Læsetid: 10 min.

Da kunsten slap fri af sin kommercielle succes

Gallerierne lukker, de private fonde skærer til, auktionshusene vrider sig, og kunstnerne mangler penge. Det er den ene historie om dansk kunstliv, og den er sand. Men ud fra asken på krisen er også kravlet flere alternative udstillingssteder, kunstnerne er begyndt at søge nye veje, og de grådige spekulanter bestemmer ikke længere over udvalget på markedet. Det er den anden historie om dansk kunstliv, og den er også sand. Men hvilken historie skal vi til at lære at fortælle?
Sarah Sillehoved-Allaguis samfundskritiske maleri 'Grå velfærd / reklameskov' fra årets afgangsudstilling på Charlottenborg er eksempel på en politisk engageret kunst, vi kan komme til at se meget mere af som følge af den økonomiske krise.

Sarah Sillehoved-Allaguis samfundskritiske maleri 'Grå velfærd / reklameskov' fra årets afgangsudstilling på Charlottenborg er eksempel på en politisk engageret kunst, vi kan komme til at se meget mere af som følge af den økonomiske krise.

Anders Sune Berg

17. juni 2010

Christopher Burge kunne næsten ikke tro sine egne ører, da han 5. maj 2010 lod hammeren falde i auktionssalen på Christie's i New York. I knap en menneskealder havde Picasso-maleriet Nøgen, grønne blade og buste været i kunstsamlerparret Frances og Sidney Brodys varetægt, men nu skiftede det hænder og dét for et beløb, som kunne få selv den mest erfarne auktionarius til at vakle i troen på egne sanser. På telefon havde en anonym køber lagt et svimlende bud på 602 millioner kroner og første, anden, tredje: Verdenshistoriens dyreste kunstværk var en realitet. Hammerslaget på Manhattan gav straks genlyd verden over: »Vanvid: Hvad tror du dette maleri koster?,« skrev bt.dk få timer efter.

Men det 'vanvittige' var for så vidt ikke prisen. Det var timingen. Det var som om, nyheden om kapitalismens kollaps og de finansielle systemers sammenbrud aldrig rigtig var nået frem til denne verdensfjerne osteklokke i New York. Som om al snak om økonomiske hjælpepakker, kursdyk og bankkrak var blevet filtreret fra som forstyrrende baggrundsstøj. Bunden var gået ud af verdensøkonomien, men priserne fortsatte med at gå gennem loftet på kunstmarkedet. Her var alting tilsyneladende business as usual.

I den internationale presse blev hammerslaget af flere kommentatorer udlagt som et tegn på, at krisen var endeligt afværget og markedet tilbage på ret køl. Men spørger man i det danske kunstmiljø, siger priserne på de internationale auktioner ingenting om markedets generelle sundhedstilstand. Med Louisiana-direktør Poul Erik Tøjners ord er de skyhøje beløb »en del af et kapitalistisk totalteater«, der er løsrevet fra al logik - eller som direktør for Malmø Kunsthal, Jacob Fabricius, formulerer det: »Det er selvfølgelig interessant, at et stykke stof og noget oliemaling kan indbringe så mange penge, men dybest set er det ren fiktion«.

Vil man vide noget om de faktiske forhold i kunstindustrien, skal man vende blikket et andet sted hen. For eksempel i retning af galleristen Jacob Asbæk, en af branchens erfarne aktører, der i mere end 30 år har fulgt og præget det hjemlige kunstmarked. Han siger:

»Der vil altid være folk, som er ustyrligt velhavende, og som - uafhængigt af konjunkturerne - vil have det bedste. Man kender det også fra boligmarkedet: Her er det heller aldrig noget problem at sælge de flotteste og dyreste strandvejsvillaer. Men for tiden er det et problem at sælge et parcelhus i Rødovre«.

Grådig stemning

Ser man på de tørre tal for branchen, er der da også rigeligt med krisetegn: Om få uger er det slut med gallerikvarteret i ydre Valby, når det sidste af i alt syv gallerier forlader den gamle papkasse- og kapselfabrik på Carl Jacobsens Vej, der op gennem 00'erne var det samlende symbol på boomet i dansk samtidskunst. Gallerikvarteret på Islands Brygge er også helt forsvundet fra landkortet, enten fordi gallerierne har måttet dreje nøglen om, eller fordi de - som mange andre - er vendt tilbage til den trygge favn i Bredgadekvarteret.

En af de gallerister, der har måttet bukke under for krisen, er Birgitte Kirkhoff Eriksen. I 2009 skulle hun være flyttet fra Islands Brygge til nye lokaler på Carlsberg, men den dalende dollar tog galleriet med sig i faldet, og det, der skulle have været en flytning, endte i stedet som en lukning.

»Da dollaren begyndte at falde i 2008, blev markedet for de unge kunstnere, som jeg repræsenterede, pludselig meget dårligt. To år tidligere havde jeg været til messe i Miami, hvor stemningen nærmest var grådig, og folk stod i kø for at købe, men i 2008 gik markedet fuldstændigt i stå, og jeg kunne ikke længere mobilisere de midler, der skulle til for at gennemføre flytningen,« siger Birgitte Kirkhoff, der i dag arbejder som museumsinspektør på kunstmuseet Arken.

Siden kunstboblen bristede, har etablerede gallerier som Bendixen, Mogadishni og Veggerby også måttet kapitulere som følge af nedgang i salget. Billedkunstnernes Forbund vurderer, at det samlede salg på kunstmarkedet i 2009 faldt med hele 50 procent. I følge formand Nanna Gro Henningsen betyder det, at flere af de kunstnere, som befinder sig i den tungeste ende af faggruppen, nu reelt er på grænsen af »social nød«. Med andre ord skriger markedet på penge. Men der bliver fortsat færre af dem, for også de private kunst- og kulturfonde har nu spændt livremmen ind. Sidste år meddelte Ny Carlsbergfondet, at det barberer 25 millioner af de i alt 85 millioner kroner, fondet normalt strør ud over dansk kunstliv hvert år. Og selv de private virksomheder, som stadig har råd til at købe kunst, holder igen med investeringerne, fordi det - med Jacob Asbæks ord - »er dårlig signalværdi at købe kunst, mens alle andre fyrer«.

Efter prisfesten

Selv i Danmarks førende auktionshus, Bruun Rasmussen, har tømmermændene efter prisfesten meldt sig. Sidste år måtte virksomheden skille sig af med hver femte medarbejder.

»Det, vi rammes hårdest af, er, at vi ikke ser de ting, vi tidligere så,« siger salgs- og vurderingsdirektør Peter Christmas-Møller.

»For to-tre år siden var det ikke unormalt, at vi havde 15-20 Kvium-malerier med på en auktion, men i øjeblikket har vi kun et par eller slet ingen. Folk vil ikke sætte dem til salg, fordi de er bange for, at markedet ikke kan tilbyde den pris, det kunne før.«

Han fortæller, at priserne på især moderne kunst blev budt op i helt urealistisk høje lejer under højkonjunkturen, og at udviklingen især skyldtes nyrige spekulanter med penge på lommen og stor investeringslyst.

»Går vi tre-fire år tilbage, var der visse kunstnere herhjemme, måske 10 stykker, der nød den succes, at der var større efterspørgsel på deres varer, end de kunne efterkomme. Gallerierne lod klogeligt nok deres faste kundemasse købe først, og alle de velhavere fra it- og ejendomsbranchen måtte derfor finde sig i at stå tilbage med hænderne tomme og tegnebøgerne fulde. Men det gad de selvfølgelig ikke, så de gik i stedet til den på auktionerne, hvor de kæmpede om, hvem der havde den største bydearm - med det resultat, at det ikke altid var kvaliteten, der styrede prisen,« siger Peter Christmas-Møller, der selv oplevede den voldsomme prisdannelse på kunstmarkedet som »ubehagelig«.

»For selv om vi gerne vil tjene penge, bryder vi os generelt ikke om, at priserne kommer ud af kontrol, for vi ved af erfaring, at der kommer en modreaktion, som får priserne til at falde igen - og med kunst ved vi aldrig, hvor de falder hen. For hvad er kunst overhovedet værd, når det kommer til stykket?«

Modreaktionen kom, og specielt inden for den danske samtidskunst kan den for tiden mærkes. Ganske vist sælger store navne som Tal R, John Kørner, Kathrine Ærtebjerg og Michael Kvium stadig, men til forskel fra for fem år siden er det i dag et »noget mere kvalitetsbevidst publikum«, der sidder med ved auktionerne, forklarer Peter Christmas-Møller.

»De var der også for fem år siden, men dengang var det ikke dem, der prægede markedet,« siger han:

»Der har utvivlsomt været investeret store summer på kunstmarkedet under højkonjunkturen, som har været svære at sætte ind på en almindelig konto, uden at det så lidt sjovt ud. Vi taler ikke om direkte pengehvidvaskning. Men vi taler om, at der har været en enorm efterspørgsel på kunst, som har været drevet af det motiv, at det var noget, man skulle tjene penge på, frem for at det skulle op at hænge til glæde for én selv og familien«.

Mindre markedslogik

Peter Christmas-Møller er ikke alene om at kunne se positive aspekter ved et mere afdæmpet, dansk kunstmarked. Under overskriften »Talentspejdere jagter kunststuderende« kunne Information for tre år siden fortælle, hvordan gallerier og private samlere i stigende grad gik på hugst blandt eleverne på Kunstakademiet i København for at headhunte nye talenter. Rektor Mikkel Bogh advarede dengang om, at »for tidlig kommerciel succes« kunne bremse eleverne i deres udvikling. Men det er ikke længere nødvendigt at advare om.

»Det er stort set aftaget, og det gælder sådan set begge veje, for de studerende er heller ikke lige så orienterede mod markedet, som de var, da stemningen var meget opkørt,« siger Mikkel Bogh, der fra sit rektorkontor kan se flere positive aspekter af et mere neddæmpet kunstmarked.

