Læsetid: 2 min.

Skuffende John Irving

Det amerikanske forfatterfænomen har leveret en af sæsonens tykkeste og kedeligste romaner
Det amerikanske forfatterfænomen har leveret en af sæsonens tykkeste og kedeligste romaner
25. juni 2010

Sidste måned udkom John Irvings Sidste nat i Twisted River,og man kan spørge sig selv, hvorfor vi først bringer en anmeldelse så længe efter. Den amerikanske forfatters mange dedikerede fans har jo sikkert allerede slugt alt, hvad der har været bragt af anmeldelser og interview om og med ham og hans nye roman, da han var i landet i forbindelse med udgivelsen. Mon ikke det rager dem en papand, hvad en enkelt anmelder mener på nuværende tidspunkt? Måske har de oven i købet allerede købt romanen. Jeg tvivler imidlertid på, at de har læst den. Selv har jeg været næsten en måned om at komme igennem de 624 ualmindeligt kedelige sider, og det er selvfølgelig den umiddelbare årsag til, at anmeldelsen først kan bringes i dag.

Følgende er derfor henvendt til dem, der endnu mangler en god bog til sommerferien og overvejer at investere i Sidste nat i Twisted River, fordi de kan huske, hvor stor en oplevelse det i sin tid var at læse samme forfatters Verden ifølge Garp, Hotel New Hampshire og En bøn for Owen Meany.

Kort fortalt handler Sidste nat i Twisted Riverom drengen Danny, der slår sin fars elskerinde, Jane, ihjel, fordi han tror, hun er en bjørn. Herefter forlader far og søn Twisted River på flugt fra Janes mand, der mest af alt minder om en ufrivillig morsom parodi på Chigurh fra Cormac McCarthys
Ikke et land for gamle mænd.

Det sker i 1954, og det næste halve århundrede flytter de to rundt i det nordlige Nordamerika, alt imens Danny vokser op og bliver en stor og anerkendt forfatter, hvis værker og oplevelser minder en del om John Irvings.

Ikke kunst

Specielt de første 100 sider, frem til flugten, gemmer på en fin og atmosfæremættet historie, der snildt kunne have stået alene, hvis en redaktør havde haft mod til at sparre med John Irving. En sådan kunne også have hjulpet resten af vejen, for et af de helt store problemer med Sidste nat i Twisted Riverer Irvings hang til at skære alting ud i pap.

Det er eksempelvis ikke nok at vise, at Danny er dygtig - ved at lade ham blive optaget på en fin skole og senere kunne leve godt af sit forfatterskab - det skal også fortælles, og det bliver det igen og igen, når både den altvidende fortæller og snart sagt alle dem, Danny møder, roser ham.

Desværre og som det meste andet i romanen i et dræbende langsommeligt anslag, der sammen med de mange banale betragtninger om forfatterkunsten, bremser dramaet. Som når Dannys far pludselig tænker: »Det der på en eller anden måde slog ham ved Daniels bøger var, at de var selvbiografiske, samtidig med at de ikke var selvbiografiske«. Ja, det er gået op for os ...

Men denne diskussion, om hvorvidt en roman er selvbiografisk eller ej, og om det overhovedet har noget med sagen at gøre, bekymrer tilsyneladende John Irving en del, akkurat som han også gerne vil slå fast, at kunst godt kan underholde.

For at tage hans stemme seriøst i den diskussion må man vel kræve, at han leverer et stykke kunst. Det er ikke tilfældet med Sidste nat i Twisted River.

John Irving: Sidste nat i Twisted River. Oversat af Vibeke Houstrup. 624 sider. 350 kr. Lindhardt og Ringhof.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu