg bevæger mig i, og de folk, jeg støder ind i her i Paris, har helt klart opfattelsen af, at København er et trendy sted og 'the place to be'. I begyndelsen af 90'erne tog min danske stedbror mig med til et diskotek, der hedder Woodstock og gav mig det indtryk, at dette var stedet at komme. Jeg tænkte bare 'tak skæbne' - hvis dette er stedet at komme, så er det her godt nok en sølle by. Men København er en by, der har forandret sig drastisk til det bedre. Før var den fin og smuk, men nu er det også blevet en spændende by. Den er meget mere dynamisk, sjov, kantet og eklektisk nu. Det er især bydelene Nørrebro og Vesterbro, der har udviklet sig meget,« siger han.

Seth Sherwood fremhæver også byens udseende, som har fået gevaldigt ansigtsløft, fordi der arkitektonisk er sket en del.

»Jeg tror, at opførelsen af Den Sorte Diamant satte gang i en bølge af arkitektur, og siden har københavnerne fået opført en masse fede bygninger af verdenskendte arkitekter som Jean Nouvel og Daniel Libeskind,« siger Seth Sherwood.

Aldrig top-10

Københavns nyvundne image som hotspot handler ikke kun om kulturlivet, men ligeså meget om Danmarks engagement i omverden, mener Peter Rømer Hansen, der er udviklingsdirektør i Wonderful Copenhagen: »Ved at vise, at vi er engagerede i verdenssamfundet, har vi for alvor fået sat København på verdenskortet. Det gjorde vi, da vi var vært for klimatopmødet i december,« siger han.

»København er en trendy by, der altid scorer højt på coolness, når vi laver undersøgelser omkring byens image. De unge københavnere er storforbrugere af København, og de er udmærket klar over, at de lever i en trendy by. Ambitionen for københavnerne er, at de vil være indbyggere i en international kulturby, der markerer sig kraftigt på den europæiske kulturscene. Københavnerne vil gerne mere end at være Danmarks hovedstad,« siger Peter Rømer Hansen.

Danmarks hovedstad ligger på en 21. plads over de mest populære byer i verden ifølge det såkaldte Nation Brands Index. Det er den britiske Simon Anholt, der står bag den årligt tilbagevendende undersøgelse af lande og hovedstæders popularitet, og han forklarer, at danskerne generelt er noget skuffede over, at vi ikke er placeret højere.

»I er meget respekterede ude i verden i det hele taget, men I er altid skuffede over, at I ikke ligger blandt top 10. Men hvem vil I vippe af pinden? Sydney, New York, Paris eller ...?« spørger Simon Anholt, der er en uafhængig politisk rådgiver, forfatter og forsker. Hans speciale er nationers identitet og omdømme, offentligt diplomati og offentlighedsopfattelser af nationer, byer og regioner.

Simon Anholt er ude og rejse 48 uger om året, og han har været i København en god håndfuld gange. Han mener, at København er perfekt, fordi det er en overskuelig by, der har bevaret sin gammeldags charme, som byder på flot arkitektur og afsindig lækker mad med nyligt fokus på det skandinaviske køkken. Men der er en årsag til, at vi ikke er placeret højere på Nation Brands Index. Noget selv de mest kreative københavnere ikke kan ændre på: vejret.

»En af grundene til, at København ikke er højere placeret i min undersøgelse, er, at Danmark er et koldt land. De fleste, uanset hvilket land de kommer fra, foretrækker at holde ferie et sted, der er varmt. København kan på grund af klimaet aldrig komme på top-10-listen,« siger Simon Anholt, der hvert år sender spørgeskemaer ud til 20.000 verdensborgere, hvis svar ligger til grund for hans anerkendte undersøgelse.

Havfrue og kongerigeidyl

Det kan meget vel være, at København bugner med kreative kulturtilbud og innovative restauranter, men det er stadig det klassiske glansbillede af København, som dominerer opfattelsen af byen. Den Lille Havfrue har stor betydning for, at Danmark er den næsthøjest placeret skandinaviske by på Nation Brand Index.

»Det er helt utroligt, hvor meget et visuelt symbol betyder for en by. Hvis folk kan forestille sig en by rent billedligt, betyder det meget for folks opfattelse af byen. Flere af de adspurgte i min undersøgelse kender mere til Manneken Pis end de ved, at Bruxelles er EU's hovedsæde. Byer rundt om i verden forsøger at brande sig ved at bygge dyre skyskrabere, hvor alt, de i virkeligheden behøver, er en lille havfrue eller en dreng, der tisser i et springvand. Den Lille Havfrue virker, fordi hun er blændende smuk, så romantisk og ser så trist ud, og det passer godt sammen med hele kongerigeidyllen med H.C. Andersen, som mange udlændinge har opfattelsen af, at København handler om,« siger Simon Anholt.

Op i tempo

Tilbage på plænen ved Statens Museum for Kunst er Claudia Morris og Anthony Meyer så småt ved at pakke frokosten sammen for at tage de lejede bycykler videre til næste punkt på dagsordenen: kanalrundfarten. Parret er begejstrede for det, de har set af København indtil videre, men har blot en enkelt anke:

»Her er en cool og nede-på-jorden-stemning i hele byen. Vi har rigeligt at tage os til i de få dage, vi har. Her er meget smukt, og københavnerne er venlige, afslappede og altid ultralækkert klædt på. Vi er nok bare lidt chokerede over, at der ingenting foregår på hverdagsaftener. Det er jo nærmest umuligt at finde en fest,« siger Claudia Morris.

Den amerikanske rejsejournalist er enig med sine landsmænds vurdering af byens mangler:

»Det, I kunne gøre bedre, er at gøre byen til en '5-6-dage om ugen'-by. Hvis jeg ringer og bestiller bord på en restaurant på en tirsdag, så nærmest griner de af mig i den anden ende af røret. I kunne godt være bedre til at gå ud på hverdagsaftener. Der er sgu lidt dødt og kedeligt i København på hverdage. Men I har alligevel en by, der fortjener et fem-dages besøg,« siger Seth Sherwood.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Klip dine tånegle, Kurt vi skal til fest !

Fest, 'vo' 'va' 'vodan' !

Kjøbenhavnstrup, dit dyr, de er in' derorv' på djævl'øen..de er verdens-kjendte !

Verdens-kjendte? D' de sgu' for dumm' T ?