Repressiv fedhed og endeløs minimalisme

Der synes at være en grænse for hyggen på årets Distortion-festival i københavnske gader og stræder. Mens ingen ende viste sig på et minimalistisk mesterværk opført fjernt fra hipsternes reservater
Solen og sommerens komme over København smeltede Distortion om til hygge og gruppekram, og en ellers ganske borgerlig festival satte hele bydele under belejring. Her festes der på Nørrebro.

Solen og sommerens komme over København smeltede Distortion om til hygge og gruppekram, og en ellers ganske borgerlig festival satte hele bydele under belejring. Her festes der på Nørrebro.

Klavs Bo Christensen
8. juni 2010

Åh, København. Hvad går der af dig? Den ene dag eksploderet i tøjlesløs festival, den næste detonerende i en firkant af minimalistisk finkultur. Så mange vokabularier at udforske. Jeg undersøgte to.

I et land, hvor vi stadig er i gang med at finde os til rette i udendørs socialisering og dansekultur, er Distortion-festivalen værd at bemærke. Den giver en fornemmelse af, at sociale koder er kollapset, kun for at blive limet sammen på nye sjove, nydelsessyge måder af gadebavianer med alt for meget tid på hænderne og en ikke videre protestantisk hang til hedonisme og hygge.

Dronning Louises bro. Torsdag. Eftermiddagens myldretrafik har stadig sværere vilkår for at dryppe igennem menneskemængden, som med blød magtanvendelse og lidt mere knubbede beats er ved at lukke broen mellem City og Nørrebro definitivt. Et hipsterfarvet segment i stadigt voksende kreative klaser overtager broen, hvor lykkelige børnefamilier og andre former for usandsynlige overskudsmennesker maler på opsatte træplader. Alt er fryd og gammen, og solen er helt naturligt tilsætningsstof.

Inde i den sorte firkant omkring Blågårds Plads bliver der spyttet med beats i mere forcerede rytmiske kæder. Babyer bærer øreværn. Resten bærer overskudssamfundets ulidelige lethed ulasteligt over smagfuldt brankede skuldre. Drum'n'bass hagler over krydset Blågårdsgade og Baggensgade. På Distortions pansrede mandskabsvogn - et nyt varemærke? - gynger neonfarvet ungdom til passiv aggression af hæderlig kreativ karat. Og nede på pladsen sætter Støberiet gang i dubsteppens urbane visdom - helt uden for Distortions program - mens Supermødregruppen ruller græs og børneunderholdning ud.

Scenariet gentager sig på Vesterbro dagen efter i et område, der bedækker Sønder Boulevard, Dybbølsgade, Istedhave, Enghave Plads m.m. med livsnydere, nydelsesmaksimalister og maksimallevemænd og -kvindfolk.

Folkets gader

Det er smukt, det er hyggeligt, gaderne vindes tilbage fra bilindustri og byplanlæggere, tilbage til folket. Alt sammen i et velorganiseret kommunalt regi. Soundsystems bløder ind over hinanden i et livsaligt patchwork, og der er en vis musikalsk spredning, fra tæppebanker-techno over velbagt dub og hjemmesyet indie til pletvise eksperimentale sprøjt ude i sidegaderne.

Desværre er der også masser af sponsorbiler i gader og stræder og inden for under aftenarrangementerne. Tuborg- og Jägermeister-busser. Red Bull-kuraterede og -dominerede arrangementer. Ja, den politisk ansvarlige energi-opkomling Guarana Power må flytte en parasol for ikke at kollidere med Red Bulls økonomiske interesser. Og så er vi pludselig under påvirkning af repressiv fedhed.

Der har været en tydelig forsvarsposition i Distortion-grundlægger Thomas Fleurquins argumenter for denne fjernelse af konkurrenters parasoller samt - ikke mindst - for at slukke for efterfølgende piratfester, der er opstået i kølvandet på Distortions indtagelse af brokvartererne. Forsvarspositione kan opsummeres nogenlunde sådan her: Vi laver noget proaktivt positivt i de københavnske gader. Vi har vores undergrundstroværdighed i orden via Distortions autonome status fra 2000 til 2007. Vi - eller rettere Fleurquin selv - har også selv været modkulturel og antietablissement i sine unge dage og nyder derfor åbenbart i sin egen optik immunitet over for kritik fra selvsamme positioner. Hvilket selvfølgelig er noget vrøvl.

Voksen firmafestival

Distortion er blevet en voksen festival. Under de i alt fem dage har festivalen nærmet sig et besøgstal på 100.000 mennesker. Der er syvcifrede kommunale og ministerielle støttekroner i projektet. Og løjerne løber af stablen under opbakning fra kommunale instanser, politi, beboere.

Det er altså fedhed under ansvar, som Fleurquin & Co. forsøger at eksekvere. Men den inklusive fest kan altså godt få noget lidt ekskluderende over sig, når hensyn til sponsorer og kommunal strambuks får for meget at sige. For eksempel når hele bydele kommer under belejring af Distortion, som dernæst hjælper med at lukke individuelle initiativer til gadefest ned efterfølgende. Folkefest? Åbenbart også firmafest. Og åbenbart en folkefest på en organisations præmisser.

Men vi er selvfølgelig også vidner til en festival med gevaldigt vokseværk, og al ære skal tilflyde den stemning, der herskede i brokvartererne - godt hjulpet på vej af sommerens komme. Det var ren nydelse - som jo har det med at smelte politisk diskussion om til hygge og gruppekram. Så Distortion kunne slippe afsted med hvad som helst i den forløbne - og bør i hvert fald overveje, hvor langt de vil bevæge sig fra deres oprindelige uafhængige etos for at vinde endnu flere hjerter. For hvad med deres egne?

Distortion viser sig at være en ganske borgerlig festival, kun simuleret grænseløs, men også overstrømmende charmerende. Og det er noget andet på den samtidige og helt anderledes finkulturelle festival Athelas New Music Festival, som præsenterer musik fra ensembler, gerne af klassisk tilsnit, typisk foreviget på nodepapir. Men der skal alligevel vise sig en uendelighed i den firkant, vi søndag træder ind i på - oh, hipster rædsel - Østerbro.

Den liflige lethed

På forhånd er der en klar forbindelse mellem den amerikanske komponist Steve Reich og især den techno, der strømmer fra robuste lydsystemer under Distortion. For den amerikanske, mere eller mindre minimalistiske komponists mageløse sans for repetitionens saliggørende potentiale har inspireret mange techno- og ambientmusikere. Men denne aften på Teater Republique får hans værk lov at lyse i sin helt egen ret.

Selv anbefaler Reich, at man bruger det antal musikere, man finder nødvendigt for at kunne opføre hans komposition Music For 18 Musicians. Det blev til 19 m/k i Mathias Reumert & Friends' udgave - den første på dansk grund. Samlet tætpakket på gulvet, for foden af publikum. Marimbaer, xylofoner, flygler, træblæsere, strygere, sangere, der i lidt over en time og i følge Reichs partitur væves ind imellem hinanden i repeterende, men samtidig stadigt changerende strukturer.

Hvilket kommer smukt til sin ret i denne opførsel, som er på omgangshøjde med dét, der kunne være en nådesløs disciplinering af musikere med sine mange repetitioner, men som her netop finder den liflige lethed, som gør værket så betagende og berusende.

Ude til venstre, i maskinrummet, bliver den grundlæggende repetition holdt i gang på et flygel og to marimbaer, mens de rytmiske perspektiver bliver udvidet og udforsket over alt i orkestret; mens de kort gentagende melodier opnår den hallucinerende skønhed, uden at virke stivbenede eller forcerede.

Kollektiv hypnose

19 m/k skubbet tæt sammen, vekslende i intensitet, dynamik, groove, melodiske og harmoniske vægtninger, sættende fjerlette aftryk af stor skønhed. En kollektiv, koncentreret hypnose, som er bygget af - hér - 19 enkeltdele. Hvert element central for helheden, som kan vendes og drejes, nydes fra et utal af perspektiver og med utallige fokus- og niveauskift.

Og hvis det lyder tørt, så er det denne skribents fejl. For der er en vild, men alligevel stramt styret inderlighed i værket og dets udforskning af afrikansk polyrytmik, avantgardistiske forskydninger og gentagelser, harmoniske traditioner og en smukt forsiret struktur, som jeg ikke ville have noget imod at bo i. Hvis bare jeg vidste, hvor jeg skulle stille flyttekasserne.

Mens Distortion flirter med kommunale og corporate grænsesætninger i en kultur, hvor hedonismens og hæmningsløshedens retorik hersker, så åbner Mathias Reumert & Friends uendelighederne i et værk skabt bag partiturets tremmer.

Jeg får gåsehud de mærkeligste steder under opførelsen, gnider tårer væk fra de dertil indrettede kanaler - fængslet dér på stolen, ramt jernhårdt af et værk, som simpelthen er så nådesløst smukt og galoperende brillant, at dets stramme æstetik føles frisættende, når det ikke er voldeligt gribende.

I denne beherskelse, i disse uendeligheder inden for stramt definerede rammer gemmer der sig den eneste form for frihed, som vi kan få: En betinget frihed. Som de københavnske nydelsesfanger kunne lære noget af, men som de måske også for en stund vælger at glemme i rusen og dansen. Begge dele har ret og gang på jord. Men den ene har klart færre multinationale firmalogoer påtrykt programmet.

Distortion: Nørrebro og Vesterbro, Kbh., torsdag-fredag.
Steve Reich: Music For 18 Musicians. Opført af Mathias Reumert & Friends. Teater Republique, Kbh., søndag. Athelas New Music Festival fortsætter til 12. juni - athelas.dk

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu