Læsetid: 4 min.

Den sorte mand og den hvide kvinde

Den algiersk-franske filminstruktør Rachid Boucharebs 'London River' er en lille og samtidig meget stor og fantastisk film om noget af alt det, der er galt med denne verden
Bevægende. Der er noget næsten ikonisk og symbolsk i dette møde mellem den sorte mand og den hvide kvinde, og det kunne sikkert have taget sig ganske firkantet og uelegant ud i en mindre dygtig instruktørs hænder.

Bevægende. Der er noget næsten ikonisk og symbolsk i dette møde mellem den sorte mand og den hvide kvinde, og det kunne sikkert have taget sig ganske firkantet og uelegant ud i en mindre dygtig instruktørs hænder.

Camera Film

24. juni 2010

Den algerisk-franske filminstruktør Rachid Bouchareb vakte opmærksomhed på filmfestivalen i Cannes i år med Hors-la-loi - Uden for loven - et episk anlagt drama, der fortæller om algeriernes kamp for uafhængighed af Frankrig i 1960'erne.

I 2006 var han i Cannes med den tematisk og filmisk beslægtede Ærens dage, der handler om de nordafrikanske soldater, som kæmpede på Frankrigs side under Anden Verdenskrig, men som man efter krigen besluttede sig for at glemme.

Boucharebs film satte fokus på denne lidet glorværdige del af fransk historie, og præsident Jacques Chirac sørgede for, at soldaterne og deres efterkommere endelig fik udbetalt den pension, de havde haft krav på i mange år.

Og selv om højreorienterede kræfter på forhånd - og uden at have set filmen - forsøgte at skabe ballade omkring Hors-la-loi, fordi den efter deres mening var et unfair angreb på Frankrig, viste den sig at være en Frankrigkritisk, men også ganske afbalanceret fortælling om en væbnet opstand, hvor begge sider var fanatiske og benyttede sig af beskidte tricks, og som krævede mange ofre.

Og det er især menneskene og deres skæbne, som interesserer Rachid Bouchareb, der indimellem de mere opsigtsvækkende film har lavet den mere afdæmpede, men bestemt ikke mindre politiske og faktisk endnu stærkere London River (2009).

En urolig verden

Den 7. juli 2005 blev London rystet af et terrorangreb i undergrundsbanen, hvor 52 mennesker døde. I London River spiller Brenda Blethyn Elisabeth, moren til en ung kvinde, Jane, der rejser til London for at finde sin datter, der tilsyneladende er forsvundet efter terrorangrebet. Jane viser sig at have boet sammen med en ung, muslimsk mand, Ali, hvis far, Ousmane (Sotigui Kouyaté), også er kommet til London for at finde sin søn.

Elisabeth er et nervøst, fordomsfuldt gemyt, hvis liv og verden har været alt andet end multikulturel, og det kommer som et chok for hende, da hun opdager, at Jane ikke blot har boet sammen med Ali, der er muslim, men at hun også har gået til arabiskundervisning sammen med ham i den lokale moské.

Ousmane er hendes diametrale modsætning - en stateligt udseende, sort mand med lange dreadlocks og et roligt, afbalanceret væsen. I mange år har han arbejdet i en skov i Frankrig og ikke haft kontakt med sin søn eller hans mor, der stadig bor i Afrika.

Da Elisabeth og Ousmane første gang støder ind i hinanden, er hun overbevist om, at han har haft noget at gøre med terrorangrebet og hendes datters forsvinden, og hun melder ham til politiet. Selv er han også nervøs for, at Ali er involveret i bombesprængningerne.

Men efterhånden lærer de to væsensforskellige mennesker hinanden at kende og begynder at lede efter børnene sammen, hvorfor de ikke kun begynder at få en forståelse for børnenes liv, men også opnår en øget indsigt i sig selv og den urolige verden, de - og vi - lever i.

Hvad der er sket med børnene, eller hvor de er, vil jeg ikke afsløre her - og det er heller ikke så vigtigt i forhold til filmens overordnede fortælling, da det primært tjener som et redskab til at drive handlingen fremad.

Bevægende slice of life

London River varer kun 87 minutter, men Rachid Bouchareb forcerer ingenting. Tværtimod lader han begivenhederne og forholdet mellem Elisabeth og Ousmane udvikle sig stille og roligt og naturligt. Bouchareb ved præcis, hvad han gør, og selv om storpolitik rumler i baggrunden - religionskrig, terror, racisme, fremmedfrygt og selvmordsbombere - er hans fokus menneskene og deres møde, der er både personligt, kulturelt og universelt.

Der er noget næsten ikonisk og symbolsk i dette møde mellem den sorte mand og den hvide kvinde, og det kunne sikkert have taget sig ganske firkantet og uelegant ud i en mindre dygtig instruktørs hænder. Men sat i scene af Bouchareb og spillet af to så fænomenale skuespillere bliver det i stedet et bevægende slice of life.

Især er jeg betaget af Sotigui Kouyaté, der er en karismatisk skuespiller med et utroligt nærvær. Han behøver ikke gøre eller sige ret meget for at fortælle Ousmanes historie, og han er i filmen en god og effektiv kontrast til Brenda Blethyns forfjamskede Elisabeth, der taler og taler - fordi hun er nervøs og angst for alt det, hun ikke forstår.

»Jeg vil sige, at alle mine film beskæftiger sig med mødet mellem forskellige mennesker fra forskellige lande og forskellige verdener,« har Rachid Bouchareb sagt om London River i et interview med filmjournalisten Emanuel Levy.

En anden vej

»Personerne i mine film er altid på en rejse. Og det fortsætter fra personerne på lærredet til skuespillerne bag. Det er en menneskelig forbindelse mellem to mennesker med forskellig nationalitet, religion og kultur. Det giver én mulighed for at gå hinsides det filmiske møde og giver filmen en grad af sandhed omkring mødet og de to individers forskellige kultur.«

London River fortæller måske nok en lille historie, men den bliver hos én og vokser sig stor i ens bevidsthed, fordi den handler om alt det, der går galt i vores verden lige nu, og hvordan manglen på forståelse, tolerance og kommunikation kan resultere i terror.

Heldigvis har vi så Rachid Bouchareb og Ousmane og Elisabeth til at vise os, at der også er en anden vej.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer