Er kvindekønnet en luftmadras? En løftestang, en mulighed eller en lænke om halsen? Et organ, en legemsdel eller et tegn på kroppen? En propel, en dåseåbner, en paraply at skærme os under? Et smykke, en ramme, et spejl, en plamage? En glorie, et slør, et skelet? En baggrund, et kastemærke, en taleboble? Et kors for tanken, et kors at bære? Et spøgelse, en lynafleder, en kontur? En blodplet, lidt kindrødt, en læbestift? En fallos, en mikrofon, en slikkepind? Et stetoskop, et våben, en torn i øjet? En monokel, en nøgle, et udråbstegn? En håndtaske, en sovepude, et sår, en tatovering? En rose eller en tornekrans? Noget man pynter sig med, noget man segner under, noget man hersker med, noget man leger med? Noget, der gror ud af kvinden eller påføres hende - eller noget der svæver mellem kønnene?
Denne liste af spørgsmål kan fortsættes i det uendelige, jo mere man bladrer i Lene Adler Petersens Udklip på papir med kvindetegnet. Et værk, der blev skabt over nogle uger i 1974 og består af intet mindre end 484 udklippede billeder (tegninger, fotos), fortrinsvis af kvinder, hvorpå kunstneren med rød (enkelte steder hvid) tusch har tegnet kvindetegnets kors og cirkel i lige så mange varianter. Vi ser tegnet hænge som en ørering i en romanbladkvindes øreflip, vi ser det forlænget til husmoderens kost, vi ser det som en sugekop på en kinesisk kvindes isse, som orden på en herres revers, som blodig skravering om Ulrike Meinhof, som sommerfuglenettets ramme i vittighedstegningen, hvor konen forsøger at indfange sin mand, som rød ring om annonce- eller brevkassetekst, som hattepynt, som lynafleder, som hulahopring ...
Fri association
Udklip på papir med kvindetegnet har aldrig været udstillet i sin helhed, men siden 1983 har det ligget i en bunke på Statens Museum for Kunst og er nu blevet udgivet i en virkelig skøn bog i et samarbejde mellem kunstneren og den knalddygtige museumsinspektør Birgitte Anderberg (som aktuelt også har opsat kunstnerens mand i museets retrospektive og stærkt seværdige Bjørn Nørgaard-udstilling).
Værket fremstår som skabt i en legende raptus, i en proces af fri association, der forplanter sig umiddelbart til beskueren, som inspireres til at associere frit og muntert videre. Det er lige så legende let, som det er dybt og perspektivrigt - ligesom når de frie associationer til et drømmebillede for alvor løsner.
Værkets serielle flow - billede efter billede - lægger op til, at man beskuer det med jævntsvævende opmærksomhed, på én gang distræt og opmærksomt. At man nu kan bladre i det, befordrer denne ikke-selektive opmærksomhed; på den måde kan det virke, som om det nu, med bogen, har fundet sin rigtige form.
Kvinde med kranium
Hver beskuer vil givetvis have sit eller sine billeder, som særligt påkalder sig opmærksomhed og sætter associationer i gang. Et billede, jeg kan blive ved med at stirre på, forestiller en kraftigt sminket kvinde, som hviler hagen og hænderne, med sortlakerede negle, på et kraniums isse. Her er kvindetegnets cirkel blevet til en plamage over kraniets pande, mens korset drypper ned på baggrunden fra kraniets kind eller sidder som en stilk på udklippet. For mig taler dette billede af den sminkede kvinde og det blottede kranium lige ind i den berømte scene hos Shakespeare hvor Hamlet står med Yorricks kranium og rent faktisk taler om - kvindens sminke. Det er her, Hamlet siger til den gamle hofnars kranium, at det kan forføje sig op til dronningen og fortælle hende »at om hun så sminker sig tommetykt, er dét det ansigt hun ender med«. Fordi Hamlet ser kraniet som et sort hul, der opsluger al mening (og ikke eksempelvis som et memento mori, der beder os gribe dagen), har han kun foragt tilovers for kvindens sminke; Hamlets kvindeforagt er dødbiderens foragt for den kvindelige maskerade. Som sokkel for kvindens sminkede ansigt og hvilested for hendes hænder fortæller kraniet både denne og andre historier: jo, den usminkede sandhed om menneskeansigtet er kraniet, men der er også både omsorg og heksemagi i kvindehændernes hvilen på dets isse - og hvad sker der i det hele taget, når det er en kvinde, der står med kraniet - ikke konfronterende i udstrakt arm, men snarere i drømmende hvile, eller mediterende heksekunst, eller ...? Det påmalede kvindetegn kan ses som sminke over kraniets pande (og dermed understøtte Hamlet), men også som en blodig bandage, der gengiver kraniet noget af dets kød. Osv, osv.
Universelt
Bogen har fået en anden titel end værket: Kvindetegnet. Heri ligger en elegant ordspillende dobbelthed, alt efter om vi forstår det som et substantiv eller et perfektum participium: et kvindetegn, eller tegnet af en kvinde. I udtalen er der kun stødet (på 'tegn') til subtil forskel. Hermed peges på forskellen som det princip, der producerer sprogets betydning. Og måske også det princip, der producerer kønnets betydning?
Hvis værket med bogen har fundet sin rigtige form, kan man forsigtigt håbe, at det også nu har fundet sin rigtige tid. Værket indskriver sig ikke éntydigt i 70ernes kvindekamp - kvindetegnet som våben eller logo er kun én af de tusind funktioner, det har i Adler Petersens legende associationer. Hevet ud af kampfeminismens kontekst fremstår værket som et åbent, undersøgende, filosofisk og humoristisk spørgsmål til, hvad kønnet er. Og gør det tydeligt, at kønnet ikke er noget, der kan lukkes inde i magtkamp eller 70er-ghetto eller basisgruppe, men et universelt påtrængende spørgsmål, som vi slet ikke kan undvære kunsten for at stille.
Lene Adler Petersen: Kvinde-tegnet, med forord af Birgitte Anderberg, 524 sider, 399 kr. Gyldendal
