Læsetid: 4 min.

Skive Beach Party Genbesøgt

Skive Festival har potentialet til at blive den voldsomt savnede mellemting mellem den udvidede byfest, Skanderborg Festival og Skandinaviens mest betydningsfulde festival Roskilde. Men først skal de forlige sig med deres publikum eller få dem til at gå væk
5. juni 2010

Der er så smukt på Skive Festival. Man kan vandre fra strandkanten med udsigt udover Limfjorden og op i skoven, hvor trætoppene køler en smule på disse årets første sommerdage. Det var her jeg for seks år siden så Dúné spille første gang. De må have været 14-15 år gamle og havde netop vundet det lokale bandbattle. Allerede dengang optrådte de lige så hæsblæsende, som vinden her ved Limfjorden inspirerer til. På en anden scene, så jeg et band, der dengang kaldte sig Sodapop, nu hedder de Alphabeat. De vil det så utroligt gerne, ildsjælene her i Skive, og det er da også derfor, at en fraflytter tager tilbage til festivalen med håb om, at det er lykkedes for dem. At Skive Beach Party virkelig er blevet til Skive Festival. Men de har et problem. Publikum.

Der eksisterer en myte om byen Skive. Mange succesfulde musikere stammer herfra blandt andre bandet Dúné, en af landets mest efterspurgte producere Thomas Troelsen, bassisten fra Carpark North Søren Balsner og sangeren Mads Langer. Det har ledt store dele af offentligheden til at tro, at Skive har et blomstrende musikmiljø. Det har de ikke. De fleste af ovennævnte kunstnere henviser til én bestemt lærer på musikskolen. Det er nærmere ham, de har tilfælles. Skive er en by med 20.000 indbyggere.

Det gennemsnitlige

Der er ikke nogen pladebutik i byen. Der er ikke et decideret spillested, kun en teatersal og et par hævede gulvplader på diskotekerne Pigen og Trompeten og Crazy Daisy. Per Stærk, der solgte musikinstrumenter, lukkede for et par år siden. En del af succeseen for disse skibonitter kan selvfølgelig forklares med hypen omkring Skive, der startede allerede, da Thomas Troelsen var frontmand i det legendariske band Superheroes - det satte en kædereaktion i gang ikke mindst af selvtillid. Men efter et besøg på årets Skive Festival må jeg konstatere, at disse dygtige mennesker må være lykkedes på trods. På trods af at være vokset op som mærkelige musikere i et område, der generelt tilstræber det normale, det gennemsnitlige, det homogene.

Homogent publikum

Jeg ville have svært ved at give politiet noget at gå efter, hvis to publikummer begik et bankrøveri for øjnene af mig. De var alle ens. Ja, hr. betjent, det var en pige på omkring 17, hun havde affarvet langt hår, bar meget korte cowboyshorts, havde en stropløs sort top på eller måske var det en stor gennemsigtig løst siddende hvid top over en stram sort undertrøje, på fødderne bar hun flade ballerinasko. Fyren var omkring 22 (drengene bliver hængende i området lidt længere) han bar knælange shorts i spraglet stof, en hvid stramtsiddende t-shirt med v-hals og hans hår var sat i en meget sirligt strittende frisure hvortil var anvendt en hel dåse Dax-voks. De kørte dén vej i en sort Golf.

Det kan virke så letkøbt at give Skive Festivalens publikum en hård medfart. Ja, der er party i provinsen, og her er der bare nogle helt andre spilleregler. Hvis du ikke ligner de andre og gør som de andre, så bliver du en paria. Du går hellere til håndbold i 11 år, hvor du tilbringer det meste af tiden på bænken og får en total score på to mål, end du melder dig ud af det fællesskab, for der er ikke andre steder at gå hen. Det er håndbold om vinteren, eller dø. Sådan er her også i Skive, og derfor hed festen indtil i år: Skive Beach Party, for det var, hvad det var. Men i år skulle det skulle være anderledes. Musikprogrammet er ambitiøst, Green Day, Mika og Rammstein er hovednavne og man har skaffet det meget hotte britiske indierockband White Lies. Også en række interessante danske bands optræder - for eksempel Lars and The Hands of Light, Ginger Ninja og Giana Factory på den alternative scene, Rolignu; Man går over en metalbro ind i skoven, hvor man kan slænge sig i dekorerede sofaer og ryge sig en vandpibe. En afslappet stemning og god musik, der udfordrer. På de andre scener, er det de leveringsdygtige men alligevel trygge bands som Mew og Kashmir, der spiller. Heroppe i skoven kan man ikke sætte sig i ly af vanen.

Holdning til musik

Nede i sandet spiller så også disse bands: Sanne Salomonsen, Magtens Korridorer, Infernal og Nik og Jay. Hvis man vil tages seriøst som musikfestival, så er det ikke den gennemkogte grød, man skal røre i.

Men jeg forstår festivalens dilemma. Kan man fra det ene år til det andet lukke ned for brandbilbaren, hvor fedfest.dks drenge og piger giver den som nonner og matrosser til lyden af Dr Alban? Kan man forbyde Cult-pigerne at danse? Kan man i det hele taget ignorere det publikum, der har gjort Skive Beach Party til en succes? Nej, det kan man ikke. Slet ikke hvis man vil tjene penge. Så Rasmus Seebach spiller i dag på Scene 2, samtlige bands stille numre akkompagneres af en konstant pumpende dyb baslyd fra et sted på pladsen og en gruppe i en anden betydning pumpede fyre kommer midt under Green Day-koncerten op at slås, fordi de er kommet for at slås. På den ene side er det disse ting, der gør, at arrangørerne får råd til at tilbyde noget udfordrende og interessant til dé lokale, der faktisk har en holdning til musik. På den anden side, er det disse ting, dette publikum, der får os til at holde os væk. På et tidspunkt, bliver man nok nødt til at vælge. Ligesom man har gjort det i Skanderborg og i Roskilde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu