Læsetid: 2 min.

Råddenskab og syndsfor­ladelse

Daniel Auteuil leverer en stærk og nuanceret præstation i den stærke og meget seværdige thriller ’MR73’
Daniel Auteuil leverer en stærk og nuanceret præstation i den stærke og meget seværdige thriller ’MR73’
24. juni 2010

Den franske instruktør og skuespiller Olivier Marchal, der selv er tidligere politimand, har skabt sig en karriere på med intensitet og troværdighed at skildre udbrændte og moralsk, psykologisk og følelsesmæssigt udfordrede politimænd.

I den tempofyldte, barske Mellem fjender bekrigede Daniel Auteuil og Gérard Dépardieus kriminalkommissærer hinanden med alle tænkelige midler. Og i Mar-chals seneste film, den knap så actionprægede MR73, der nu er ude på dansk dvd, spiller Daniel Auteuil en sorg­ramt kriminalmand, Louis Schneider, som bebrejder sig selv den bilulykke, hvor hans lille datter mistede livet, og hans kone blev hjerneskadet.

Et umådeholdent alkoholmisbrug – og jeg mener virkelig umådeholdent – bringer hele tiden Schneider på kollisionskurs med resten af politietaten, og han får den ene advarsel efter den anden. Sammen med sin noget mere ædruelige partner jagter han en seksuelt motiveret seriemorder, og samtidig bliver han kontaktet af en ung kvinde, Justine (Olivia Bonamy), hvis forældre 25 år tidligere brutalt blev myrdet af en mand, et monster, der nu er på vej ud af fængslet og kun tilsyneladende har forbedret sig.

Schneider har således rigeligt at se til, og spørgsmålet er, om ikke han vælger at sætte sin egen i forvejen sølle eksistens på spil for at hjælpe Justine og samtidig frelse sin egen sjæl.

Politisk rænkespil

Der bliver ikke givet ved dørene i Olivier Marchals film, der er pågående studier i den menneskelige psyke og hårde angreb på et politivæsen, der er fuld af korruption, personlige ambitioner og så meget politisk rænkespil, at det ville få selv det mest samvittighedsløse, franske parlamentsmedlem til at rødme i skam. Og i Daniel Auteuil har Marchal fundet sig den perfekte skuespiller til at rumme både råddenskaben og syndsforladelsen – han er ikke et af Guds bedste børn, men vil gerne det gode, og det gør ham kun endnu mere interessant som person. Man tror på, at Auteuil er så gen-nemalkoholiseret og fuld af sorg og skyldfølelse, at det kun er på trods, at han overhovedet er i live.

Det er en stærk og nuanceret præstation i en stærk og meget seværdig film, der også med sin rå, visuelle stil bringer mindelser om de hårdkogte, amerikanske politithrillers fra 1970’erne, ikke mindst Serpico og French Connection.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu