Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Sproget - og dets stemmer

Det danske sprog presses indefra som udefra, men enkelte arkaiske kunstnere anvender det stadig. Vi har lyttet til et par udgivelser, hvor det giver mening og kunstnerisk pote at benytte dette outdatede medium
Mikael Simpson og Frithjof Toksvig folder sig ud musikalsk på 'Ikke euforisk', men når man lytter til Jørgen Leths betragtninger om stort og småt, må man medgive, at halvdelen af magien ved dette projekt er selve Leths stemme.

Mikael Simpson og Frithjof Toksvig folder sig ud musikalsk på 'Ikke euforisk', men når man lytter til Jørgen Leths betragtninger om stort og småt, må man medgive, at halvdelen af magien ved dette projekt er selve Leths stemme.

Michael Bothager

Kultur
23. juni 2010

Spændt ud mellem den ene Andersen (H.C.) og hans »Du danske sprog, du er min mors stemme, så sødt velsignet du mit hjerte når« og den anden Andersen (Benny) med hans »Vort muddermål er hæsligt, det har så fæl en klang. Hvormed skal jeg dog ligne og prise det i sang? En halvgammel luder med rød og svampet tud. Men hun er så gæv og hun holder stadig ud« er dansk stadig en svær én. Fuck, det klinger ikke, siger folk og bryder ud in ænglish. Det swinger ikke, siger de og synger »I love you«. Det er grimt og besværligt og burde egentlig forbydes. Med mindre man selvfølgelig tilhører neonationalisterne, som synes sproget (og flaget) (og Herlev Bygade) er smukkere end sex med en engel.

Personlig er jeg vild med dansk som sangsprog (når det altså fungerer), og ret ligeglad med f.eks. de franskmænd i min omgangskreds, der konsekvent påstår det lyder som en sygdom. Men ligesom med min holdning til det danske klima (verdens bedste!) er jeg godt klar over, at det er en ensom post at sidde på. For musikken internationaliseres, man påbegynder sin karriere på nettet, hele verden er ens potentielle kunde/publikum, det foregår af selvindlysende årsager på engelsk, som jo er det eneste sprog, der tales nogenlunde lige dårligt alle vegne. Så op i røven med mors stemme og den gæve luder med den røde, svampede tud!

Sejt og skrøbeligt

Men så er der selvfølgelig stemmerne - og ikke kun dem i mit hoved. Min livsledsagerske mener faktisk, at en sådan kan være mere sexet end aldrig så mange fysiske attributter, og det kan der være noget om. Nu handler det desværre ikke om sex alt sammen, men når man lytter til Jørgen Leths betragtninger om stort og småt, som de nu for anden gang folder sig ud med musikalsk akkompagnement af Mikael Simpson og Frithjof Toksvig, må man medgive, at halvdelen af magien ved dette projekt er selve Leths stemme. Trods undertegnedes status som absolut anticykelløbsentusiast har netop denne stemme utallige gange fanget ind under Tour de France, fordi den med sin klang, dynamik og modulationer formår at ramme et sted hinsides det sproglige. Som uden sammenligning i øvrigt også Thomas Windings stemme formåede.

Den folder sig smukt og nogle gange tankevækkende ud på Ikke euforisk, efterfølgeren til Vi sidder bare her, der udsendtes i 2008. Simpson og Toksvig skaber luftige, ofte drømmende og altid solidariske baggrundsklange af forskellig karakter og kvalitet, hvor henover Leth så snakker om stort og småt, ankomster, piskefløde, inspiration, aviser og ensomhed. Det er utrolig hyggeligt, og selv når han roder sig ud i noget sludder - som f.eks. på »Man kører væk« - er man grundet stemmens behagelige modulation fuldstændig fanget ind. I de stærkeste passager lægger Leth alle forsvar ned og taler frit fra leveren - på en gang sejt og skrøbeligt. Der rører han ikke kun med stemmen, men også med sproget og dets uendelige virvar af betydninger. Da bliver det virkeligt stort.

Skydes med skarpt

»En lokumsdigter blandt poeter/er som et røvhul blandt poeter,« stod der engang at læse på en toiletvæg. Og det er lidt det princip, der følges på projektet Grafisk Musik, hvor Jesper Dahl (aka Jokeren, notorisk rapper med en fortid i Den Gale Pose) giver den som både revser og elsker. Mest det første. Han akkompagneres af en trio af funkjazzere, som lægger sig bag udgydelserne med en type musik, man engang til overmål kunne høre på spillestedet Musikcafeen i de nu så hedengangne 1970'ere. Dahl dog ikke så meget rapper som (speed) snakker, og han er fuld af sine meningers mod.

Der skydes med skarpt mod især det miljø, han garanteret selv færdes i, det hurtige overfladiske natteliv, hvor det gælder om at kende de rette - og kunne navnedroppe dem på de strategiske rigtige tidspunkter. Der ridses en rune for dengang musikken virkelig betød noget - og der tales en del om at blive ældre, ja sågar voksen. Det er nye toner fra den kant, og generelt slipper Dahl godt fra at indtage en ny position, selvom produktionen måske ikke er noget at råbe hurra for. Men det gør ikke så meget, for han er aldrig mindre end interessant at høre på, selvom det på den anden side ikke kan påstås, at inspirationen ligefrem slår gnister. Et nødvendigt pusterum eller et ordentligt udråbstegn midt i eksistensen, det er ikke så vigtigt, det handler om, at manifestere sin væren - og det gør Dahl så med eftertryk.

Er Grafisk Musik af natur ekspansiv, arbejder sanger-sangskriveren Jens K i tredje ombæring med koncentratet, musikalsk som tekstligt. Han har til dato udsendt to afdæmpede og vellykkede albums - Hen over byens tage (2001) og Luksus og laser (2005) - uden at få det store publikum i tale, hvilket dog intet har med kvaliteten af hans sange at gøre. Det er konjunkturerne, det er tiderne - og de er ikke til intelligent dansksproget musik, lille frue. Ikke så det gør noget, i hvert fald. Måske derfor er der gået fem år siden sidst og resultatet - Manden der ville være menneske - er desværre langt fra Jens K's bedste. Teksterne fremstår godt nok knivskarpe, skarpe og vedkommende, men melodimaterialet lader en del tilbage at ønske. Og da sange som bekendt består af (mindst) to dele, er det svært at dele anbefalinger ud her, thi musikalsk er showet her alt andet mindeværdigt. >

Pladen kommer ellers flot fra start med den indbydende »Zoom ind zoom ud«, men så er det ellers så som så med holdbart melodimateriale. Det kan Nils Lassens monokrome og lidet dynamiske produktion ikke rette op på, og som helhed fremstår pladen nærmest livløs i det. Musikken kommer ikke rigtig ud over kanten, hvilket er synd og skam, når nu solisten så åbenlyst har så meget på hjerte - og et sprogligt udtryk at have det i. Men tredje gang blev altså ikke lykkens gang for Jens K.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Sproget er noget genstridigt makværk, man taber håret, mens man forsøger at videregive de erfaringer man finder åbenlyse.Men det er erfaringen, at det er der intet der er, åbenlyst.
Åbenlyst, der i det åbne er alt lyst, åbenbart.
Åbenbart, nøgenhed, ligefrem, sårbar.
Sårbar, ikke helende, men blødende ærlig.
Ærlig, ær døden.
Musik er noget genstridigt makværk -

Torben Jakobsen

Ja, det danske sprog er outdated...

tøhø