Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Nordatlantens poetiske kraftværk

Tórshavns røde præst. Nærgående og charmerende portrætfilm overbeviser om, at Jóanes Nielsen er Færøernes stærkeste litterære stemme i over et halvt århundrede
Kultur
4. juni 2010

At ypperlig litteratur undertiden vokser frem i de absolutte udkantssamfund, er den færøske digter og forfatter, Jóanes Nielsen et levende og overbevisende eksempel på. Otte digtsamlinger er det siden 1978 blevet til for den mand, der kalder sig 'Tórshavns røde præst', hvortil kommer to teaterstykker, tre romaner og fire nomineringer til Nordisk Råds Litteraturpris. I denne bogsæson er han aktuel med hele tre ting: En paperbackudgave af romanen Glansbilledsamlerne (første potentielle færøske bestseller siden William Heinesens De fortabte spillemænd fra 1950), den ottende digtsamling, Broer af sultne ord og endelig med den 76 minutter lange, sammenklippede monolog, som danner ramme om dvd-portrætfilmen Sporene gror ud af ord, just udgivet på forlaget Torgard i instruktion ved den færøske filmskaber Katrin Ottarsdóttir.

Jóanes Nielsen kombinerer patos, passion, inderlighed og grandvoksent metafysisk begær med saftspændt erotik og hårdkogt trold-splintshumor. Men ud over det unikke talent, som denne livgivende og fængende cocktail kaster af sig, har han noget, som enhver anden poet må misunde ham, nemlig et talstærkt læsepublikum: En ny digtsamling fra den 57-årige digters hånd kan i mikronationen Færøerne (50.000 sjæle) angiveligt sælges i et oplag på 1.000. Det er altså så mange som to procent af indvånerne på de grønne forblæste klippeknolde oppe i Nordatlanten, der læser disse digte - en dansk digtsamling med tilsvarende national gennemslagskraft skulle altså sælges i 100.000 eksemplarer (!)

Hjemstavnslitteratur?

Hemmeligheden bag den megen bevågenhed behøver dog ikke at være et særligt lyrisk gehør i folkesjælen hos øboere fra denne del af Rigsfællesskabet. Færøerne er så lille et samfund, at de fleste ikke alene kender hinanden, men i høj grad også vogter på hinanden, og derfor bliver de simpelthen nødt til at købe Jóanes' seneste opus, »bare for at se, om der står noget om dem selv eller deres naboer,« som den færøske digters danske udgiver, Hugin Eide, forklarer.

Og det er bestemt ikke sikkert, at alle vil kunne lide, hvad der står, for i det omfang vi har at gøre med hjemstavnslitteratur, hvilket altid er en diskutabel kategori, er det ikke ligefrem den nationalforherligende og lovsyngende af slagsen. Jóanes læser hellere op på 1. maj-møder end på Nationaldagen - (det mener han sig ikke 'værdig' til, siger han med en mine, så vi forstår, at 'værdig' ikke er plusord i hans bog), og som han andetsteds udtrykker det, så plukker han helst de blomster, der »vokser i jorden under septiktanken«.

Denne præference får også udtryk i den mesterlige Glansbilledsamlerne, som følger seks drengebørns opvækst og ungdom, og deroute ud i alt for tidlig død - færøske misfits, som hver på deres måde drives af lidenskaber og forestillinger så stærke, at de bliver deres undergang. Det kunne jo lyde både knugende og sørgeligt, og det er det sådan set også, men der er så megen forfatterempati og smittende fortælleglæde i afviklingen af klassekammeraterne Djallis, Ingimars, Karis, Staffans, Frídrikurs og Olafs kranke skæbner, at det bliver ikke alene udholdelig, men fuldkommen medrivende. Glansbilledsamlerne bliver i disse mindeberetninger selv til glansbilleder, sygeligt lysende som blomster under en septiktank.

Glimtvis lyser også Jóanes' morbidt barokke humor op som i skildringen af Staffan, der uforvarende - som narkomantrækkerdreng - giver sin egen far et blowjob igennem en såkaldt pikind-automat: »Jeg gør så det, man skal gøre, og lidt efter begynder han at stønne. Det var også efter bogen. Men så syntes jeg pludselig jeg hørte en færøsk tone i stønnet. Den samme lyd som kommer ud af munden, når man er bange, måske for at blive slået eller for at dø og man siger Åh Gud eller Åh Jesus (...) Jeg så straks for mig de hjemlige bygdekirker, men i stedet for en oblat fik kirkegængerne Jesus' pik stoppet ind i gabet. Hvem kan det være tænkte jeg?«

Det er til at forstå, at beskrivelser som denne og tilsvarende endnu mere eksplicitte skildringer af homoseksualitet (der stadig er stærkt tabuiseret på Færøerne) har kunnet afstedkomme forargelse i de mere bornerte hjemlige miljøer. Men færingerne må efterhånden have vænnet sig til den provo, som efter Ulrike Meinhofs død i 1976 iscenesatte sin egen korsfæstelse i Tórshavn. Datidens venstrefløjslekture fylder stadig godt op på hans bogreoler, men præger heldigvis ikke hans litteratur. Kommunisten Jóanes har i dag et distanceret nostalgisk forhold til de gamle lighedsdrømme. Symboliseret ved, at der i dag i hans hjem hænger et rustent hammer og segl-symbol hugget ud af et russisk skib, der lå for anker i Torshavn, da Sovjet faldt.

Ordene i sin magt

Om sin egen far fortæller Jóanes, at han engang betroede ham, at kun frygt for, hvad der kunne vente ham efter døden, afholdt ham fra at begå selvmord. Et forkvaklet forhold forstår man, men som var med til at gøre Jóanes til forfatter, for det var, da han skrev faderens nekrolog, at han indså, at han havde ordene i sin magt. Først skulle han imidlertid en barsk ungdom igennem. Efter at have gået i katolsk skole som dreng, stak han til søs som 14-årig, og siden ernærede han sig i mange år som sømand og arbejdsmand på en filetfabrik, en proletarisk tid, der gav kendskab til skyggesiderne ved livet i det færøske udkantssamfund, men som også var lige så meget brændstof til forfatterskabet. Et forfatterskab, som imidlertid ikke er spor socialrealistisk. Ej heller er det belastet af sprogteoretisk fortænkthed eller selvrefererende metaovervejelser, for Jóanes vedkender sig ikke at være tænker eller dialektiker. Hos ham gror ordforbindelser sammen, når han opfyldes af »en kosmisk følelse«. Det kan lyde gammeldags og romantiserende, men som poetisk princip fungerer det uovertruffent for Jóanes, som når han digter om afdøde sømænd, der bliver til stjernetåge. Det metafysiske begær er i hans poesi som i al god poesi, men det er i de ord, der sætter spor, at vi kan finde et værdigt efterliv - ikke i den religiøse forklarelse, som Jóanes ikke tror på. Gudsforholdet udlægger han således: »Gud er batteriet i dildoen«. Det skal nok passe, og i mellemtiden har vi andre så Jóanes' kosmiske empati, der er så omfattende, at han drømmer om at invitere Færøernes forfrosne fjelde inden for i sit lune hjem. Med denne portrætfilm er vi inviteret ind i hans sind, der, selv når det virker allermest vindblæst og plaget, har uforligneligt lune - den oplevelse, kan man bestemt unde mange nye læsere: Jóanes Nielsen har igen sat Færøerne på det litterære landkort som det måske mest eksotiske udkantssamfund i nutidig nordisk litteratur.

Katrin Ottarsdóttir: Sporene gror ud af ord (dvd-portrætfilm om Jóanes Nielsen), Forlaget Torgard, udkom 26. maj .

Jóanes Nielsen: Glansbilledsamlerne (paperbackudgave), Forlaget Torgard, udkom 7. maj.

Jóanes Nielsen: Broer af sultne ord (digtsamling), oversat af Erik-Skyum Nielsen, Forlaget Torgard, udkom tidligere i år

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

1 stk. blurb:

"Jóanes Nielsen kombinerer patos, passion, inderlighed og grandvoksent metafysisk begær med saftspændt erotik og hårdkogt trold-splintshumor."

Forfatter og forlag bukker og takker.

Jeg retter: grandvoksent til granvoksent.

Artiklen in toto er faktisk ét langt granvoksent blurb; de forherligende lovprisninger er legio. Niels Ivar er vældig glad for (myten om) Jóanes og det er jo bare dejligt.