»Når der ikke står et frådende marked og venter uden for dørene, giver de studerende sig måske lidt bedre tid til at arbejde med deres værker. De får bedre ro til at øve sig, eksperimentere og tage fejl, og det er ubetinget positivt, selv om man i øvrigt ikke bør romantisere en situation, hvor mange kunstnere har det svært.«

Mikkel Bogh mener allerede, at der på årets afgangsudstilling på Charlottenborg er blevet anvist en ny og anderledes kunstnerisk retning, som kan ses i forlængelse af krisen.

»Jeg synes i hvert fald, det ser ud til, at der tænkes mindre i produkter. Når jeg går rundt på udstillingen, er det ikke min fornemmelse, at den taler til den gennemsnitlige galleriejer, men at den er lavet af kunstnere med et indholdsmæssigt ærinde, snarere end et kommercielt,« siger Mikkel Bogh, der understreger, at han ikke dermed mener, at de studerende, som tog afgangseksamen under højkonjunkturen, var rene markedsspekulanter.

»Så absolut ikke. Men der synes at være den sammenhæng mellem lavkonjunkturer og kunstnerisk kvalitet, at der - i perioder hvor mulighederne for at komme ud og virke i kunstverdenen er begrænsede - ofte opstår nogle initiativer, som er vældigt interessante. Det skete også under kartoffelkuren i 80'erne og dotcom-krisen i 00'erne: Når mulighederne er begrænsede, begynder kunstnerne at tænke anderledes.«

Alternative gallerier

Samme udvikling kan spores blandt de adskillige alternative gallerier, som er dukket op i kølvandet på krisen. Det gælder blandt andet det politiske non-profit udstillingssted Goloss på Ny Carlsbergvej, der - med egne ord - »repræsenterer og faciliterer undersøgelser af vor tids kultur og kunstens rolle heri« på en helt igennem ikke-kommerciel måde. Og det gælder det kunstnerdrevne galleri IMO i samme kvarter, der ejes af syv forskellige kunstnernavne, men drives af et professionelt kunstfagligt personale.

»Det specielle ved vores galleri er, at det er kunstnerne, der har valgt galleristerne og ikke galleristerne, der har valgt kunstnerne. Jeg kan siges at være en slags arbejdstager med arbejdsgiverforpligtelser,« siger Toke Lykkeberg, der er den ene af galleriets to daglige bestyrere.

I lighed med Mikkel Bogh mener også han, at kunsten påvirkes af økonomiske kriser. Under højkonjunkturer er der en tendens til, at kunsten betoner det sanselige og visuelt forførende, mens den under lavkonjunkturer ofte efterstræber et større fokus på indhold og mening. Kaster man et blik på den kunst, der i øjeblikket udstilles på flere af de alternative udstillingssteder i København, er meget af den netop præget af et øget fokus på 'mening' - men det gør ikke nødvendigvis den form for kunst bedre, understreger han.

»Personligt mener jeg, at et økonomisk boom gerne må reflekteres i kunsten. Men hvorvidt det er kunsten eller konjunkturen, der er vulgær, er straks sværere at sige. Det afhænger af, om man mener, en kunstner bare reflekterer sin samtid, eller om han også reflekterer over den - som sin tids fortæller,« siger han.

Ifølge professor, dr.phil. Jacob Wamberg fra Afdeling for Kunsthistorie på Aarhus Universitet er der ganske rigtigt en lang tradition for, at kriser påvirker kunsten og præger den i nye retninger. Men om den nuværende finanskrise vil gøre det samme afhænger af, hvor dybtgående krisen viser sig at være, mener han.

»Udvikler det sig til en dyb krise, er det mit gæt, at kunsten vil begynde at blive mere ægte socialt og politisk engageret, end den har været længe,« siger Wamberg:

»Siden har 90'erne har der været en form for social trend med kunst, der skulle være 'relationel' og lægge sig ud i mellemrummene i samfundet og dermed befordre forskellige former for social kommunikation. Men jeg synes ofte, det har været nogle æstetiske insiderøvelser, der nok kaldte sig politisk engagerede, men som egentlig ikke var det. Det er muligt, at krisen - hvis den stikker dybt - kan bringe kunsten ind i en ny form for politisk engagement med kapitalismekritik, som ikke bare er det skuespil, jeg synes, det har været i lang tid.«

Mens vi venter på dét svar, vil alting formentlig fortsætte som hidtil i de hellige auktionshaller i New York, London og Paris: Priserne vil fortsat stige og gamle rekorder vil blive afløst af nye.

For som Peter Christmas-Møller fra auktionshuset Bruun Rasmussen siger:

»Der er ingenting, der tyder på, at de 200-300 mennesker i verden, der har råd til at købe kunst i den her kaliber, skulle lade være med det i fremtiden. Der vil altid være en jagt efter at kunne vise det største trofæ frem. Det er en del af drivkraften i det her ball game

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer