Kan 90-95 procent af det amerikanske anmelderkorps tage fejl? Ja, åbenbart, medmindre det er mig, der gør, hvilket selvsagt forekommer rasende usandsynligt.
Forsvindende få af mine amerikanske kollegaer faldt for Robert Luketics Killers, som imidlertid i mine øjne er all killer, no filler, et herligt overstyret stykke kulørt underholdning uden døde passager og med masser af træfsikker dialog.
Filmen har ganske vist en af Hollywoods mest ferske stjerner, Ashton Kutcher, i den mandlige hovedrolle, men til alt held er den kvindelige overladt til Katherine Heigl, der med sin solide skærmtække, egern-energi og eminente replikførelse dominerer løjerne fra først til sidst.
Morsomt misforhold
Heigl spiller den noget Nynnelignende eksistens Jennifer, der døjer med selvværdsproblemer som følge af et forlist kærlighedsforhold. På en ferie til Nice forelsker hun sig uforvarende i den toptrimmede lejemorder Spencer, som altså spilles af den selvforelskede sovepille Kutcher. Jennifers skønhed og gode hjerte får ham til at kvitte likvideringsbranchen, og snart lever de sammen i fryd og gammen i et lækkert hus i forstaden.
Men det er der jo ikke meget drama over, så en dag vender Spencers makabre fortid selvfølgelig tilbage som en blodtilsølet boomerang. Kun via hårdtslående teamwork kan Jennifer og Spencer redde ægteskabet. Og livet.
Som andre af sommerens film – A-Team og The Karate Kid, eksempelvis – senderKillers tankerne tilbage til 1980'erne, og nærmere bestemt actionkomedien. Men den er heldigvis langt mere spidsfindig i sin humoristiske tone end hovedparten af dens genrefæller.
Undervejs trækkes der således tråde til både Hitchcock, James Bond og screwballkomedien, og manuskriptforfatterne har særlig flair for at vride vittigheder ud af misforholdet mellem eksplosive og spektakulære begivenheder og hverdagens banaliteter. Efter med nød og næppe at have overlevet en hæsblæsende biljagt finder Jennifer således stadig overskud til tørt at pointere, at Spencer ikke har udskiftet ringetonen på sin mobiltelefon, som han ellers havde lovet.
Afhægtet drukmås
Når smukke skuespillerinder sættes til at spille kiksede typer, kommer det nemt til at fremstå postuleret. Det sker dog ikke her, fordi Heigl kan aflevere en selvsønderlemmende kommentar som »I'm just gonna go marinate in shame,« så man virkelig tror på det.
Hendes lettere tegneserieagtige fysiognomi (tilbage i stumfilmfarcens tid ville hun utvivlsomt være blevet en endnu større stjerne) matcher fint filmens skamløst urealistiske univers, og man mistænker, at hun næsten har fundet det for nemt at stjæle billedet. Hvis en mere talentfuld skuespiller end Kutcher havde spillet Spencer, ville figurens moralsk tvetydige facetter måske være kommet op til overfladen, men filmen har kvaliteter nok, til at Spencers skitsestatus og fravær af sjæleliv ikke føles som en graverende mangel.
Blandt andet er den flot fotograferet, og navnlig de første scener - som altså udspiller sig i Nice - ligner en reklame for et hundedyrt spiritusmærke. Alkoholiske drikke leder os let og elegant til filmens anden Catherine, der bærer efternavnet O'Hara. Hun spiller Jennifers mor, der er blevet buldrende alkoholiseret som konsekvens af sin ægtefælles (en sikkert castet Tom Selleck) nærmest sygelige trang til at have kontrol over alt og alle. I en forrygende joke, som man genkender fra Coen-brødrenes The big Lebowski, er det øvrige persongalleris mange skjulte dagsordener og dobbelte identiteter en alt for stor mundfuld for hendes permanent tågeindhyllede øverste etage.
Om så jeg skal stå mutters alene med det, vil jeg hævde, at Katherine og Catherines fine komiske fodarbejde og en generel 'sømmet-i-bund'-mentalitet gør Killers til en lille knaldperle.
Fremragende anmeldelse. Og ja, det hænder, at et helt anmelderkorps tager fejl. Se bare på begejstringen for The Hurt Locker!
Katherine Heigl er en af mine yndlingsskuespillere, så det lyder som om jeg skal i biffen og se denne film en af de dage hvor jeg trænger til noget at grine ad. Tak for dén anmeldelse.