Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Lynglimt af ånd i skyer af dumhed

Arketypen for den kyniske storbyroman, Flauberts 'Følelsernes opdragelse', slutter sig nu til Rosinantes fornemme serie af oversatte klassikere
Kultur
4. juni 2010
Arketypen for den kyniske storbyroman, Flauberts 'Følelsernes opdragelse', slutter sig nu til Rosinantes fornemme serie af oversatte klassikere

Man er ikke nogen stor ven af menneskeheden, når man lige har læst Flaubert. Han kan bare være SÅ ond. Ingen af de parisereksistenser anno 1850, som skildres i Følelsernes opdragelse (1869), finder nåde for hans spiddende kommentarer og karakteristikker - en samling tøjter, koketter, døgenigte og opkomlinge, som ikke drives af andet end forfængelighed, hvad enten det er kærlighed, forretninger eller politik, de kaster sig ud i.

Intet under, at Jan Sonnergaard har skrevet et begejstret forord til genudgivelsen af Flauberts klassiker, hvor han udråber den til storbyromanens arketype - for der går en lige linje fra Flauberts skildring af 1850'ernes Paris til Sonnergaards skildring af 1980'ernes København (Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom), og den linje er det onde blik, der nådesløst falder på de mondæne eksistenser, hvad enten de er iklædt skræddersyet skødefrakke eller Hugo Boss-habit; hvad enten de er rosensminkede parisiske kurtisaner eller ligsminkede københavnske 80'er-chicks.

I Flauberts berømteste roman Madame Bovary er det den middelmådige kvindes drømme om pragt og kærlighed, forfatteren på én gang indlever sig i og udleverer i sit portræt af litteraturhistoriens første shopaholic, Emma Bovary. I Følelsernes opdragelse er det den middelmådige halvgreve fra provinsen, Frédéric Moreau, hvis drømme om position og elskerinder ikke står tilbage for Emma Bovarys i narcissistisk åndløshed og konventionalitet.

Penge og damer

Frédéric kommer som ung til Paris i de turbulente revolutionsår 1848-1851, og godt nok er han med til politiske diskussioner og møder, men de blodige optøjer i byens gader bliver mest en kulisse for hans genvordigheder med damer og penge, hans sejre og ydmygelser i kampen for at skabe sig en position. Jurastudier og halvhjertede skriverier fører ham ikke rigtig nogen vegne, men det gør en mindre arv og al hans networking.

Gustave Flaubert: Følelsernes opdragelse

Hans dumpe begær krystalliserer sig om tre kvinder: Den idealiserede og anstændige Madame Arnoux (som fylder ham med »henrykkelse i sjæl og krop«), den både tiltrækkende og irriterende kurtisane Rosanette (som hensætter ham i »munter uorden«) og den adelige Madame Dambreuse (som han begærer »som noget usædvanligt og vanskeligt opnåeligt«). Men naturligvis giver begærets opfyldelse ingen egentlig tilfredsstillelse: »Han besad den nu, denne lykke, og var ikke gladere af den grund«.

I romanens slutning mødes den aldrende Frédéric med sin ungdomsven Deslauriers, og de mindes, dengang de som ganske unge forlod et bordel med uforrettet sag, fordi de havde gjort sig til grin ved at komme anstigende med blomster: »Det er det bedste, vi har oplevet!«

Så meget for al den ambition og forfængelighed, der møjsommeligt har udspillet sig gennem Frédérics endeløse vandring fra den ene salon og café og debitor og kreditor og dame til den anden over de foregående 400 sider.

Hvad er det for følelser, der opdrages hos Flaubert? De følelser, der tematiseres, er på den ene side forelskelsen, på den anden side den politiske affekt. Men strengt taget lader begge dele til at kunne barberes ned til den selvfølelse, som driver både politik, forretning og forelskelse: den stærkeste og mest produktive affekt er den narcissistiske krænkelse, som må repareres gennem nye erhvervelser (af kvinder, ting, titler) eller politisk hanekamp.

Som 'rå' materie er følelsen hos Flaubert selvhævdelsens affekt - og når den så opdrages, kan den, med forbillede i kærlighedsromanerne, blive sentimentalitet, eller, med forbillede i historiebøgerne, politisk brandtale.

Det onde blik

Ligesom med Emma er Flauberts forhold til Frédéric både indlevelse og udlevering. Fortælleren og Frédéric ligner ikke mindst hinanden ved at dele det onde blik på medmenneskene. Men der er jævnligt passager, hvor det onde blik i bedrevidende kommentarer bliver fortællerens alene. Kort sagt: Frédérics blik er ondt, men Flauberts er ondere. Eller: der er et fortælleled over Frédéric, der betragter ham lige så nådesløst, som han betragter andre.

Det er Frédéric, der ser, at Madame Dambreuses »matte ansigtshud« har en »glansløs stramhed som en henkogt frugt«. Og det er lige så vel ham som fortælleren, der afslører kvindernes skønhed og sanselighed som noget indstuderet, når det eksempelvis hedder om Rosanette, at hun »med påtaget grådighed« spiser gåseleverpostej, eller om Madame Dambreuse, at hun »utvivlsomt« leger med de røde kvaste på et japansk skærmbræt »for at fremhæve sine lange, smalle, lidt magre hænder«.

Men Frédéric lader ikke disse kvinder noget tilbage i selviscenesættelse og forfængelighed, når han f.eks. drager i (kikset og komisk) duel, og fortælleren kommenterer: »Tanken om at duellere for en kvindes skyld gjorde ham større og ædlere i egne øjne«.

Måske kan Flauberts grundtema siges at være bevidsthedens (mere eller mindre latterlige) krumspring i dens evige kamp for at gøre sig et selvbillede, skabe sig en identitet. Krumspring, der f.eks. formuleres lige så kortfattet som komplekst i denne fortællerkommentar til Frédérics første møde i festligt lag med parisere af det bedre borgerskab: »Frédéric var forbavset over disse mænds skamløse kynisme. Men deres optagethed af kvinder skabte en slags lighed mellem dem og ham, som fik ham til at stige i egen agtelse.«

Hvor Flaubert i Madame Bovary er tæt på at dele madamens begejstring for skønne stoffer og svanedunstøfler og ofte svømmer hen i kælne æstetiske beskrivelser af slige materier, er han mere nøgtern i L'éducation: bolig- og beklædningsgenstande beskrives og opremses, men relativt kortfattet, uden samme dvælen ved lækkerheden som i Madame Bovary, for slet ikke at tale om Prousts kunstmaleri af en pariserindes outfit som en guddommelig åbenbaring.

Glimt af følelse

Men der er alligevel passager også i L'éducation, hvor fortælleren synes at slippe sit nådesløse blik og sanse sig ind i skønhed med sine personer.

I et bemærkelsesværdigt intermezzo er Frédéric og Rosanette taget på kærlighedsferie i Fontainebleau, mens optøjerne raser som blodigst i Paris. Det er ikke skildret som egentlig eskapisme - det er ikke optøjerne, der har drevet dem ud af byen, men tilfældigvis falder denne kurve i deres kærlighedshistorie sammen med den blodige kurve i den politiske historie.

Disse sider er de eneste i romanen, hvor beskrivelsen af Fréderics forhold til en kvinde nærmer sig noget, der ligner kærlighed: »Når de stod ved siden af hinanden på en forhøjning i terrænet og åndede vinden ind i dybe drag, følte de i sjælen som en stolthed over et friere liv, et overskud af kræfter, en uforklarlig glæde.«

Ikke at dette kærlighedens intermezzo er lutter idyl; kontrasten til byens blodige optøjer kaster et vist ironisk skær over det, og landskabet er ikke bare velgørende, men også skræmmende, som da en sandbakkes formationer i et dæmonisk flimrende sollys pludselig ligner bevægelige dyr.

Men måske netop fordi intermezzoet ikke er ren idyl, har det sine mo-menter (ømme så vel som angstfyldte), der står og lyser som sjældne glimt af ægte følelse.

Om palaveren ved et af de skildrede politiske møder hedder det, at kun »lynglimt af ånd« melder sig i »skyer af dumhed«. Dette kunne passende være en karakteristik af Flauberts egen roman, hvor karakterernes og handlingens ulidelige dumhed dels spiddes og nådesløst oplyses af fortællerens lynskarpe blik, dels afbrydes af glimt, hvor det et øjeblik virker, som om en virkelig følelse står og lyser midt i al iscenesat sentimentalitet og narcissistisk affekt.

Erik Bartholdys oversættelse fra 2000 er ifølge kolofonens oplysninger »gennemset« og fungerer fint. Dog skurrer det lidt, når kærlighedssproget indimellem bliver noget, der hverken lyder af Flaubert eller vores tid, men snarere af dansk folkekomedie; når Frédéric f.eks. flere gange oplever en dame »vise ham vintervejen«; når han drilles for at have »visselullet« med en vis gift kone, eller når Rosanette kalder ham »min skattemand«.

Når der står, at en solstråle gennemtrænger Madame Arnoux' »ravgyldne hud med flydende guld«, er man sikker på, at denne redundans (gyldne - guld) ikke kan være Flauberts, hvilket ved eftersyn viser sig at holde stik (ambré - or). Men så er man måske også pedant, dog ikke mindre end Flaubert selv, denne mester udi en lige så ironisk som fintfølende stil, der sagtens kan fornemmes også i oversættelse.

Gustave Flaubert: Følelsernes opdragelse. Oversat af Erik Bartholdy, 462 sider, 199,95 kr. Rosinante

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her