Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Soulmusik i og til tiden

64-årige Bettye LaVette scorer hattrick med sin seneste overlegne udgivelse - hendes tredje siden comebacket i 2005 - hvor Sharon Jones & The Dap-Kings kører videre i retroskuren, mens Plan B spiller blue-eyed soul, så det basker
Kultur
28. juni 2010

»Do you like good music?/That sweet soul music?« spurgte Arthur Conley retorisk på sangen »Sweet Soul Music« i det herrens år 1967. Herfra skal blot lyde et rungende »Hell yeah!«

Sangen namedropper i øvrigt folk som Wilson Pickett, Sam & Dave, Lou Rawls, Otis Redding og James Brown, der alle - med sidstnævnte som markant undtagelse - indledte deres karrierer med at synge gospel, hvor reglen »feel it before you sing it« styrer. Hvilket også gælder soulgenrens ukronede regent, the one and only Aretha Franklin, der først og sidst er gospelsanger, hvad hun så ellers finder på.

Og dateres soulmusikkens fødsel til 1954, det år Ray Charles udsendte sit første seriøse hit i form af »I Got A Woman«, forstås det, at den udgør soulmusikkens fundament, idet sangen bygger på (for nu ikke at sige: er planket fra) »It Must Be Jesus« med gospelgruppen The Southern Tones.

Det udløste et ramaskrig blandt gospeludøvere, idet det betragtedes som helligbrøde, men Charles var kold, og lagde i øvrigt aldrig skjul på, at han vokalteknisk havde ladet sig inspirere af Jesse Whitaker fra The Pilgrim Travellers. Det ofte enten frenetisk hurtige eller slæbende langsomme tempo, de teknisk overlegne, altid følelsesmættede vokaler, brugen af melismer (kunsten at synge flere toner på en enkelt stavelse) og call-and-response mønstrene er alle gospelteknikker, som de fleste forbinder med soul. > >

Lyden af en mestersanger

Bettye LaVette var med, da soulmusikken havde sin storhedstid i 1960'erne, ja hendes »Let Me Down Easy« fra '65 regnes for en af periodens fineste singleudgivelser overhovedet.

Men trods en personlig stil og fuldstændig fordomsfri tilgang til materiale - netop ikke skolet i gospel - indeholder hendes repertoire elementer af rock, soul, blues, funk, country, pop og (nå ja) gospel - lykkedes det hende aldrig seriøst at få hul igennem, og hun forblev i mange år en velbevaret hemmelighed blandt aficionados.

Først da Andy Kaulken fra selskabet Anti i 2005 skrev kontrakt med hende og satte hende sammen med produceren Joe Henry - hvilket resulterede i mesterværket I Got My Own Hell To Raise, udelukkende bestående af materiale skrevet af kvinder - kom karrieren seriøst på skinner.

Den efterfulgtes i 2007 af det mindst lige så prægnante Scene Of The Crime, hvor hun sammen med sydstatsrockbandet Drive By Truckers kreerede en serie fortættede minidramaer, bygget på sange af folk som Willie Nelson, Don Henley og mange andre.

Hun scorer nu det flotteste hattrick med sin tredje udgivelse for Anti, Interpretations: The British Rock Songbook, hvor hun er gået efter nogle af de bedste sange fra især de sene tressere og tidlige halvfjerdsere.

En enkelt kan dog ikke kaldes britisk, idet »Don't Let Me Be Misunderstood« blev skrevet specifikt til den uforlignelige Nina Simone, men hitversionen løb Newcastle-gruppen The Animals med. Men ellers taler vi Lennon-McCartney, Jagger-Richards, Led Zeppelin, Ringo Starr (hvis »It Don't Come Easy« hun uden blusel krænger indersiden ud på), Pink Floyd, Traffic etc. Alle musikere, som til at begynde med lod sig inspirere af amerikansk soul og R&B, så der er i og for sig kun tale om, at faklen sendes frem og tilbage. Hvilket tydeliggøres af måden hun går til f.eks. »No Time To Live«, en af undertegnedes favoritter med Stevie Winwoods Traffic. Originalens svævende lethed erstattes af en funky tyngde, og Winwoods vokal, der vitterlig osede af opgivelse, er her erstattet af en robust indlevelse, der giver sangen en hel stribe nye betydninger.

Andre numre forvandler hun til ukendelighed - f.eks. Beatles-sangen »The Word« - men lige meget hvad hun gør ved en sang, klæder det den.

Dette er lyden af en mestersanger, der transformerer 13 mesterkompositioner, og resultatet er en af de mest følelsesmæssigt og mest intense skiver De kommer til at høre i år, så bare glæd Dem.

Intet nyt under solen

Hvor Bettye LaVette er lyden af retro in naturalis, er Sharon Jones & The Dap-Kings lyden af bevidst eller tilstræbt retro. Målet er, at lyde som soulmusikken gjorde i årene 1965-1975, hvilket opnås ved en instrumentering, som ligger sig fuldstændig op af datidens (rytmegruppe, blæsersektion og kor), en række troværdige pasticher, brugen af analogt indspilningsgrej og så trumfen, sangerinden Sharon Jones. Denne velsyngende 54-årige tidligere fængselsbetjent har (naturligvis) rødder i gospelmusikken, stammer fra sydstaterne, og hun prøvede i mange år at få foden indenfor musikbranchen med en stil, der for længst havde passeret sin udløbsdato.

Først med lanceringen af debutalbummet med The Dap-Kings i 2002 begyndte der at ske ting og sager. Nu er Jones & co. ude med deres fjerde skive, betitlet I Learned The Hard Way, og puristerne kan trække vejret lettet; her er absolut intet nyt under solen.

Det er både godt og skidt - godt fordi det er så kompetent, swingende og troværdigt, ikke mindst i kraft af Jones. Og skidt fordi stilgrebet måske lyder en smule slidt her i fjerde omgang. Det er selvfølgelig en smagssag, jeg nyder at lytte til pladen, men om jeg vil vende tilbage, er måske mere tvivlsomt. Dukker der derimod en fest op i horisonten, vil den uden tvivl kunne få de fleste til at ryste den booty der. Ryst, baby, ryst! > >

Hvide sangere

Endelig er der undergenren blue-eyed soul, som bruges til at beskrive hvide (ofte britiske) sangere, der udtrykker sig i dette overvejende sorte idiom.

Sangere som Dusty Springfield, Tom Jones, Stevie Winwood, Steve Marriott (The Small Faces) forbindes med genren, som løbende er blevet opdateret af navne som Boy George, Annie Lennox, George Michael og mange andre. Også amerikanske kunstnere som The Righteous Brothers, Hall & Oates og Michael McDonald må karakteriseres som blue-eyed soul, en genre der via en række britiske piger/kvinder har oplevet en renæssance de sidste seks-syv år: Joss Stone, Duffy, Amy Winehouse og Adele har således alle scoret hits i både Europa og USA. Om Plan B - hvis rigtige navn er det knapt så catchy Benjamin Paul Ballance Drew - kan gøre det smukke køn kunsten efter, vides i skrivende stund ikke, men sangen »She Said« har i hvert fald været et hit her til lands. I den grad, tilmed.

Med (koncept) albummet The Defamation of Strickland Banks har Plan B i udstrakt grad lagt rappen på hylden til fordel for en indtagende Curtis Mayfield-falset. Teksterne fortæller historien om soulsangeren Strickland Banks, som godt nok opnår berømmelse, men til gengæld ender i spjældet på en løgnagtig anklage om voldtægt.

Plan B, der også er skue-spiller, har parallelt indspillet en film med samme titel og handling, men uden kendskab til den fremstår pladen som et mere end hæderligt forsøg på at genoplive lyden af sort US-radio sådan cirka 1972 - fraset måske den udbredte brug af akustisk guitar og lejlighedsvise brug af udpræget britisk klingende rap.

Plan B er en fremragende sanger med et sikkert greb om sangskrivning, og albummet rager pænt op trods sin retrokarakter. Det er faktisk temmelig imponerende som denne 26-årige bleghud fra London formår at lyde som en sort mand fra Chicago - for over 30 år siden, tilmed. Men talent er nu engang talent, og det kan man altså ikke frakende fætteren her. > > > > > > >

Bettye LaVette: Interpretations: The British Rock Songbook (Anti/Bonnier-Amigo) Sharon Jones & the Dap-Kings: I Learned the Hard Way (Daptone/VME) Plan B: The Defamation of Strickland Banks (Atlantic/Warner)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her