Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Når Keith Jarrett er mindre end sublim ...

... og Chris Potter giver store løfter for Copenhagen Jazz Festival
Man burde være betænkelig ved den utilslørede måde, pianisten Keith Jarrett begiver sig ud i et projekt, der skal fungere som 'stemningsmusik', og når man oveni dette skal lægge Charlie Hadens rytmiske ladhed og - til tider - tonale urenhed, kan det være svært at finde spændingen i musikken.

Man burde være betænkelig ved den utilslørede måde, pianisten Keith Jarrett begiver sig ud i et projekt, der skal fungere som 'stemningsmusik', og når man oveni dette skal lægge Charlie Hadens rytmiske ladhed og - til tider - tonale urenhed, kan det være svært at finde spændingen i musikken.

Richard Termine

Kultur
14. juni 2010

Det er jo ellers med Keith Jarrett, som vi i denne postgrundlovsdagstid just er blevet mindet om, det er med Folketinget: ingen over, ingen ved siden af. Men den forkrampede allegori behøver ikke standse her, for som man med mellemrum kan drømme om et overhus eller en forfatningsdomstol til at standse noget af tingets værste lovsjusk, kan Jarrett også spille musik, som i jazzsammenhæng fremstår som mindre end sublim.

Ikke at det genialske har forladt denne jazzens største og mest feterede kunstner, men den måde, hvorpå han på en ny cd med bassisten Charlie Haden fortsætter den dyrkelse af en stille og enkel tusmørkemusik, som han lancerede på solo-cd'en The Melody at Night With You, er ikke ubetinget vellykket. Og lad os bare tage fat på problemet med det samme: Charlie Haden.

Ingen kongeørn

Haden spiller lige så egenartet, som hans kultstatus antyder. Han bevæger sig i instrumentets mørke register, ligger lidt tungt og bagude i beatet, formulerer sig i sine soli melodisk næsten barnagtigt simpelt og er, når det gælder den rene instrumentale teknik, ikke just nogen kongeørn. Dét har givet ham mange fortalere, både blandt musikere og blandt publikum, og i en diskussion om toneangivende ungdommelige musikeres dyrkelse af lynhurtige løb og licks og af smarte reharmoniseringer kan han jo også være bekvem at holde frem som eksempel på enkelhed, erfaring og 'dybde'.

Dog, som nabo til disse dyder finder man begreber som slaphed og selvhøjtidelighed, og det er dem, der efter denne betragters mening kigger for meget frem i denne nye og af mange længe ventede duet med Jarrett. I det hele taget kan man være betænkelig ved den utilslørede måde, Jarrett her begiver sig ud i et projekt, der skal fungere som 'stemningsmusik' (understreget af hans egne covernoters længsel efter 'skønhed, ømhed, dybde, tillid, sandhed, bedrøvelse og indre mening og farve' i en verden fuld af 'overfladiskhed og spektakulære effekter'), men når man oveni dette skal lægge Hadens rytmiske ladhed og - til tider - tonale urenhed, kan det være svært at finde spændingen i musikken eller identificere de øjeblikke, hvor Jarrett med sine frapperende melodiske indfald sørger for, at der stadig er lidt jazzmusikalsk udfordring tilbage i denne ellers meget stilfærdige vandring gennem otte standardnumre. Flere af dem har i øvrigt optrådt i Jarretts repertoire med Gary Peacock og Jack DeJohnette. Måtte vi få, især, Peacock tilbage!

Det elegiske element, der jo altid har været en del af selskabets brand, hænger også ret tungt over en anden nyudgivelse fra ECM med den argentinske bandoneonspiller Dino Saluzzi. Saluzzi er fra Nordargentina, og den stolt temperamentsfulde tango, som en anden bandoneon-guru, Astor Piazzolla, spillede, og som er konciperet i Buenos Aires' oprindeligt tyskdominerede havneknejpemiljø, er ikke hans sag.

For tynde forlæg

Saluzzis musik har altid fascineret ved sin indadvendthed og sin æteriske hengivelse til selvet og til den storladne natur, der omgiver ham. Således også på denne liveindspilning fra Amsterdams Concertgebouw med den tyske cellist Anja Lechner, broderen, Felix Saluzzi, på tenorsax og strygerne fra det fremragende hollandske Metropole-orkester.

Trods så mange gode kræfter samlet fungerer musikken imidlertid ikke. Saluzzis forlæg er for tynde til orkestermæssigt at blive trukket så langt ud som her - fire mere end kvarterlange forløb - og heller ikke i solopassagerne er Lechner trods sin flotte, mættede tone og Saluzzi med sin ofte næsten uhørbare inderlighed i stand til at give os noget andet episk end forsikringen om, at i Nordargentina er landskabet meget, meget vidtstrakt og himlen meget, meget, meget stor.

Med skuffende udspil fra Keith Jarrett og Saluzzi er det godt, at ECM bevarer kontakten til kunstnere som trommeslageren og komponisten Paul Motian og pianisten Marilyn Crispell, som der også er nyt fra i denne cd-forsommerpakke.

Efter tre indledende, kuldslåede diskantakkorder fra Crispell begiver hun og klarinettisten David Rothenberg sig ud i 13 livgivende, helt eller delvist frie stykker improvisationsmusik. Her er klarhed i mælet - og i fraserne - og helt styr på det strukturelle. Crispell og Rotheberg kender nemlig også begrænsningens kunst.

Uden sidestykke

Alligevel bliver stykkerne til mere end vignetter. De får lov at leve færdigt og gennemgå de transformationer - små som store - der skal til for at få os til at indse meningen med at 'spille frit'. Der er således også frihed for lytteren til at betragte de 13 stykker som en suite, men denne lytter har nu mest ud af at høre dem enkeltvist i deres mangfoldighed. Som en sidegevinst er der mulighed for, med Rothenberg, at lægge øre til den mest udtryksfulde basklarinettist i jazzen siden Eric Dolphy.

Lige så livgivende som Crispells og Rothenbergs duetter er triosamarbejdet mellem tenorsaxofonisten Chris Potter, pianisten Jason Moran og førnævnte Paul Motian, hvis musik står som omdrejningspunktet på Lost In a Dream. Ikke ret meget tabes her, når Potter og Moran giver sig ud på deres ekskursioner i Motians temaer, der også i vid udstrækning (kan) tolkes frit, selv om mange af dem har en tynd men tydelig, men altså ikke bindende, linje til Den Store Amerikanske Sangbog - illustreret ved indlemmelsen af Irving Berlins Be Careful, It's My Heart i repertoiret.

Motians musik kan bestå i alt fra et par henkastede akkorder til fuldt færdige temaer med A- og B-stykke. Moran og, især, Potter får det maksimale ud af dem - Potter med en variationsevne i tonedannelse, figurspil og rytmisk bearbejdelse, som er uden sidestykke. Der skal nemlig også arbejdes hårdt rytmisk i denne musik, for Motian fejrer kapelmesterrollen ved - mere end ellers - at trække sig lidt tilbage, når det gælder om at skabe eller bryde dynamikken i musikken. Ikke desto mindre fremstår udgivelsen af denne livemusik som fuldstændigt helstøbt.

Reservér allerede nu de to dage, hvor man kan høre Potter i Valby ved årets københavnske jazzfestival!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Arthur Schopenhauer

Kombinationen af Haden og Jarrett svarer lidt til at sætte Picasso og en 3-årig til at male et billede sammen. Jarrett lyder forunderlig, mens Hadens bas gør overgreb på helheden. Det virker helt usammenhængende, og resultatet er faktisk meget svært at holde ud at høre på. Jeg kendte Jarrett i forvejen, men Haden har jeg aldrig hørt om før. Nu ved jeg så hvorfor.

Et koldblodigt skud fra hoften :

Haden og Jarretts venskab går mange år tilbage, tilbage til de legendariske udgivelser som " Eyes of the heart,""Survivor's Suite," og i bund grund tror jeg at Jarrett har følt sig forpligtiget til at udgive dem.

Efter samarbejdet brød sammen sådan cirka for 30 år siden, har deres veje så vidt jeg husker, ikke mødtes.

Haden i sammenhæng med jarrett skal høres på de gamle udgivelser fra 70'erne

Dewey redman- Paul Motion- Charlie Haden - Keith jarrett. The american lineup. Sideløbende med hans nordiske lineup

"Eyeys of the heart"
http://www.youtube.com/watch?v=xdvdTOZHnmE&feature=watch_response

*Eyes ........

*I bund OG grund