Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Musikalsk lykkeland i Tivoli

Den Danske Strygekvartet spillede et opsigtsvækkende værk om lykkeland for en opsigtsvækkende næsten fuld og koncentreret stille sal
Kultur
16. juni 2010

Hukommelsen, Mnemosyne er alle musers mor. I den græske mytologi skabes kunst ikke af ingenting, men af erfaring.

Den Danske Strygekvartet havde mandag aften valgt at stille to genier op over for hinanden ved en koncert i Tivoli, Wolfgang Amadeus Mozart og Thomas Adès. Sidstnævnte er en nulevende, britisk komponist, som her hjemme vel bedst er kendt for sin opera Stormen.

Det er på ingen måder en tilsnigelse at sætte de to komponister på samme hylde. Adès jonglerer lige så naturligt med sin musikalske baggrund som en Mozart og forholder sig lige så skælmsk og alvorligt til den. Særligt opsigtsvækkende er det, hvorledes skønhed og dekadence går hånd i hånd hos begge.

Arcadien

Mens Mozart ikke helt fik bevist sit geni ved aftenens lidt jævne fremførelse af hans Dissonanskvartet, fik geniet Thomas Adès sat kvartetten på arbejde i en sådan grad, at de stort set ikke havde andet valg, men barslede med en helstøbt oplevelse af hans strygekvartet Arcadiana.

Det er Adès' første strygekvartet og en undersøgelse af forskellige idyller. Som udgangspunkt for værket står et maleri af 1600-tals-maleren Nicolas Poussin. I billedet står nogle hyrder omkring en grav med påskriften »Et ego in Arcadia« uden at det rigtigt fremgår, om dette Arcadien er hinsidiges eller tilbage i livet eller hos hyrderne, eller hvad der egentlig er dette Paradis. Syv satser fører lytteren gennem musikhistoriens Arcadien, gennem venetianske nattelufte, Mozarts Tryllefløjteland, Schuberts Lied-idyl og satser af Elgarsk, Mahlersk og Wagnersk skønhed i et slags musikalsk rendezvous, hvor dog kampen med idyllen er et lige så stort tema. I Venedig bliver kanalernes skvulpen til næsten prosaiske lyde i kropslige kanalsystemer, sopranen kvidrer selvforherligende og orkesteret er en parodi i prototypen på klassisk musikopførelse i andensatsen, mens der bakses impotent med den romantiske idyl i schubertparafrasen.

Fjerdesatsen tumler over i en håbløs tango, en tango mortale sågar, af den slags man begynder på i en sen nattetime i sidste afdeling af dødsruten, hvor man helt har glemt, at man ikke kan danse. Denne groteske midtersats bærer den referende titel Et ego in Arcadia og giver en sjov udtale til ordene á la »Schje var skam osche engang i Arcadien«. Som en omgang kompetent fuldemandssnak. Fra børn og fulde mænd skal man jo høre sandheden, og satsen gør krav på at blive taget alvorligt, inden den går ud med et knald. Så lyder der pludselig franske lystelige toner, som var det muzakken i det schwedenborgske venteværelse, umiddelbart før kvartettens helt store åbenbaring toner frem i O Albion, en hyldest til England. Denne sats er Paradis. Den Danske Strygekvartet virkede måske lige lovlig ung i denne møgsmukke sammenhæng, der kræver lidt af en erfaring at forløse, for eksempel et mere sentimentalt forhold til Beatles eller David Bowie, der klinger lige så meget med som Purcell og Britten. Så skyller Adès hele molevitten ud i Lethe - glemslens flod og navnet på sidste sats, der lyder som en musikalsk fortolkning af det hvide snit.

I Adès første strygekvartet forholder han sig til hele sin musikalske erindring med både vrængen og udstillelse og ophøjelse og forelskelse. Hans musik lever af erindringen og traditionen, som den funderer sig på. I erindringen og dermed kunsten ligger sågar Paradis, som kun glemslen kan gøre det endeligt af med. Man kunne kalde det en poetik.

Erfarne muser

Den Danske Strygekvartet hed for ikke så længe siden Den Unge Danske Strygekvartet. I dag er de nogle erfarne muser, hvilket de beviser ved at kunne håndtere et værk som Arcadien og måske endnu mere i den efterfølgende Strygekvartet i g-mol af Grieg. Efter et par års pause med værket har de taget det op til et livskraftigt genhør, så mandagens koncert sluttede med en udgave, der ikke bare var levende, men bandende og fanden i voldsk dansende og syngende og ikke kunne være mere nutidig. Også jeg var i Arcadien denne aften.

W. A. Mozart: Strygekvartet nr. 19, C-dur, KV 465 Thomas Adès: Strygekvartet, op. 12, Arcadiana Edvard Gireg: Strygekvartet nr. 1, g-mol, op. 27. Tivolis Koncertsal. Mandag den 14. Juni kl. 19.30 2010 Den Danske Strygekvartet: Rune Tonsgaard Sørensen, violin, Frederik Ølamd violin, Asbjørn Nørgaard bratsch og Frederik Sjölin, cello

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her